10 hurtige: Klaus Wittorff Haulrich

Bookeren Klaus på Royal Metal Fest har skruet et sublimt program sammen i 2017, og derfor tænkte vi, at vi måtte vide, hvorfor han hører heavy metal.

Klaus Wittorff Haulrich er blandt andet booker på Royal Metal Fest og er derfor i den grad en medvirkende faktor til, at vi om ganske kort tid kan og skal høre bands som Immolation, Vader, Inquisition og Fleshgod Apocalypse. For ikke at nævne danske navne som Lipid, Solbrud, Livløs, Sunless Dawn og Cabal. Og mange andre interessante navne. Plakaten er et overflødighedshorn for kendere, som Klaus og resten af folkene, der har hjulpet til med at booke i Metal Royale-foreningen skal have æren for. Så vi tænkte, at nu måtte vi hellere få slået kløerne i manden, der har sat det hele sammen. Han hedder Klaus og har hørt metal længe. Her er, hvad vi fik ud af ham, da vi stillede ham 10 hurtige spørgsmål, hvortil der kom 10 knap så hurtige svar. Derimod udførlige svar, der giver et billede af en ildsjæl, der brænder for sin musikalske interesse!

Hvad er dit første minde med heavy metal?

Det må have været i slutningen af folkeskolen. I lang tid havde jeg mest lyttet til den lokale Radio Holsted, som bød på traditionel pophitliste-musik med Sabrina, Mel & Kim, Depeche Mode, Pet Shop Boys osv. Men nogle af os var lige så stille begyndt at lytte til rockmusik som Guns N’ Roses og The Cult. En dag fik jeg et kassettebånd af en klassekammerat (Nicolai, som senere bekendte sig til klassisk musik og uddannede sig som pianist). Det var en kopi af 'Ride the Lightning'.

Der startede det hele, og ret hurtigt forlod jeg popmusikken ...

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?

Det kan jeg ikke svare entydigt på. For mig startede det hele med Metallica, og dem har jeg fulgt lige siden, jeg fik Nicolais kassettebånd. Trods bandets senere udvikling mener jeg, at de bærer en meget stor del af fortjenesten for metallens udbredelse. Sidenhen er der sket meget, og mange bands er kommet og gået. Ovenpå metaltørken i slutningen af 90’erne stod jeg en dag i Diehard Metalshop i Odense, hvor jeg blev præsenteret for Opeth. Det band er jeg også enormt begejstret for ... men de er nu også blevet lidt slappe på det seneste. Derudover er jeg stor fan af dødsmetal. Overordnet er det er nok den genre, jeg holder mest af, og her har Danmark også leveret meget godt gennem årene.

Og så vil jeg også lige tilføje Gasolin’.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?

Når man færdes i metalmiljøet i Danmark, så drikker man uundgåeligt ofte en øl med en musiker.

Sidst jeg “mødte en musiker”, var da jeg havde vundet meet ’n’ greet med Satyricon på Train i Århus (dengang det var med bolle-Å). Jeg vidste i bund og grund ikke ret meget om personerne, og jeg ville for alt i verden undgå at komme til at snakke om ligegyldigheder som “hvordan går det med jeres tour”, “laver i snart en ny plade”, “hvad er din yndlingsfarve” osv., så jeg læste hurtigt op på biografien hjemmefra. Satyr havde ikke lige tid, så min kæreste Tinne og jeg selv fik allernådigst lov at mødes med Frost i et stort, koldt og meget lyst baglokale. Den meget lidt onde stemning stod i kontrast til Frosts påklædning. Han var godt udstyret med læder, nitter, pigge op og ned af benene og eyeliner – så jeg slyngede kækt ud, at “du er rigtig nok klar til at gå på scenen”. Det blev hurtigt tydeligt, at det var hans hverdagsoutfit og at han overhovedet ikke havde gjort sig klar til at gå på scenen. Jeg forsøgte at spørge lidt til, hvordan han så gjorde sig klar, og jeg hørte ham snakke diffust om fysisk og spirituel forberedelse, men jeg var mest optaget af at tænke på, hvad jeg kunne spørge ham om bagefter. Jeg havde læst, at han vist have studeret matematik engang ... yes! Noget, vi havde til fælles. Det tog ham 1 sekund at meddele, at han ikke havde noget med matematik at gøre. Samtalen, hvis man kan kalde den det, blev bare mere og mere kejtet. Jeg husker ikke hvordan, men det endte med, at han afspillede en nøje tilrettelagt enetale om, hvordan det gik med deres tour, om en kommende ny plade, om hans yndlingsfarve og alt muligt andet ... jeg lyttede ikke, men tænkte kun på at få afsluttet det pinlige møde. Siden dengang har de ikke heddet Satyr og Frost, men bare Sigurd og Kjetil.

