Glat og generisk

Glat og generisk

Skeletonwitch udvider paletten på deres hypede sjette album, men thrash/black-fusionen hæmmes af middelmådig sangskrivning og ikke mindst en en generisk og udynamisk lydproduktion.

Titel
Devouring Radiant Light
Dato
20-07-2018
Genre
Trackliste
1. Fen of Shadows
2. When Paradise Fades
3. Temple of the Sun
4. Devouring Radiant Light
5. The Luminous Sky
6. The Vault
7. Carnarium Eternal
8. Sacred Soil
Forfatter
Karakter
2

Skeletonwitch burde ikke være et fremmed navn for metalpublikummet herhjemme. Det amerikanske band fra Ohio har besøgt Danmark adskillige gange gennem årene, om det har været med associerede navne som Warbringer og Goatwhore eller som indslag på Copenhell, hvor de åbnede Hades-scenen i 2012, eller på Roskilde Festival så sent som i år.

En uge efter Roskilde-koncerten udkom ’Devouring Radiant Light’, amerikanernes sjette studiealbum, der har fået en strålende reception over – næsten – hele linjen: Hos amerikanske medier som Pitchfork, Decibel og MetalSucks har begejstringen været til at tage og føle på, hvor albummet er blevet fremhævet som et højdepunkt i bandets karriere, der hos Decibel ligefrem holdes op mod både Metallica anno ’Master of Puppets’ og Immortal anno ’At the Heart of Winter’.

Det er meget store ord, og ja, Skeletonwitch har ganske vist rykket sig, siden forsanger Chance Garnette forlod bandet i 2015, og den nye vokalist Adam Clemans (fra sludgebandet Wolvhammer og desuden tidligere sanger i Veil of Maya) trådte til. Den mere stilrene og groovy thrash metal fra de foregående plader er blevet opfrisket med black metal-elementer, hvor guitaristerne Nate Garnette og Scott Hedrick nu ved siden af de klassiske guitarharmonier også fyrer tremolopickede riffs af over energiske blastbeats, hvilket giver bandets udtryk en mere intensiv fremdrift.

Hæmmet sangskrivning
Det er noget, der fungerer på papiret, men desværre ender Skeletonwitch i sin genrefusion et sted midt imellem i noget, der hverken klæder thrash metal eller black metal, og som til tider minder mere om melodød.

Det skyldes dels, at sangskrivningen mangler den tæft, der får numrene til at løfte sig over det middelmådige, og hverken melodier eller riff er fængende eller slidstærke nok til at retfærdiggøre sanglængder på syv-ni minutter. Undtagelserne her er åbneren ’Fen of Shadows’, der har sine melodiske momenter, en stærk guitarsolo og en dramatisk opbyggende afslutning, ligesom de kortere ’When Paradise Fades’ og ’The Luminous Sky’ har riff og midttempostykker, der skiller sig ud, men ikke løfter den samlede helhed.

Værre er omkvædene, der – når de dukker op – trækker sangene mere ned end op. ’Temple of the Sun’ og ’The Vault’, et mere progressivt indslag, der varer ni minutter, herunder tre minutters intro, taber simpelthen alt momentum på gulvet med refræn, der lyder som Arch Enemy eller enhver anden gennemsnitlig melodødsklon inden for de sidste ti til femten år.

Udynamisk produktion
Pladens største hæmsko er dog lydproduktionen, der på overfladen fremstår glat og lækker, men som – jo mere man kommer i dybden med pladen – viser sig at være generisk og blottet for enhver form for dynamik. Det overrasker, når man ser, at albummet er indspillet hos den allestedsnærværende Converge-guitarist og lydtroldmand Kurt Ballou, men det begynder også at dæmre, når krediteringerne viser, at Fredrik Nordström, en af melodødens hofproducere (og foruden producer af en lang række Arch Enemy-plader), har stået for mixet, mens Brad Boatright, der har arbejdet med en lang række kunstnere, herunder talrige danske, har stået for masteringen.

’Devouring Radiant Light’ lyder simpelthen flad og jævn, og den polerede og generiske lyd komprimerer og udglatter sangene i stedet for at gøre dem inddragende og fængende. Stortrommen klikker, guitarerne ligger i det behagelige mellemleje, og soloerne går klart igennem, men det er et komprimeret rum, Skeletonwitch spiller i. Det lyder måske godt i bilstereoen, men selv i et par lavkvalitetshøretelefoner kommer dynamikken til kort.

Det er svært at få det til at harmonere med den reception, ’Devouring Radiant Light’ er blevet mødt med. Og det får denne skribent til at undre sig: Hører de andre noget helt andet, end jeg gør? Er deres genreforståelse og -opfattelse radikalt anderledes? Søger de en anden lydæstetik, eller rammer Skeletonwitch bare en særlig åre hos dem?

Det er svært at svare på. I en amerikansk kontekst fremstår det måske nyt og friskt, men ’Devouring Radiant Light’ er langt fra en nyklassiker. Den musikalske udvikling er ganske vist et fremskridt for Skeletonwitch, men det er ikke et fremskridt for metal.