Blip-blop, gud hvor går det…

End-Of-Existence-The-Browning

Der er ikke meget nyt at finde på EDM-core-bandet The Brownings femte fuldlængdeudgivelse, der med få undtagelser nok er glemt om et halvt års tid.

Kunstner
Titel
End of Existence
Trackliste
End Of Existence
Destroyer
Anticendendy
Gott ist Tot
Torment
Cataclysm
Rage
Chaos Reigns
No Man Can Become A God
Death Wrap
Prophecy
Fearless
Karakter
2

The Browning kan noget interessant. Kombinationen af deathcore og EDM har vist sig at være en succes - om end det amerikanske band også har fejlet helt vanvittigt med den opskrift. Således var ‘Isolation’ (2016) et hul i jorden af en plade, mens ‘Geist’ (2018) indeholdt flere spændende, livlige og interessante kombinationer. Ikke mindste på grund af bassist og rensanger Collin Woroniaks indtræden i bandet. Det ekstra element af vokal-ping-pong mellem Woroniak og enehersker Jonny McBee, gav The Browning et tiltrængt skud adrenalin.

‘End Of Existence’ bygger videre på samme grundlag, og er i mange henseende ‘Geist’s lillebror. Vi arbejder naturligvis inden for det samme dystopiske univers, men til forskel fra forgængeren er EDM-delen mindre markant. Der er ikke numre som ‘Amnesia’ eller ‘Carnage’, hvor beat er det bærende element, og man føler sig hensat til et dejligt rave-party. Desværre, for det er vitterligt her The Browning har sin force.

I stedet har vi fået tolv "core-kompositioner", hvor EDM'en spiller en underliggende rolle, og skaber det grundlæggende univers. Det fungerer såmænd udemærket, men det bliver aldrig rigtig interessant. Selvom titelnummeret og den gudfrygtige ‘Gott Ist Tot’ har nogle fine takter, og sender associationer til bandets bedste materiale, er det først den sidste halvdel af album-lukkeren ‘Fearless’, hvor The Browning rigtig beviser, hvorfor bandet bør tages alvorligt.



Generelt har bandet dog succes med at undgå de mange faldgrubber, som tidligere har præget The Brownings plader. EDM-delen lyder ikke som afdanket 90er levn, og sangskrivningen er generelt acceptabel. Bundniveau er ligefrem højere, end nogensinde før. Til gengæld halter pladen på decideret høj-kvalitetes-sangskrivning. De enkelte bangers, som hver tidligere udgivelse har været garant for, er ikke at finde. Der er ingen ‘Bloodlust’, ingen ‘Time Will Tell’, ‘Dragon’ eller ‘Carnage’.

Det resulterer i en plade, der nok er på et kvalitetsmæssigt højere niveau end tidligere, men nemt glemmes. Der er ingen kroge, der hiver lytteren tilbage til pladen, når den første er gennemhørt. Hertil har The Browning et tilbagevende problem med produktionen af deres plader. Lydbilledet er simpelthen for mudret og uskarpt, hvor specielt guitar har en triviel og ensformig lyd.

The Browning har efterhånden samlet et bagkatalog, der kan tilfredsstille enhver fan af EDM-core. Med få undtagelser tilføjer ’End Of Existance’ ikke noget og det bedste man kan sige om udgivelsen er nok, at det skaber et potentiale for at se amerikanerne live, når verden når dertil igen.