Nyt band – gammel stil
Taunus fik i 2023 udgivet debutalbummet 'Going Nowhere, Fast'. Måske er det selvopfølgende profeti, men mon ikke der er plads til Taunus på den danske livescene?
2. It Covers All
3. She Won't Be Coming Home
4. Road Machine
5. Into The Night
6. Over and Over Again
7. Cruel Lover
8. Burn This City Down
9. Wolf, Woman
10. Polluter
11. Dead Night
Taunus er et relativt nyt navn på metalscenen. Bandet er dannet i 2018, men første demo udkom først i 2021, og så fulgte et par singler og debutalbummet efter i det forgangne år.
Stilen er retro-klassisk heavy metal. Vi skal vel helt tilbage til slutningen af halvfjerdserne, hvor punken i England revolutionerede lyden og for en stund også fik sat sit præg på metalmusikken, inden thrash og glam tog over i firserne. Taunus har noget klassisk punk, noget speed og energi, der oser af Raven og Motörhead samt noget rock’n’roll i stil med norske Backstreet Girls.
Der er ikke plads til raffinement. Vi skal hurtigt videre. 11 sange på 33 minutter. Korteste sang er to minutter og 20 sekunder. Længste på tre minutter og 34 sekunder. Der er blæs på det meste af vejen og ikke rigtig plads til fordybelse.
Der lægges heftigt ud med ’Like Steel’, som lyder som Raven. Sangeren har lidt samme tone, selv om han dog ikke har et helt så skingert organ som John Gallagher. Næste sang ’It Covers All’ kan dårligt kaldes en egentlig sang. Det lyder mest som en gennemspilning af et udkast til en idé til en sang, hvor man har ladet ”båndoptageren” optage under en tur i øvelokalet.
Lidt mere substans er der i tredje sang ´She won’t be coming home’, som har et ganske fint omkvæd helt i tråd med noget, som Backstreet Girls kunne have udgivet i firserne.
Holder ikke hele vejen
Men efterhånden begynder det hele at lyde temmelig ensformigt. Der er ikke meget variation i tempo eller udførsel. Det bliver aldrig rigtigt sløjt, men det er heller aldrig sådan rigtigt spændende.
Alligevel er det svært ikke at holde af Taunus og deres debutalbum. ’Going Nowhere, Fast’ oser af engagement. Det er friskt, at bandet har valgt en anden stil end det for tiden sædvanlige. Albummet vil dog stadig ikke stå tilbage som et særligt fremragende debutalbum.
Ud at spille live
'Going Nowhere, Fast' bør være en adgangsbillet til at komme ud på scenerne i Danmark, og måske også uden for landets grænser. Hvis man kom til fremmed by og satte sig på det lokale spillested for at fordrive tiden med øl uden at vide noget om aftenens program, ville de færreste med hang til rå spade blive kede af, at det var Taunus der gik på scenen. Det er musik, der rykker ganske godt og nok kunne få de fleste til lige at bestille endnu en øl i baren.