Hvisken fra fortiden
Dansk-italienske The Rite laver en (næsten) ren stiløvelse udi horror-black metal, men uden at det for alvor kommer helt op at ringe.
2. The Spirit of Mendes
3. The Fathomless Dark
4. Under A Lunar Spell
5. Walpurgis Night
6. The Astral Gloom
7. Nosophoros
8. Naked When You Come
9. The Valley of Megiddo
10. Outro - Sheol
The Rite har eksisteret siden 2017, og har danske Ustumallagum fra ingen ringere end black metal-veteranerne, Denial of God, på vokal. Og det kan høres. Denial of God holder deres stil trve og det samme gælder også for det meste for The Rite, dog afbrudt af små pudsigheder, hvor der pludselig brydes med stiløvelsen. Og det kan jo godt have sin charme.
Men lad os starte ved starten, som jo ofte er det bedste sted at starte. Kender man Denial of God og deres beslægtede åndsfæller i ind- og udland, er den nok ret standard. Men efter at have været lidt væk fra den helt klassiske black metal, så var det en sært nostalgisk oplevelse at starte pladen med dens tordenvejr og dommedagsstemning. Regnvejr, knitrende ild og dommedag er jo faste elementer i horror-black, og pladen lover derfor absolut ikke mere end den kan holde.
Vi er ikke i den hurtige, komplicerede ende af black metal her. Faktisk kan man på sine steder beskylde The Rite for at spille doom, og det gør de godt. Stilen er ren: Det er ukomplicerede guitarmelodier, trommer uden for mange dikkedarer og den velkendte Denial of God-vokalists hviske-skrig, der som altid får det til at løbe koldt ned af ryggen.
Og jeg kan faktisk rigtig godt lide The Rite. Det virker lidt naivt på den gode måde, for mens resten af verden krydser genrer og går sidelæns i besynderlige kompositioner, så holder The Rite stædigt fast i, at black metal hverken behøver at gå hurtigt eller være en massiv maskine af fræs og skrig. Der er plads nok her, og det skal de have et anerkendende nik for. Ikke sådan at forstå at alt går doom-langsomt, men vi kommer ikke over midtempo, og den præmis skal man købe, hvis man skal synes det her er fedt.
Produktionen er lidt besynderlig. Sine steder virker den unødvendigt skramlet, som fx bækkenlyden i 2'eren, 'The Spirit Of Mendes', mens det andre steder bliver næsten for rent, som fx guitaråbningen i 3’eren på pladen ' The Fathomless Dark' eller hen imod slutningen af nummer 6 på pladen, The Astral Gloom, hvor det nærmest virker skizofrent at smide et så poppet guitarstykke ind. Nummeret slutter heldigvis i samme gode, iskolde ånd, som det startede, så det nåede ikke at gå helt galt, men jeg løftede da et enkelt øjenbryn. Også heavy metal-soloen i 'The Valley of Megiddo' er lidt besynderlig, men får egentlig lukket nummeret på en næsten humoristisk måde. Desværre med en direkte overgang til lukkeren 'Outro -Sheol', der pakker regn og torden ind i maskinelle, skumle lydflader, der til forskel fra resten af pladen lyder ret moderne. Og det passer altså ikke ret godt til heavy metal-guitar-lir.
Mest interessant er valget om at lave et black metal cover af Naked When You Come fra 1966 af gruppen Lollipops. Det står ud og bryder pladen lidt op på en god måde. Lidt creepy, nuvel, men også forfriskende, og det er faktisk et helt vellykket cover.
The Astral Gloom er en god plade, hvis man i forvejen er lidt en sucker efter teater-horror-æstetikken i denne form for black metal. De små pudsigheder på pladen, herunder de lidt aparte valg af kompositoriske greb, fungerer fint hver for sig, men det bidrager ikke til følelsen af et værk, og det er ærgerligt. Jeg kunne have ønsket mig en endnu mere stilren plade.