10 hurtige: Xenoyr

10 hurtige: Xenoyr

Mød mørkets fyrste; growleren fra australske Ne Obliviscaris, der har det obskure og black metallen tæt på hjertet.

Titel
+ Antiqva
Fotograf
Ekaterina Gorbacheva
Forfatter

Xenoyr, hvis civile navn er noget så normalt og engelsk som Marc Campbell, er den ene grundlægger af det progressive ekstremmetalband Ne Obliviscaris, hvis seneste album 'Urn' ikke er noget at kimse ad, og som gæster Royal Metal Fest til foråret. Desuden er han sammen med Lindsay Schoolcraft, Cradle of Filths kvindelige vokalist, hjernen bag et nyt projekt ved navn Antiqva, der senere på året planlægger at udgive musikken fra deres klassisk orienterede heavy/black-univers. Og ikke nok med det: Xenoyr besidder også talenter inden for kunsten, er noget af en kendis i de dybe og mørke afkroge af Instagram og har naturligvis designet flere albumcovers – selvfølgelig også Ne Oblivicaris'.

Hvad er dit første minde med heavy metal?
Formentlig Metallica for første gang for mange år siden sammen med min bror, og at se og høre 'Enter Sandman' for første gang på et TV-program. Det er nogle svage minder, for at være ærlig, men det var en åbning til en helt ny verden af udtryk og følelser, der føltes mere som mig. I mine tidlige rock- og metaldage hørte jeg meget Metallica, Guns 'N Roses, Alice Cooper, Slayer, Iron Maiden, Manowar og Kreator, hvilket hurtigt udviklede sig til Cannibal Corpse, Carcass og Deicide indtil jeg fandt black metallen.

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Emperor – baseret på konsekvens, integritet og kvaliteten af deres udgivelser.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Anna-Varney Cantodea fra Sopor Aeternus & The Ensemble of Shadows; hun er en meget excentrisk, intellektuel og fascinerende person. Jeg har meget respekt for personer, der kan tænke selv og ignorerer fordomme. Jeg drikker dog ikke øl, så måske en god absinth eller stærk vin ...

Hvis jeg måtte vælge en anden person, ville det være Mr. Doctor fra det gamle og obskure italiensk/slaviske band Devil Doll; deres album er episke og forskruede eklektiske klassiske stykker (tag eksempelvis 'The Girl Who Was… Death', 'Sacrilegium' eller 'Dies Irae'), og vokalen er noget af det mest udtryksfulde og den smukkeste grimhed. Man kan ikke andet end at være fascineret, særligt når interviews er yderst sjældent.

Hvad er dine fem yndlingsplader?
1. Satyricon – 'Dark Medieval Times'
2. Emperor – 'Anthems to the Welkin at Dusk'
3. Sopor Aeternus & The Ensemble of Shadows – 'Songs from the Inverted Womb'
4. Dissection – 'Storm of the Light's Bane'
5. Satyricon – 'Nemesis Divina'.

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Satyricon i Melbourne den 2. december 2006 under deres ’Now, Diabolical’-tour, men det var bandets første besøg i Australien. Jeg er en mere old school-fan af Satyricon, så jeg var klar over, at de ville spille noget fra deres bagkatalog – hvilket de også gjorde. De åbnede koncerten med ’Walk the Path of Sorrow’ og sluttede af med ’Mother North’. Det var nærmest en religiøs oplevelse.

Hvilke platforme bruger du til at opdage ny musik?
Primært ved at læse webmagasiner og gå på opdagelse i Bandcamp.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg tror, at mange ikke kan forestille sig, at jeg hører Lana Del Rey, men albummet 'Born to Die' er fremragende; det er et mørkt album, både musikalsk . Jeg elsker også hendes stemme; den er tragisk, sensuel og rig på tekstur, og hun kan nærmest få alt til at lyde trist.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Hvor skal jeg starte? At jeg er en satantilbeder og en vred og voldelig person. At jeg er deprimeret. At jeg er dum. Jeg har haft utallige episoder, hvor folk har bedømt mig på mit udseende – hvis jeg snakker med folk over telefonen, anser de mig for en veltalende og venlig fyr, men ude i virkeligheden bliver jeg undgået og behandlet meget anderledes, før jeg når at åbne munden. Derudover er jeg blevet kaldt samtlige eksisterende nedladende ord, men det går mig egentlig ikke på, da det jo reflekterer personens egen sørgelige usikkerhed. På nogle punkter kan jeg mærke, at verden er blevet mere åbensindet, men på andre punkter er vi gået tilbage til den samme sump af frygt for ting, vi ikke forstår, som vi har haft gennem tiden.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Jeg tror, at ignorante mennesker anser metalscenen for en trussel, men den har nok den mest fællesskabsorienterede følelse, jeg kan komme i tanke om – den er generelt ikke-fordømmende, positiv, accepterende og åbensindet; for det meste går man ikke op i andres udseende, seksualitet, race osv. Og det er netop den del af mit liv, hvor jeg føler mig mest accepteret. Generelt har metalscenen også været meget støttende over for Ne Obliviscaris og har konstant hjulpet os med at komme frem.

Hvorfor er du heavyfan?
For mig er metalmusik den mest ekspressive og følelsesladede form for musik og udtryk, så jeg er mere knyttet til den end nogen anden genre.