Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Takida drukner i vellyd

Populær
Updated
Takida drukner i vellyd

Det er for pænt og dermed for kedeligt, men alligevel med noget kvalitet, det som svenskerne laver på deres tredje udgivelse.

Kunstner
Titel
The Darker Instinct
Dato
12-10-2009
Distributør
Genre
Trackliste
1. Get Me Started
2. As You Die
3. End Is Near
4. Never Alone Always Alone
5. The Things We Owe
6. Deadlock
7. Walk On By
8. Caroline
9. Hours
10. Between The Lines
11. Tonight
12. Trigger
13. Too Late
Forfatter
Karakter
2

Svenske Takida har med deres to forrige albums haft stor succes i hjemlandet, og kan da også fremvise ret fornuftige salgstal – hvilket ’The Darker Instinct’ formentlig ikke vil ændre på.

For selvom Takida spiller rock med inputs fra den hårde ende af skalaen (men ikke metal!), så har de skruet ethvert nummer sammen efter en meget radiovenlig skabelon. Og de gør det endda godt – hvert riff, omkvæd, vers og mellemstykke er fængende, poprocket og grusomt melodiøst.

Og så i øvrigt en anelse kedeligt.

Ikke at der er noget galt i at være poppet som sådan (jo, der er, men ind i mellem skal selv en metaltilbedende anmelder forsøge at lyde objektiv), Takidas musik er bare lidt for harmonisk og kalkuleret. Man savner skævhed, kant, dysterhed, der kunne skabe tiltrængte kontraster og modspil til den uendeligt store vellyd – af samme grund fremstår metalmellemstykket i ’Hours’ som et par sekunders uharmonisk oase midt i en overflod af steril skønhed.

Men så kan Takida til gengæld prale med, at samtlige omkvæd har stadion-syng-med-potentiale, og da det også lader til at være målet, må det siges at kvintetten har begået det album de gerne ville lave – og så må anmelderen vist i øvrigt selv om, at han hurtigt keder sig.