SOAD-pop og solosyre

SOAD-pop og solosyre

Serj Tankian slipper ikke helt fri af System of Down-formlen, men "Elect the Dead" rummer dog visse særlige soloudfoldelser.

Kunstner
Titel
Elect the Dead
Distributør
Karakter
3

Når et medlem af et succesfuldt og velfungerende band føler sig nødsaget til at udgive solomateriale, bør det være fordi vedkommende har noget nyt at sige musikalsk. Uden at begynde at trække eksempler frem, er det ikke altid tilfældet. Serj Tankian er til daglig forsanger i System of a Down (SOAD), der i dag er et af de allerstørste navne på den populære metalscene. SOAD er også et band, der har gjort sig bemærket via eksplicitte, politiske tekster, og dem har Tankian ikke glemt på dette, hans første soloalbum, ”Elect the Dead”. Tankian har selv stået for sangskrivningen og spiller selv alle instrumenterne, om end det dog virker som om, klaveret er det eneste instrument, manden for alvor får krænget sine skjulte talenter ud på. Der hvor Serj er kommet til kort, har han fået hjælp fra trommeslagerne John Dolmayan (SOAD) og Brain (”Guns n’ Roses”, ex-Primus) samt Larry LaLonde (guitar) fra Primus og lidt strygere. Musikalsk er vi ikke milevidt fra SOAD; i hvert fald ikke på pladens første halvdel, hvor der ikke bliver taget mange chancer. Den mærkbare forskel er, at det her er mere poppet og lettilgængeligt end SOAD, hvilket førstesinglen ”Empty Walls” er et fint eksempel på. Mens den efterfølgende frenetiske udladning ”The Unthinking Majority” lige så godt kunne stamme fra et SOAD-album. ”Elect the Dead” er bedst, når Tankian giver helt slip og eksperimenterer, og fx slår sig løs bag klaveret i ”Sky Is Over”. Højdepunkterne er de krøllede numre ”Honking Antelope” og ”Praise the Lord and Pass the Ammunition”, der er udsyrede i en nærmest Zappa’sk grad. Tankian besidder på én gang evnen til at skrive mægtigt iørefaldende omkvæd, som sætter sig fast første gang, mens han i ”Money” blander en smuk klavermelodi med en spruttende metallisk udladning af et omkvæd. Alligevel er det som om, Tankian ikke helt tør give slip på power ballade-formlen, som SOAD så ofte benytter sig af: ”stille vers/hårdtslående omkvæd/vers/omkvæd/syret b-stykke/omkvæd/omkvæd”. Og dét bliver altså en kende for forudsigeligt i længden, da der er MANGE af den slags sange. Først til slut er Serj for alvor solo, mens han under titelnummeret synger farvel til lytteren bag sit klaver. Det her er ikke stor kunst, men det er habilt udført, og langt fra så unødvendigt som soloalbums har det med at være. For SOAD-tilhængere er det en no-brainer, om man skal købe eller ej.