Refused er langtfra døde
’War Music’ er umiskendeligt Refused og trækker på både bandets egne og punkbevægelsens mest succesfulde virkemidler uden at slå større brød op end nødvendigt.
2. Violent Reaction
3. I Wanna Watch the World Burn
4. Blood Red
5. Malfire
6. Turn the Cross
7. Damaged III
8. Death in Vännäs
9. The Infamous Left
10. Economy of Death
Man siger om kunstnere, at det bedste karrierevalg, de kan foretage, er at dø. Mangen en kunstner på tværs af de klassiske discipliner har måttet se sig fornedret og latterliggjort af sin samtid, for flere år efter sin død endelig at blive anerkendt som en visionær, der var forud for sin tid. Helt så galt gik det ikke for de svenske hardcorepunkere fra Refused, men det smager lidt derhenad.
Bandet opstod i start-90'erne i det alternative miljø i Umeå, som blandt andre også Meshuggah udsprang af. Refused udgav et par helt hæderlige punkplader på det dengang stærke svenske label Burning Heart, men det var først ’The Shape of Punk to Come’ fra 1998, der for alvor satte svenskerne på landkortet. Flere år senere. Pladens alternative mix af punk, hardcore, jazz, metal og ambient var for meget for mange lyttere, der havde svært ved at se det visionære og kunstneriske i den pludselig noget mere udfordrende og kaotiske hardcore-lyd. Bandet gik, også grundet en eklatant fiasko af en USA-tour og intern splid og kunstneriske uenigheder, i opløsning kort tid efter, og trods det faktum, at de stadig var i levende live, kunne de over de følgende par år se deres omkomne band langsomt, men sikkert blive anerkendt, rost til skyerne og respekteret for den plade, der var grundstenen til bandets endeligt.
Et hurtigt klip frem til 2012, hvor flere års rygter pludselig blev sandhed, og Refused blev gendannet. Lejlighedsvise koncerter blev til nyt materiale, da ’Freedom’ udkom i 2015 og mere end antydede, at Refused i det 21. århundrede absolut ikke var, hvad de havde været i 1998. Pladen var afdæmpet, en smule vag og manglede mange af de charmerende særheder, som havde gjort ’The Shape of Punk to Come’ så interessant.
Revolutionsmusik med velkendte virkemidler
Endnu fire år efter har vi for længst vænnet os til, at Refused er tilbage. At de, alderen til trods, er et eminent liveband, og at de er et orkester, der stadig har noget på hjerte. Den svage genkomstplade til trods. En opfattelse, den noget simpelt betitlede ’War Music’ understøtter ganske fint.
Vi skal ikke mange sekunder ind i åbneren ’REV001’, før vi ved, at vi har med Refused at gøre. Nummeret brager af sted fra start til slut med en guitarlyd, der umiskendeligt tilhører duoen Mattias Bärjed og Kristofer Steen. Ligeledes er forsanger Dennis Lyxzén dejligt letgenkendelig. Hans vokaler er rå, skrigende og insisterende uden at blive ensformige. Evnen til at bygge bro mellem simple, tunge og catchy riffs og skæve og uforudsigelige sangstrukturer lever i bedste velgående hos Refused, og de formår stadig at kombinere de overraskende idéer og tæften for den gode melodi med den energi, god hardcore-punk helst skal indeholde.
Mønstret gentager sig flere gange på pladen. Refused rammer et fikspunkt, hvor riffing, melodisans, energi og aggression passer tæt på perfekt sammen. Både i ’Violent Reaction’, Black Flag-hyldesten ’Damaged III’ og ’Turn the Cross’, hvor bandet også snuser til de jazz-inspirationer, der var så fremtrædende på hovedværket fra 1998. Forskellene på denne og ’War Music’ er dog markante. For det er begrænset, hvor mange eksperimenter Refused giver sig selv plads til. Mens energien og punkattituden løfter denne nye udgivelse mange højder over forgængeren, er det tydeligt, at bandet søger at holde det samlede udtryk simpelt i forhold til de glade 90’er-dage.
Punkere af sind og af gerning
Selv om ’I Wanna Watch the World Burn’ flirter med både rock’n’roll, surf og en lyd a la de tidligere labelkammerater fra The Hives, og selv om den dunkende ’Malfire’ formår både at være pladens ballade og tungeste nummer, går Refused efter det mere enkle udtryk denne gang. Bevares, musikken skal have en kvalitet. Men mere end nogensinde før virker det, som om de aldrende svenske modkulturelle har lagt fokus på teksternes budskab. Det er dem, de vil have lytteren til at lægge mærke til. Refused er et politisk band, og de politiske holdninger skal ud, koste hvad det vil.
Det blev mangen en tilskuer fornærmet over under bandets sommerkoncert på Copenhell. Men det er nu engang en del af pakken. Så må man lytte til Refused eller lade være.
Fra pladens første strofe ”one more revolution, my love” over den ironiserende ”do you remember how we used to fight?” i ’The Infamous Left’ til beklagelserne i ’Economy of Death’ over forræderiet mod arbejdsklassen og det endegyldige mantra i teksten, ”you’re so fucked!”, står Lyxzén og co.’s dagsorden klar. Politikerne er bedrageriske, befolkningen er ignorant, og vores menneskesyn har set bedre dage. Det er klassiske punkværdier, men alt efter ens synsvinkel er det enten prisværdigt eller grinagtigt, at en flok svenskere i slut-40’erne stadig prædiker dem.
Faktum er dog, at tekstuniverset står ganske passende til musikken. Enkelt, aggressivt, funktionelt. Refused får sit budskab ud, uden at det bliver på bekostning af musikken, der i sig selv er holdbar. Om man er enig med bandets paroler eller ej, fungerer ’War Music’ som en velsmurt enhed af en plade og besidder en samlet kunstnerisk kvalitet, som kræver og fortjener opmærksomhed. Også selv om man stadig savler over de jazz-eksperimentelle 90’er-dage, der næppe kommer tilbage.