Væbnet med stækkede vinger
Lige som man havde vænnet sig til de mere pop- og indie-klingende toner på ‘Ultrapop’ og ‘Perfect Saviors’, vendte The Armed alting på hovedet igen.
Purity Drag
Kingbreaker
Grace Obscure
Broken Mirror (Feat. Prostitute)
Sharp Teeth
I Steal What I Want
Local Millionaire
Gave Up
Heathen
A More Perfect Design
‘The Future is Here and Everything Needs to Be Destroyed’ er ikke en synderligt optimistisk titel, og det er da også svært ikke at læse den aktuelle lortesituation i USA og verdens generelt pauvre tilstand ind i tekstbidder som:
“Hatred for this world
There are some sins
There are some wars so inhuman that they damn
Generations
I'm putting blinders on, and I can’t stand to see
The dissonance is turning sadness to fatigue
Vacation, workout tip, then child amputee
The end of feeling human”
(‘A More Perfect Design’)
Eller:
“These anti-Christ Christians sure look more like demons
And these little-dick rambozos shopping strapped with machine guns
A call for blood in the streets from a screen, on a couch
While a serf brings them lunch 'cause they won't leave the house
Thеse Leninist landlords, thesе Randian children
The class cosplay, the tiny homes, these van-lifer villains
The world's an empty shopping mall, all mirrors are shattered”
(‘Broken Mirror’)
Det er en prekær og rådden verden, The Armed beskriver, og musikalsk resulterer det i en langt mere støjende og mindre umiddelbart indbydende tilgang. Det støjer, river og flår i en, for det er, som om radikale eksperimenter med tilgængeligheden ikke helt rækker til at favne den afsky, Toni Wolski og co. tydeligvis må føle for verden, og lad os være ærlige. Kan man bebrejde dem det? Det er trods alt svære tider for jubeloptimisme.
Den mindre poppede tilgang gør dog ikke sangene mindre fængende. Lyt for eksempel til ‘Sharp Teeth', der føles som melodisk vanvid, der sætter sig i kroppen. Med andre ord har The Armed ikke glemt at underholde og suge lytteren ind. Det foregår bare nu i et ætsende og støjende, sonisk miljø. Også ‘I Steal What I Want’ har den der melodiske lethed inde midt i larmen. Med andre ord er der stadig rigeligt at komme efter, hvis man kan lide sin hardcore med en god sjat indie-sensibilitet og med intens mangel på respekt for, hvordan din fars hardcore lød.
Et højdepunkt er skrige-hymnen ‘Kingbreaker’, men i det hele taget holdes der et højt niveau på de 11 sange om en fremtid, vi nok ikke lige havde brug for, men hey, lad dem ikke kvæle vores empati og kærlighed, som The Armed synger i albummets døende sekunder.