En institution på godt og ondt
Voivod er som vanligt gode på 'Synchro Anarchy'. Men heller ikke mere end det. For Voivod er efterhånden blevet en institution i sig selv.
2. Synchro Anarchy (4:25)
3. Planet Eaters (5:32)
4. Mind Clock (6:44)
5. Sleeves Off (4:08)
6. Holographic Thinking (6:11)
7. The World Today (4:10)
8. Quest For Nothing (5:37)
9. Memory Failure (5:33)
Med nu femten studiealbum på bagen og en karriere, der med et par afbrydelser nærmer sig fyrre år, er canadiske Voivod ikke bare et kultnavn inden for progressiv metal og metal i almindelighed; de er også en institution.
Det er nemt at argumentere for institutioners vigtighed: De fungerer som ledestjerner for dem, der er interesserede i institutionens arbejdsområde; man holder øje med, hvad de foretager sig; og træder de forkert, falder der brænde ned. Tænk blot på metallens helt store institutioner (Metallica, Iron Maiden, Judas Priest m.m.fl.).
Voivod er ikke oppe i de luftlag, men i lighed med de øvrige institutioner har de arbejdet i mange år og har lavet udødelige klassikere for at nå det sted, de er i dag. Men med en status som institution følger som regel også, at man har sine bedste år bag sig. Når man nyder bevågenhed og entusiasme, er det som regel for det arbejde, man har præsteret i fortiden, mens nutiden ligesom fylder mindre sammenlignet med al den ophobede fortid.
Egentlig Voivod været gode til at undgå den fælde. 'Synchro Anarchy's forgænger, 'The Wake' (2018) regnes af mange for et hovedværk i diskografien, og canadierne har modsat mange andre institutioner været gode til at begrænse albummets spilletid og sangenes antal; den selvfedme, der ofte er institutionens forbandelse, har de uhøjtidelige canadiere altid undgået.
Men på 'Synchro Anarchy' kan det alligevel mærkes, at Voivod ikke længere har så meget at bevise. Albummet følger Voivods vante stil, har deres velkendte særheder i rigt mål, og med ni sange på 48 minutter udsætter man ikke lytteren for det oppumpede dobbeltalbums prøvelser.
Og det hele lyder umiskendeligt af Voivod med mærkelige temposkift, vokalmelodier på tværs af musikken, intrikat instrumentalværk og Denis "Snake" Bélangers snotnæsevokal som tydelige varemærker.
Måske er det også problemet. I hvert fald har dette album, modsat forgængeren, også en fornemmelse af, at Voivod spiller det hele lidt for sikkert. Der progges løs, men man savner punket og metallisk aggression, at bandet giver fanden i Voivodheden, at de søger at bevæge sig videre i deres stil.
Det betyder ikke, at der ikke er magiske øjeblikke at finde på 'Synchro Anarchy', hvor 'Mind Clock', 'Planet Eaters' og afslutningsnummeret 'Memory Failure' fx står stærkt. Men det betyder, at for mange øjeblikke på albummet begynder at føles, som om Voivod har været der før på deres interplanetariske rejse.
'Synchro Anarchy' er godt, sikkert, ikke gruppens bedste og heller ikke deres værste. Derfor er det i sidste i sidste ende også svært at være rigtig begejstret for den. Jeg vil høre den igen, men ikke igen og igen. Og det er om noget kendetegnet for en institution i metallens verden. Til gengæld har jeg højere forhåbninger til Voivod om, at de på fremtidige udgivelser kan gøre mere end at forvalte deres egen musikalske arv.