Dyster og dunkel dødsmetal
Tung og doomet dødsmetal siver fra Temple of Scorn, der med 'Funeral Altar Epiphanies' har begået en gusten og godkendt debutplade. Erfaring fornægter sig ikke.
2. Burden of Decline
3. Begotten by the Envenomed
4. Icons of Demonic Virtues
5. Portals to Dystopia
6. Funeral Altar Epiphanies
7. Wretched Inner Sanctum
8. Burning Palace of Wisdom
'Funeral Altar Epiphanies' er ikke nødvendigvis nogen musikalsk åbenbaring, men som stiløvelse indenfor dødsmetalgenren kan den nu alligevel noget. Temple of Scorns debutplade leverer nogenlunde det, man havde forventet og selvom der ikke vindes nyt terræn, så er der nok for kendere til, at det kan betale sig at lægge øret til alteret og begrave sin opmærksomhed hos de erfarne musikere for en stund.
For Temple of Scorn er nok et nyt band, men musikerne bag er alt andet end vårharer. Det er folk, der til daglig gør sig i bands som Horned Almighty, Dawn of Demise, The Arcane Order og Baest. Vi hørte fra dem allerede tilbage i 2021, da de barslede med EP'en 'Preliminary Mass', som vi kaldte superfed superdødsmetal, fordi bandet er lidt af det, man med et glimt i øjet kan kalde et superband. Forsanger Simon Petersen Katborg synger normalt i Horned Almighty, mens guitaristerne Svend Karlsson og Flemming C. Lund har sit daglige virke i Baest og The Arcane Order. Den rytmiske bagkæde består af Bjørn Jensen på bas, der er bedst kendt for bandet Dawn of Demise ,og trommeslager Jacques Brandt Hauge hærger også bag kedlerne i Horned Almighty.
Her knap to år efter de gav den første forsmag på deres fælles musik, kommer så nu pladen 'Funeral Altar Epiphanies', der minder en del om den foreløbige messe, vi hørte i 2021, og som vi hørte til deres første koncert i Aarhus i foråret 2022. De første numre er også præcis derfra, hvorfor der reelt kun er fire nye kompositioner. De lægger sig tungt i slipstrømmen af det materiale, vi allerede har hørt fra Temple of Scorn. Dødsmetal, hvor tempoet hives ud og det bliver en anelse doomet her og der, mens der også er plads til det groovy og melodiske hist og her. Det sidste er måske allerbedst repræsenteret ved titelnummeret.
Blandingen gør, at det ikke bliver ensformigt og med den umiskendelige vokal fra Simon Katborg, der brøler, er man i godt selskab hele vejen igennem de lige knap 40 minutter, pladen varer. Fra den dystopiske intro til det afsluttende og udmærkede nummer 'Burning Palace of Wisdom', der samtidig er pladens længste skæring – den kan høres her:
Hvad er dommen så over fuldlængden? En solid debut fra rutinerede musikere, der har fundet et kollektiv, hvor de kan udleve en version af dødsmetallen, der måske ikke helt er plads til i deres andre, respektive orkestre, hvor tempoet typisk er lidt hurtigere. Her på 'Funeral Altar Epiphanies' har de tilladt sig at tage tiden, og det gør bestemt ikke noget. Stemningen er kulsort og musikken endnu mørkere.