Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

På vej ind i den elektriske elite

Updated
Riot-City_Electric-Elite-01

Med deres andet album holder Riot City samme høje niveau som på debuten, og formår både at fastholde friskheden og tilføje mere til sangskrivningen.

Kunstner
Titel
Electric Elite
Dato
14-10-2022
Trackliste
1. Eye of the Jaguar
2. Beyond the Stars
3. Tyrant
4. Ghost of Reality
5. Return of the Force
6. Paris Nights
7. Lucky Diamond
8. Severed Ties
Forfatter
Karakter
5

For dem der dyrker den helt klassiske heavy metal, kom canadiske Riot City som en slags frelsere, da de udgav deres umådeligt veloplagte debutskive ‘Burn the Night’ i 2019, og de nåede da også at promovere pladen med blandt andet end meget rost koncert i Hamburg. Men så kom epidemien vi alle forsøger at glemme, og først i sommeren 2022 kom Riot City endelig forbi landet, da de spillede et tændt sæt på Stengade 30 i København. Nu er opfølgeren ‘Electric Elite’ på gaden, og guitarist Caly Save, der sang på debuten, har delvist overladt mikrofonen til Jordan Jacobs, som også lagde vokal på koncerten på Stengade.

Der er igen tale om otte intense sange, som lægger sig solidt indenfor det, man kan kalde New Wave of New Wave of British Heavy Metal, eller lidt kortere forklaret – det lyder stadig som om, at Riot City har delt øvelokale med Judas Priest lige omkring Painkiller-albummet, men i modsætning til de engelske legender, har de aktuelle canadiere valgt at vente 32 år med udgivelsen. Det har heldigvis været ventetiden værd, uanset om man tæller 3 eller 32 år.

Det er blevet til nogle lidt længere numre, fordi Riot City denne gang spiller mere med musklerne og tør lave lange introer og lige så lange mellemstykker, hvor der bliver klimpret soloer og harmonier af til den helt store stålmedalje. Man tør mere og viser mere, og holder samtidig fast i, at det skal være intenst og hidsigt, så der ikke er et roligt sekund på de 45 minutters sprint.

Man kan måske lige nå at trække vejret i ‘Ghost of Reality’s afdæmpede intro, men det er kun blændværk – Riot City tager derefter ud på et mellemstykke-hækkeløb af dimensioner, der lyder som Maiden, dengang de havde travlt efter at komme frem til målstregen. Generelt er formlen dog den samme som på debuten. ‘Electric Elite’ rummer overvejende springknivsskarpe omkvæd, frådende riffs, skinger vokaler og et band, der hele tiden spiller lige omkring maksimum, og lyder som om de hvert øjeblik kunne vælte.



Siden debuten har Riot City samtidig forbedret sangskrivningen nede i detaljen, og det er ikke bare nådesløst smadder, men også gode kompositioner, der bygger op mod klimaks i for eksempel den heftige ‘Paris Nights’ eller den deciderede storladne ‘Tyrant’. Det er således lykkedes for canadierne både at bevare det umiddelbart hidsige og dertil føje endnu flere nuancer uden at gå på kompromis med følelsen af, at det er et band, der spiller stærkt, fordi de kan og ikke kan lade være.

Med deres andet album understreger Riot City, at de mener det alvorligt, og at de er et værdigt bud på at overtage pladsen fra genrens dinosaurbands, der længe har os en u-tjeneste ved at gentage fortidens albums i en evighed i en hastig nedadgående kvalitetsspiral.