Så i bund og grund vil jeg nok helst undgå at møde en musiker på en bar ... jeg kan ikke snakke med dem, og måske brister forestillingen om, hvor seje de er.

Hvis jeg absolut skal vælge, må jeg så vælge Lasse Bak? Jeg elsker hans røverhistorier.

Hvad er dine fem yndlingsplader?

Jeg har vist ikke deciderede yndlingsplader. Det skifter hele tiden efter humør, årstid, situation osv. Der er dog nogle klassikere, der altid fungerer for mig. Metallica – 'Master Of Puppets', Opeth – 'Blackwater Park', Dimmu Borgir – 'Puritanical Euphoric Misanthropia', Invocator – 'Weave The Apocalypse'. Så er der album, der er mere nutidige, og tiden må vise, hvor længe de holder. Aborted – 'Retrogore', Theory – 'The Art of Evil', Immolation – 'Atonement', Fleshgod Apocalypse – 'Agony' og 1000 andre. Usipian – 'Dead Corner of the Eye' er også altid et glædeligt genlyt. Exmortem, Spectral Mortuary, Blood Red Throne, Behemoth, Marduk ... der er ufattelig mange gode plader at vælge imellem. Hvis jeg bliver spurgt om en måned, så nævner jeg sikkert nogle helt andre.

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?

Der har været nogle stykker, som har været gode af forskellige årsager. Den første store koncertoplevelse, jeg havde i mine yngre dage, var Metallica på Gentofte Stadion i 1993. Sammen med Mercyful Fate, Suicidal Tendencies og The Cult (som jeg jo havde hørt en del tidligere), så var det en genial dag/aften. Koncertbilletterne var også en del federe dengang.



Jeg tror endda, jeg har koncerten liggende på kassettebånd et sted. Det var dengang, Danmarks Radio kunne finde på at sende sådan noget i radioen!

Senere oplevede jeg også Slayer og Machine Head i KB-Hallen ... det var en helt vild aften. Slayer havde udgivet 'Divine Intervention' og var på toppen dengang, men som jeg husker det, blev de sat fuldstændigt til vægs af Machine Head, som gik fuldstændig bersærk. Billetten var dog lidt kikset:



Derefter bliver det hele lidt tåget ... jeg studerede i Odense i 90’erne, og der var en fantastisk metalscene dengang. Det er nok ikke rigtigt, men jeg husker, at der var metalkoncerter på Rytmeposten hver 14. dag. Og jeg mindes at have set Invocator, Illdisposed, Iniquity og alle andre bands, der starter med “i” 1000 gange. Det var en fantastisk periode med et hav af gode koncerter. Salen var proppet, sveden drev af væggene, stage dives, crowd surfing, alle headbangede synkront med armene om skuldrene på hinanden ... og helt fri for de satans moshpits! Fanden ta’ dem!

Det lyder lidt for godt til at være sandt, men det er sådan, jeg husker det. Perle har lagt nogle fantastiske videoer på YouTube, og det ser ud, som om jeg ikke husker helt galt:



Der er også gode festivaloplevelser. Midtfyns Festival har budt på nogle perler: Dengang Kashmir “breakede”... jeg tror, det var 1994. Clawfinger smadrede stedet i 1995, hvor Megadeth også spillede. David Bowie i 1997. Det var også på Midtfyns festival, jeg oplevede Motörhead næsten alene i en bagende middagssol:



Graspop festival i Belgien er også værd at fremhæve. Her mødte jeg i øvrigt også min kæreste. Hvorfor tage til Belgien for at møde en dansk pige? Det var åbenbart nødvendigt.

Metal Magic Festival har leveret mange gode oplevelser. Lige nu er det en koncert med Saturnus, jeg først kommer til at tænke på. Totalt genial koncert på dette rette sted, på det rigtige tidspunkt med den perfekte lyd.

