Skarpt skåret metalcore

Populær
Skarpt skåret metalcore

Bury Tomorrow er tilbage med deres bedste udgivelse siden debutten. ’Eartbound’ er en solid, gennemkomponeret metalcore-plade, der vil tilfredsstille enhver med hang til genren. 

Titel
Earthbound
Trackliste
The Eternal
Last Night
Earthbound
The Burden
Cemetery
Restless & Cold
301
Memories
For Us
Bloodline
Karakter
4

I 2009 udgav det engelske metalcoreensamble Bury Tomorrow deres debut ’Portraits’. En solid debut, der placerede bandet i spidsen af den tids førende metalcore-bands. Opfølgeren ’The Union of Crowns’ (2012) havde interessante elementer, mens ’Runes’ (2014) var decideret kedelig og parkerede bandet på sidelinjen. En plads, der tydeligvis ikke fornøjede forsanger Daniel Winter-Bates & co. 2016 er et nyt kapitel i beretningen om Bury Tomorrow. Et kapitel, der understreger, at kvintetten skal tages alvorligt. Kort sagt er ’Earthbound’ et stærkt comeback, en fed metalcore-udgivelse og Bury Tomorrow på højde med debut-niveauet, hvis ikke bedre.

Pladens 10 numre indeholder intet nyt. Det er metalcore. Der er masser af breakdowns, brutal vokalføring, melodiske omkvæd og syngende riff. Det, der adskiller ’Earthbound’ fra mange andre metalcore-udgivelser, er, at det er en gennemskrevet udgivelse. De gode kompositioner står i kø. Der er lagt vægt på den stærke, vedvarende melodi stort set hele albummet igennem. Det er Killswitch Engage og As I Lay Dying, da de var bedst.

Åbningsnummeret ’The Eternal’ sætter niveauet for resten af pladen. Det er en aggressiv start. Et spark i mellemgulvet, hvor samspillet mellem Winter-Bates' svulstige rå vokal elegant balanceres med Jason Camerons rene vokal. Et kunststykke, bandet har formået at gentage på alle deres udgivelser, men denne gang er melodien vellykket stort set hver gang. Cemarons vokalarbejde lader samtidig til at have fået en mere rå klang. Et element, der klæder udgivelsen og giver en ny kant til Bury Tomorrow. Et godt eksempel er førstesinglen ’Earthbound’, hvor Cameron i omkvædet nærmest lyder som Lajon Witherspoon (Sevendust).

De gode numre står i kø på ’Earthbound’. Andensinglen ’Last Light’ er muligvis den mest melodiske skæring på albummet. Det er catchy og ganske medrivende. Det er svært at sidde stille med nakken, når Dawson vrider det ene lækre riff efter det andet af sted. Solidt eksekveret og et nummer, der sandsynligvis vil give bandet adgang til et bredere publikum.

Pladen byder også på gæstebesøg i form af Jamey Jasta (Hatebreed), der brøler med på ’301’. På trods af at Winter-Bates allerede leverer en tordnende vokal, giver Jasta nummeret og pladen et elegant ekstra aftryk. En tydelig hilsen til bandets og metalcorens hardcore-rødder. 'Earthbound' afsluttes af 'Bloodline', der vrider den sidste saft og kraft ud af lytteren. Potent og halvrappende leverer Winter-Bates lyrikken på et nummer, der endnu en gang præges af solide riff. En stærk afslutning, der sætter en tyk streg under bandets comeback.

Kort sagt er ’Earthbound’ en god plade. Produktionen er knivskarp, og de mange interessante elementer står tydeligt i lydbilledet. Så langt, så godt. Bury Tomorrow er tæt på, men snubler alligevel på målstregen. Samtlige numre er bygget op om den samme gamle, letgenkendelige skabelon. Det er ikke unormalt, og størstedelen af tiden fungerer det for kvintetten. Men det ville klæde bandet at udfordre. At bryde mønstret og prøve noget nyt. Droppe den konstante pingpong mellem ren og rå vokal. Winter-Bates kunne nemt brøle sig igennem et helt nummer. Det ville skabe et mere varieret udtryk og give den afveksling, som albummet grundlæggende mangler.

Bury Tomorrow er tilbage på toppen. Det er en fornøjelse at lytte til ’Earthbound’. Næste skridt er at søge udvikling. Gå nye veje. Sænke paraderne og droppe den traditionelle Bury Tomorrow/metalcore-skabelon.