Fejl stort, fejl prægtigt

triptykon-requiem

Tom G. Warrior bør hædres lige så meget for sin vilje til at sætte alt over styr som for sine succeser. ‘Requiem’ har taget ham 30 år at forløse og er endt som et beundringsværdigt miskmask.

Titel
Requiem (Live at Roadburn 2019)
Trackliste
Rex Irae - Requiem, Chapter One: Overture
Grave Eternal - Requiem, Chapter Two: Transition
Winter - Requiem, Chapter Three: Finale
Karakter
3

Er der et ledemotiv gennem Tom G. Warriors lange karriere, er det hans insisteren på med jævne mellemrum at sabotere det hele for sig selv og alle omkring ham, opløse bands, danne andre, trække dem i uforudsigelige retninger. 

For ham har det at eksperimentere ikke bare handlet om at fifle lidt med formlen og følge de nyeste trends: Det har medført radikale stilskift, endda inden for samme plade, sådan som det er tilfældet på Celtic Frosts hovedværker ‘To Mega Therion’ og ‘Into the Pandemonium’, hvor EBM møder Wagnerske synthhorn over proto-black metal og den fede hard rock. Det har været et langt, skizofrent ridt gennem legetøjsbutikken med en tydeligvis martret kunstnersjæl, der alt for tit har måttet se sig ude af stand til at indfri egne visioner. Selv da han bare gerne ville spille ubekymret sleaze rock på ‘Cold Lake’, var det kejtet og alt for brainy for sit eget bedste.

Den akavede klodsethed og den stålsatte vilje til at gennemtrumfe sin vision på trods af sine begrænsede evner er noget af det, der gjorde Hellhammer og Celtic Frost så fantastiske: Der var noget dybt menneskeligt i det hjemmegjorte, i drengeværelsesatanismen og øvelokalesymfonierne. 

Da Celtic Frost vendte tilbage med ‘Monotheist’ og siden, efter et hårdt brud med ungdomsvennen Martin Eric Ain, blev til Triptykon, var det langt strengere styret med fokus på det knugende, metalliske mørke i de labyrintiske sangstrukturer. Det var et benhårdt Celtic Frost og Triptykon drevet af de elementer, der er blevet Tom G. Warriors dobbelte signatur: Hans ikoniske “uh!” og det baglænsglidende bølle-black-riff, der er blevet imiteret af alle fra Bathory over Mayhem og Darkthrone til Behemoth og ethvert black metal-band, der kan sin 80’er-historie.

Det var ren sejhed uden nogen åbning for skrøbelighed og fejl.

Døden på scenen
Derfor er det befriende, at det er den overambitiøse og kejtede kunstnersjæl, der får lov at folde sig helt ud i ‘Requiem’. Og det er prisværdigt, at Roadburn har kommissioneret ham til at gøre det. Den hollandske festival har tidligere ladet andre markante navne få frit spil til at leve andre sider af sig selv ud end de velkendte, og selvom det ofte har fejlet eklatant, som da Napalm Death ikke kunne løfte et set, der udelukkende bestod af deres noiserockede, langsomme sange, eller da Converge spillede deres jammerligt kedsommelige koncert ‘Blood Moon’ sammen med bl.a. Chelsea Wolfe, er der noget smukt over at se store kunstnere afprøve deres egne grænser og turde at falde igennem på scenen.

Sådan var det ifølge vores anmelder også, da Tom G. Warrior sidste år præsenterede fyldestgørelsen af livsværket – eller strengt taget dødsværket – ‘Requiem’. En overfyldt scene med tydeligt nervøse metalmusikere med hovedtelefoner på besværliggjordegjorde interaktionen med publikum, og det til lejligheden nykomponerede, godt en halv time lange hovedstykkes slæbende, ambiente stemning gjorde det svært for publikum at holde opmærksomheden fanget.

På plade er det naturligvis en anden oplevelse. Det har taget Tom G. Warrior over 30 år at færdiggøre sit ‘Requiem’: Ouverturen ‘Rex Irae’ var et af de bizarre hovedstykker på Celtic Frosts ‘Into the Pandemonium’ i 1987, finalen ‘Winter’ lukkede samme bands sidste plade ‘Monotheist’ i 2006. De to er dybt væsensforskellige: ‘Rex Irae’ er pompøs og progget doom metal med operasang mod Tom G. Warriors klagende stemme over en masse pauker; ‘Winter’ er et melankolsk, dronende efterspil for strygere. 

Det hovedstykke, der binder dem sammen, ‘Grave Eternal’, leder efter en nogenlunde smidig overgang fra den temmeligt bedagede åbning hurtigt over mod den sagtmodigt accepterende stemning fra det afsluttende stykke. Og mens ‘Rex Irae’ kan være svær at goutere i dag i en så seriøs og nogenlunde moden sammenhæng, som den indgår i her, slipper Tom G. Warrior faktisk fra ‘Grave Eternal’ nogenlunde med æren i behold.

Det er faktisk i lange stræk et fint stykke musik.

Romantisk og forfængeligt
Efter en tilbageholdt kaotisk overgang og en uklædeligt Pink Floydsk guitarsolo bliver det dronende og repetitivt messende i stykket ‘Wave After Wave’, der gives plads til at arbejde sig op og lukke ned gang på gang som et mere og mere besværet åndedræt. Det er højdepunket i ‘Requiem’, den ørkesløse kraftanstrengelse, det er at holde sig i live, smagfuldt orkestreret. En kort strygersats, der et øjeblik antyder en forløsning allerede, leder tilbage i det repetitive ‘Wave After Wave’ drevet af pauker, klokkespil og messingblæsere, inden et nyt tema anslås af guitaren. Det tema leder desværre over i et langt koda, der er endnu mere svulstigt og stadion-Pink Floydsk, inden ‘Winter’ kommer på som konklusion.

Først som sidst er ‘Requiem’ et værk for Tom G. Warriors egen skyld. Et forfængeligt stykke arbejde for at fuldføre en ungdommelig vision. Det under man naturligvis en mand, der har gjort så meget for metal som ham. Men det kan undre én, at en mand, der efter eget udsagn har været fascineret af døden og beskæftiget sig med den livet igennem, i midten af 50’erne stadig har så ungdommeligt romantisk forhold til den, som det kommer til udtryk i ‘Requiem’. 

I sidste ende dør vi alle alene, siges det. ‘Requiem’ er Tom G. Warriors forfængelige forsøg på at have et publikumshav af hænder at knuge på vej ind i en død, hvis forløb han selv nøje tilrettelægger.

Man kunne for hans egen skyld ønske sig, at han med alderen var blevet mere afklaret med døden. Som lytter kunne man også godt ønske sig, at værket kunstnerisk afspejlede en modning. Det er ikke ‘Requiem’, der vil stå tilbage, når Tom G. Warrior engang om lang tid og forhåbentlig rigtig mange flere stærke plader skal herfra.

Men den vil stå som en del af det, der tilsammen gjorde ham til så særpræget og uomgængelig en skikkelse i metal.