Sonisphere i Schweiz da de havde “The Big Four” på plakaten i 2010, var også et af højdepunkterne. Min kammerat Søren og jeg havde lejet en Mercedes i Flensborg, og så kørte vi i ét hug til Schweiz. Vi ville parkere i nabobyen, overnatte i bilen og så tage toget ud til festivalen. Vi ankom midt om natten, og det viste sig overraskende svært at finde et godt sted at stille bilen, så vi kunne sove lidt. Efter at have kørt rundt i en evighed fandt vi en fin plads og lagde os til at sove. Da vi vågnede, totalt smadrede efter en lang køretur, dårlig søvn på et bilsæde og i en meget dårlig, indelukket luft, var det blevet lyst, og vi hørte børn rundt om bilen. Da vi satte os op og tørrede duggen af ruderne, kunne vi konstatere, at vi holdt på en en klosterskoles parkeringsplads. Rundt om os var børn i uniform på vej i skole, og de gloede sgu ærligt talt på os. Vi kom af sted, fandt ud af at vejret var røv-elendigt ude på festivalen, og at der var mudder overalt. Vi købte nogle gummistøvler og nogle plasticposer til vores penge, telefon osv. så de ikke blev gennemblødte.

Søren med en halv-liters dåseøl, der forsvinder i dybet


Det regnede ustandseligt, men da musikken for alvor kom i gang, klarede det op og alt var perfekt – og Jeff Hanneman var stadig i live. Genial oplevelse!

Jeff Hanneman på scenen:


Vi overnattede i et medbragt telt, og i løbet af natten startede regnen igen. Da vi vågnede, var alt vådt. Madras, sovepose, tøj ... alt. Regnen havde også fundet vej ned i den pose, min telefon lå i, så den svømmede rundt i fint, klart vand. Vi efterlod næsten alting og søgte tilbage til nabobyen, hvor bilen stod, skiftede vores våde og mudderindsmurte tøj og skyndte os af sted mod Tyskland til et hotel, hvor vi kunne få et tiltrængt bad. Der var kun ét ledigt værelse – med dobbeltseng. Vi var ligeglade og takkede ja. Receptionisten kiggede lidt tøvende på os, men checkede os ind. På værelset havde de lagt en lille papæske til os. Vi var sikre på, at det var kondomer. Det virkede jo kun naturligt, når to mænd checkede ind i et dobbeltværelse. Da Søren mistroisk åbnede æsken, viste det sig, at der bare var nål, tråd og andet sygrej i den. Vi var trods alt i Sydtyskland. Alt endte lykkeligt.

Vi har også mange gode festivaler i Danmark, og heldigvis har de alle en berettigelse. På Metal Magic Festival og i Heavy Agger er der en helt særlig atmosfære. Royal Metal Fest og Aalborg Metal Festival er musikalsk set mere interessante for mig, og Copenhell er i en helt anden liga, så de kan præsentere bands, som de øvrige festivaler ikke kan gabe over.

I flæng vil jeg også slynge et par enkeltkoncerter ud ... Crucifix + Ad Noctum på Imperiet i Herning, Immolation + Krisiun på Musikcafeen i Århus, Hexis hos Metal Mekka på Posten i Odense, Opeth på Voxhall i Aarhus, The World States debut på Aalborg Metal Festival og Infernal War på Viborg Metal Festival. Og så har jeg sikkert glemt nogle perler ... vi kommer rundt til mange forskellige arrangementer, og jeg husker dem ikke alle lige tydeligt.

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?

Jeg har ikke et streamingabonnement, så de fleste opdagelser sker via omtale/anmeldelser og til livekoncerter, og som ovenstående beretninger afspejler, så lever jeg også delvist i fortiden. I “gamle dage” var MTV Headbanger’s Ball en fantastisk platform – altså i 90’erne med Vanessa Warwick. Der opdagede jeg f.eks. både Vader og Brutal Truth.

Der kommer vildt mange nye bands hele tiden, og mange er både gode og dygtige, men der er også mange, der giver op efter forholdsvis kort tid. Derfor kan jeg godt lide at opleve dem live. Der kan man hurtigt mærke, om de virkelig brænder for projektet, eller om de giver op, når der kommer lidt modgang. Hvis de har præsteret godt, køber jeg som regel deres cd. Ja, jeg køber cd'er.

Hvilket band er din guilty pleasure?

Jeg har en svaghed for rap-numrene fra Gramsespektrum, Xtra Naan og Dinglebærrene/Radio Mælordi. Derudover sidder der en flig af det hedengangne Radio Holsted i mig. Der var en radiovært, Jonny Fey, som havde et hitlisteprogram, 'Countdown'. Han præsenterede hver uge et “megamix”, hvor tidens hits var splittet i atomer og sat sammen på nye måder, samplet, overlappet, manipuleret og redigeret på alle mulige fantasifulde måder. Jeg var dybt fascineret af, hvad studieteknikken kunne byde på. Jeg hører sjældent sådan nogle megamix længere, men når jeg gør, kan jeg blive revet helt med af det. Jeg ved at det er sygt, men jeg kan ikke gøre for det.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?

