Åndede og beåndede
Populær
Det var en kærkommen revolution af dansk satire, der skete i midten af 90’erne, hvor et par venner fandt en omvej til det folkelige gennembrud gennem en nichegenre.
2. Uzbekistan
3. Syg
4. Bøsser boller bedre
5. Gerontofil
6. Narkomanen han har altid travlt
7. Erling og pøllerne
8. Dildoparty for mænd
9. Majas kalender
10. Flasken
11. Jeg kan ikke lide folk med briller
12. Sweden Rock 2011
13. Fuck Mensa
14. Vild med pap
15. Bollet ihjel af hest
16. Husblas
17. Fried lies
18. Peter Madsen
19. Premenstruelle kvinder og sexfikserede fyre
20. Ytringsfriheden i dk
Der var engang, hvor Linje 3 var det sjoveste i hele Danmark. Hvor Shubidua var underfundige. Hvor Eddie Skoller blev regnet som sjov. Indtil han mødte sin overmand i form af en satirerobotten Robofleksnes, der med sit overlegne metalliske “DÆÆJÅ!” overvandt troubadouren, som skakcomputeren Deep Blue netop havde overvundet verdensmesteren Garry Kasparov.
Året var 1996, og dansk satire var klar til at tage et gevaldigt skridt op. Nogle år forinden var stand-up-komikerne kommet bragende med en larmende og grænseoverskridende stil, der vandt en hel ungdomsgeneration for sig: Nu var det sketchformatet, parodierne og ikke mindst sangene, der skulle have en overhaling.
Det fik de af Gramsespektrum. Peder Pedersen og Simon Bonde blev værter på P3’s GO! og lavede vignetter og sketches, der udviklede sig mere og mere, indtil de fik deres helt eget segment. Da DR2 lancerede musikprogrammet Okay Tone, fulgte Gramsespektrum med over og lavede musikvideoer til de sange, de havde spillet i radioen inden da.
For det, der gjorde Gramsespektrum så succesfuldt, var dels, at de havde en grundlæggende forståelse og respekt for den kultur, de parodierede, dels havde de de musikalske evner til at forløse det. Allerede i starten af 90’erne havde de dannet hiphopgruppen The Prunes, og i sange som ‘Bademestrenes storhedstid’ og ‘Kontrollørerne’ er flowet sprælsk og beatsne ramt på kornet i forhold til tiden. ‘Svært at elske dig’ spidder med diabolsk akuratesse midt-90’ernes flødetykke r’n’b-bølge og dens ret så håbløse danske aflæggere. ‘Midt i en drøm’ og ‘1000 kr’ er ikke bare billige parodier på Puff Daddy og hans kæmpehits baseret på samples af 80’er-popsange, de er et forvarsel om den bølge af danske rappere, der i 10’erne skulle gøre det samme i ramme alvor. Og så er der jungleremixet af ‘Chips’ som en besk kommentar til de falmede stjerner som Jungle Brothers og David Bowie, der pludselig ville genopfinde sig selv med tidens populære jungle og drum’n’bass.
Gramsespektrum havde styr på den kultur, de lavede sjov med, og der var en åbenlys kærlighed til den på trods af dens tåbeligheder.
Gramsespektrum var også OK begavede. Selvfølgelig er der pruttehumor i ‘Mænd i brunt’, i ‘Svært at elske dig’, i den barokke ‘Kære Lasse’, hvor de render rundt i Frederiksberg Have i kalvekrøs og pudderparykker. Der er tyk lummerhed i ‘Lonni’, hvor pedellen Vagn bøvser basgangen til Ginuwines liderhit ‘Pony’. Der er hashhumor med de to stenere Niels og Sune, der hellere vil æde chips og hænge lidt ud end redde New York.
Alt det er der. Men der er ingen homofobi, ingen misogyni, ingen nationalisme. Det er åndssvagt, men det er ikke dumt. Det er begavet satire. Og det er en af grundene til, at Gramsespektrum stadig holder i dag. At mine børn kan høre det og synes, at det er sjovt. At mine gymnasievenner og jeg stadig citerer det, mens John & Aage-citaterne så småt har fortaget sig.
En anden god grund til det er, at Gramsespektrum stoppede i tide. Efter to år var de ved at blive trætte af arbejdspresset, de var i tvivl, om de kunne blive ved med at være sjove på kommando. Så i stedet for at blive ved gik de væk fra det. Udgav en opsamlings-CD med sketches og sange, solgte vognlæs af den, fik en pris for den og gik tilbage til at lave hiphop i undergrunden. Havde for meget respekt for det, de havde lavet, til at forsøge at slå plat på det og trække det i langdrag.
Samtidig med Gramsespektrum kom Red Warszawa frem.