Skibsvraget Rolf

Running Wild kan ikke skjule, at den smukke fortid til trods, er det en synkende skude, som burde have trukket bundproppen for længst.

Kunstner
Titel
Resilient
Dato
07-10-2013
Distributør
Trackliste
1. Soldiers Of Fortune
2. Resilient
3. Adventure Highway
4. The Drift
5. Desert Rose
6. Fireheart
7. Run Riot
8. Down To The Wire
9. Crystal Gold
10. Bloody Island
Forfatter
Karakter
1

Længe før Alestorm og Swashbuckle forstod det yderst fornuftige i at have et pirattema som afsæt for et metalband, rendte der en tysker rundt nede på de preussiske stepper og legede med præcis samme tanke, og det resulterede i Running Wild, der i sine stormagtsdage vel var power metallens svar på Motorhead. Et sundt miks af raseri, melodi, simple omkvæd og episke tekster om rom, plyndring og træben.

80'erne og 90'erne bød således også på fine sørøverviser samlet på 'Under Jolly Roger', 'Black Hand Inn', 'Masquerade' og 'The Rivalry', som fulgte omtrent samme opskrift og fik løftet Running Wild op i en liga, hvor det er sjovt at være band. Men i 2009 var det slut, og den obligatoriske Wacken-afskedskoncert blev afholdt.

Men for bandkaptajn Rock 'n' Rolf varede det otium hele to år, før han vendte tilbage, og det helt igennem håbløst kedelige album 'Shadowmaker'. Heldigvis for os alle har den kun et år gamle udgivelse fået sig en værdig efterfølger.

Tabet af talent

Af mystiske årsager, der i sig selv er et konceptalbum værdigt, har Rolf Kasparek mistet størstedelen af evnerne til at komponere fede melodier, fængende riffs eller interessante stemninger. I det tilfælde, at et ukendt band stod bag, ville ord som metervare være passende, men netop fordi Running Wild tidligere har været garant for en vis kvalitet, er det i den grad besynderligt at lægge ører til 'Resilient', der er et studie i ligegyldighed.

Rygterne går på, at en trommemaskine står bag gryderne, og det kan muligvis forklare en del af den komplette mangel på intensitet, energi og ikke mindst dynamik - de 11 numre opleves som én lang ørkenvandring med præcis samme søvndyssende udtryk.

I numre som 'The Drift', Bloody Island' og 'Desert Rose' lykkes det at ramme riffs, der enten har charme eller lidt af det episke touch af ræsende melodiske guitarer, som er Running Wild-lyden, men det er for sjældent og ikke nok til at tage kampen op mod det tamme Accept-plagiat, som bandet har udviklet sig til. Så med fare for at ramme en Ekstra Bladetsk-plathed må det konstateres, at Rolf er endt som en sølle landkrabbe.