I det store hele vil jeg påstå, at jeg ikke er blevet mødt med specielt mange fordomme, ikke sådan for alvor. Jeg arbejder i finanssektoren, og de fleste af mine kolleger er derfor meget anderledes end mig, og jeg kan godt mærke, at de ikke forstår min interesse, og at de ikke kan leve sig ind i mine fortællinger fra koncerter eller festivaler. Der er selvfølgelig den gængse opfattelse af, at musikken bare er noget larm. Min egen far ynder f.eks. at beskrive lydbilledet som “en indkøbsvogn fyldt med gammelt skrot, der bliver smidt ned i en elevatorskakt”. Det er vist meget repræsentativt for de flestes opfattelse. Men når man kommer til at snakke med folk, så kommer det ofte frem, at de måske godt kan lide lidt hård rock og måske nogle af de letfordøjelige Metallica-numre. Og hvis jeg så fortæller, at jeg altså også sagtens kan lide rock og de bløde Metallica-numre, så opdager de, at jeg nok ikke er så “farlig”, og at vi trods alt ikke er så forskellige. Men når de tror, de har regnet mig ud, så sender jeg dem alligevel lige et link til noget ekstremmetal – bare for at pirre dem.

Folk er ofte nysgerrige fordi de gerne vil høre om narko, ludere, slagsmål og kirkeafbrændinger. De tror reelt ikke på, at det beskriver heavyfans som mig selv, men omvendt kunne de godt tænke sig nogle saftige historier, lidt ligesom at læse B.T. Når jeg så fortæller, at metalmusikere godt kan være generte, kræsne og usikre på scenen, så bliver de mere rolige. De vil naturligvis gerne bekræftes i deres fordomme, som også går på, at alle metalhoveder er arbejdsløse og/eller totalt gak-gak, men jeg bruger ofte lidt tid på at fortælle, at vi slet ikke er så farlige. Mange bliver vist beroliget af at høre, at metalhoveder – der ellers kan se så farlige ud – er helt almindelige mennesker med helt almindelige beskæftigelser. Men jeg kan også godt forstå, at udenforstående, bliver hængende i deres fordomme. For når der laves TV-indslag fra f.eks. Copenhell, så er det tit de mest iøjnefaldende og visuelt interessante personer og hændelser, der bliver filmet. Og det er forståeligt nok sjovere at filme folk i tåbelig udklædning, folk med nitter og hanekam eller folk, der vælter rundt i mudder eller i en moshpit. Det er bare ikke særligt repræsentativt for en hel festival, hvor der er efterhånden langt mellem noget så farligt som langhårede mænd. Omvendt mener jeg også, at metalmiljøet har plads til et bredere spektrum af mennesker end mange andre steder. I forhold til mine jævnaldrende er jeg jo selv også unormal, f.eks. fordi jeg hverken har børn eller Kähler-vaser.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?

Ude i heavymiljøet? Jeg vil sige inde i heavymiljøet. Det er resten af verden, der er udenfor. Når jeg er inde i heavy-”boblen”, så er jeg hjemme.

I forlængelse af ovenstående synes jeg også, at miljøet rummer utroligt mange forskellige mennesker – også skæve og interessante personer, som finder ro og plads i metalmiljøet. Det er fedt, at alle kan samles om musikken og holde en fest uden at skele til, hvad vi laver til hverdag, og hvilke problemer vi slås med.  Mest af alt, så er metalhoveder også så uhøjtidelige at man kan lave pjat med alt, vitterligt alt. Sort humor og sort musik – jeg elsker det! Man kan være plat og latterlig en hel dag eller en hel festival uden at nogen ser skævt til én. Genial måde at slappe af på.

Jeg har oplevet ufatteligt mange gode fester, gode kammerater og gode koncerter. Mange brænder utroligt meget for metalmusikken, så de gør deres allerbedste. Det er ikke kun musikere, det er også arrangører, frivillige, lydmænd osv. Jeg tror lige jeg vil fremhæve lydmændene og sceneteknikere i det hele taget. Meget metalmusik kræver en utroligt god lyd for at kunne komme til sin ret, og det lykkes som regel. Vi står alle og glor på scenen, men vi skal huske teknikerne som er en vigtig brik i at få det hele til at lykkes. Jeg nævner det også, fordi jeg er fascineret af deres arbejde, af mixerpulte og effektmaskiner ... lige siden Radio Holsted-dagene og de mange megamix har jeg kunnet tænke mig at være lydmand eller studietekniker. Nu nøjes jeg med at drikke øl og nyde musikken.

Hvorfor er du heavyfan?

De ni tidligere svar opsummerer det vist. Jeg kan ikke være andet.