Slatten slange
Populær
Nu metal-veteranerne Limp Bizkit leverer et ligegyldigt comeback-album, som vi godt kunne have undværet.
2. Bring it Back
3. Gold Cobra
4. Shark Attack
5. Get A Life
6. Shotgun
7. Douche bag
8. Walking Away
9. Loser
10. Autotunage
11. 90.2.10
12. Why Try
13. Killer In You
14. Back Porch
15. My Own Cobain
16. Angels
17. Middle Finger
Lad os bare få det sagt med det samme, Limp Bizkit er ikke ældet med ynde. Mens nu metal-kollegerne i Korn og Deftones på hver deres måde har formået at udvikle sig og er trådt ind i karrierens voksenalder med en vis pondus og gravitas, så viser det absurd betitlede comeback-album, 'Gold Cobra', at Limp Bizkit stadig hænger ubehjælpeligt fast i deres musikalske pubertet. Og det er synd, da forgængeren 'The Unquestionable Thruth Part 1' med dens dystre og mere eksperimenterende tone egentligt indeholdt interessante perspektiver for gruppen. Men Gold Cobra er på ingen måde en fortsættelse af denne linje. I stedet har Fred Durst og resten af gruppen stilistisk set mere eller mindre lavet en fortsættelse til 'Chocolate Starfish...' med dens brovtende, lettere fordummede og stærkt kommercielle rap-metal.
Der er gode ting ved Gold Cobra. Wes Borland er stadig en fantastisk kreativ, anarkisk guitarist, og albummet byder på flere lækre eksempler på hans skramlede, nedstemte, fortættede riffs. Sam Rivers og John Otto udgør stadig en formidabelt funky og solid rytmegruppe, og gruppen formår som helhed stadig at skrue nogle solide grooves sammen. Men for hver gode idé, som albummet byder på, kommer der to forslidte nu metal-klicheer oveni. Generelt er det svært at komme uden om, at det musikalske landskab har rykket sig en del siden rap-metallens storhedstid, og Limp Bizkits musikalske opskrift, som aldrig var særligt original i første omgang, har bare ikke så frygteligt stor gennemslagskraft i år 2011.
Det absolut største problem ved 'Gold Cobra' er og bliver imidlertid Fred Durst. Han har aldrig været nogen stor vokalist, men har dog tidligere vist en solid sans for at skabe ørehængere. Her er han dog oftest helt nede at skrabe bunden. Hans flow er gumpetungt, hans forsøg ud i sang er, på trods af liberal brug af doubling og voluminøse mængder af rumklang, oftest halvfalsk, og mange steder formår manden decideret at ødelægge, hvad der ellers kunne have været nogle ganske fede numre – som f.eks. den musikalsk set fremragende 'Walking Away'.
Og så er der hans tekster, der er en historie for sig. Vi har her at gøre med en mand, der er på den forkerte side af fyrre, men som stadig mere eller mindre eksklusivt beskæftiger sig med følgende tre beslægtede temaer:
1) Fred Durst/Limp Bizkit er bare så totalt seje, og alle andre er bare totalt misundelige.
2) Fred Durst er bare så totalt ligeglad med, hvad du mener om Fred Durst/Limp Bizkit (for årsag til dette se punkt 1)
3) På trods af ovenstående punkt skal du alligevel lige passe på, hvad du siger om Fred Durst/Limp Bizkit, for ellers kan det alligevel godt være, at du lige skal have nogle på munden.
Det er både meget komisk, meget sørgeligt og dybt usympatisk at lægge øre til, og selvom der nok skal være et publikum, der sætter pris på denne absurde blanding af hip-hop-skryden og high school jock-machismo, så kvæler den næsten manisk aggressive tone, som Fred Durst lægger for dagen, meget af den uskyldige party-stemning, som gruppen ellers altid har været leveringsdygtig i. Og når selv det aspekt ved Limp Bizkit ikke fungerer, så er der rent ud sagt ikke så frygteligt meget mere at komme efter.