Harmoniske banaliteter
Sonata Arctica har valgt at vægte melodi og harmoni alt for højt på deres tiende album.
2. Whirlwind
3. Cold
4. Storm The Armada
5. The Last Of The Lambs
6. Who Failed The Most
7. Ismo’s Got Good Reactors
8. Demon’s Cage
9. A Little Less Understanding
10. The Raven Still Flies11. The Garde
I år kan Sonata Arctica fejre tyve år som pladeudgivende med deres tiende fuldlængde, ’Talviyö’(Vinternætter for de ikke-finskkyndige), som rummer klassisk tysk-inspireret power metal med en god snert af folkemusik.
De finske kvintet har altid stået for stærke melodier, og den evne har de på ingen måde mistet i dette jubilæumsår. Skarptskårne omkvæd er kilet ind i hver sang, og trods forsanger Tony Kakkos meget nasale vokal opfylder de perfekt genrens krav om højt til loftet.
Ligeledes er der på instrumentsiden mange små fine progressive finter presset ind, og i mellemstykkerne findes den virkelige kvalitet i form af stemningsfulde riffpassager og -harmonier. Men så tårner manglerne sig også op. Særligt mangler en form for tyngde og modspil, der med kraftige kontraster kan løfte de næsten nuttede og bedårende momenter.
Sonata Arctica er umådeligt polerede hele vejen fra de hurtige numre og til den afsluttende balladevals ’The Garden’, som vist nok er en hyldest til en kæreste og et vidunderligt barn, som denne har skænket et af bandmedlemmerne fornylig. Og al ære og respekt for livets mirakel og den store kærlighed, men man skal virkelig have noget særligt på hjerte i formidlingen af sin personlige babylykke, hvis det skal hæves op over banaliteterne. Det sker ikke her.
Og dermed opridses den store udfordring som Sonata Arctica aldrig rigtigt er lykkedes med at overvinde. De spiller fornemt, har flair for melodi, men formår kun i glimt at blive rigtigt vedkommende og ikke bare en ufarlig opvisning i tekniske og og kompositoriske finesser.