Man bør forvente mere
Trivium er tilbage med en udgivelse, der er velkomponeret, finpoleret og sikkert vil tilfredsstille deres fans. Objektivt set står det dog noget stille for den amerikanske kvartet.
What The Dead Men Say
Catastrophist
Amongst the Shadows & the Stones
Bleed Into Me
The Defiant
Sickness Unto You
Scattering the Ashes
Bending the Arc to Fear
The Ones We Leave Behind
Sidste år kunne Trivium fejre 20-årsjubilæum. Med ni fuldlængdeudgivelser i bagagen og et par medlemsudskiftninger er Matt Heafy eneste grundlæggende medlem tilbage i bandet, og Heafy kan med tilfredshed se tilbage på en forholdsvist imponerende karriere, taget hans kun 34 år i betragtning. Med ‘Ember to Inferno’ (2003) og senere ‘Ascendancy’ (2005) var Trivium med til at forme metalcoren og er sammen med Killswitch Engage blevet noget nær definitionen af den amerikanske arena-“metalcore”.
Trivium anno 2020 er stadig ekstremt amerikansk i sit musikalske udtryk, også selvom kvartetten finder inspiration uden for staterne. Mens Killswitch Engage lyder, som bandet altid har gjort, har Trivium været mere midtersøgende og gennem årene indarbejdet flere heavy metal-elementer - hvilket sandsynligvis har været afgørende for bandets succes. Især i Amerika.
Således er titelnummert på ‘What the Dead Men Say’ en komposition opbygget af ærkeamerikansk metalcore, et hint af Gojira-riffs og et typisk melodisk omkvæd. Storladent og patosfyldt med masser af arena- og radiopotentiale.
Den kompositionsopbygning er essensen af Trivium. Samtlige ti numre arbejder med samme udtryk, hvor den primære variation er andelen af metalcore versus heavy metal. ‘Amongst the Shadows & The Stones’ har en overvægt af metalcore-elementer, mens numre som ‘Bleed Into Me’ og den utroligt ørehængende ‘Scattering the Ashes’ modsat trækker på inspiration fra 80’ernes heavy metal-helte.
Fælles for alle numre er bandets fine sangskrivning. Udgivelsen er gennemgående flot komponeret og ganske ørehængende – uden at det lykkes for Trivium at skrive en plade, der går over i historien.
Trods den kompetente sangskrivning er ‘What the Dead Men Say’ forholdvis forudsigelig. Der er ingen store overraskelser, om end det naturligvis er spændende at høre, om Heafy har haft en god eller dårlig dag på kontoret. Der er intet nyt, ingen overraskelser, blot Trivium. Var man til de forrige udgivelser, går man ikke galt i byen med denne. Kan man godt lide, at der sker noget nyt, at et band udvikler sig, så skal man selvsagt ikke lytte til Trivium
En ting, der absolut ikke er blevet bedre siden ‘The Sin and the Sentence’ (2017), er Heafys sangtalenter. Specielt den rene vokal er exceptionelt statisk. Den ellers karismatiske forsanger har ét toneleje, og det får mere end rigelig plads på pladen. I en sådan grad, at det giver det musikalsk udtryk en kedelig og triviel klang.
Hertil hjælper det ikke, at denne type americore typisk er særdeles ufarlig og finpoleret. Triviums midtersøgen resulterer alt for ofte i, at alt det farlige ved metalcoren er fravalgt. Oftest er det netop Heafys valg om at synge rent, der tager brodden af sangene. Et nummer som ‘Sickness Unto You’ viser sammen med ‘Amongst the Shadows & The Stones’, at Trivium stadig kan være farlige. At de stadig har noget af den sprælske energi og det fandenivoldske, der engang kendetegnede bandet såvel som metalcoren. Ja, det lyder afslutningsvis næsten som Killswitch Engage i Howard Jones-perioden. Lidt for ofte bliver det dog ufarligt. Lidt for radiovenligt, lidt for anonymt
‘What the Dead Men Say’ har sine klare højdepunkter. Sine styrker og sine absolutte svagheder. Af et Trivium-album at være får man som lytter en fin oplevelse – som fan vil man måske endda finde pladen rigtig god. Objektivt set ændrer det dog ikke ved, at Heafy & co. ikke bringer noget nyt til bordet.
Man kan godt tillade sig at forvente mere, af et band, der har eksisteret i mere end 20 år, var med til at definere en genre og typisk melder udsolgt til deres arena-tours.