Årsliste 2019 - Henrik Nielsen

80006184_599946020814810_4322543438466646016_n
Exhumed-Horror01
cover
A63A2454-9B28-4459-9506-E460D2C7BAF8-50205-000005A548289B84-98-1574081388
132910-Strigoi-Abandon-All-Faith
1399
-XTJ0781-97-1554804115
-R7A4107-2-copy-3-1561295892

Det første år under vingerne af Devilutions rigsørn er omme. Der har været et utal af koncerter og udgivelser, hvor en del af det ligefrem var godt.

Årets danske album:

1. Undergang: 'Ufrivillig Donation af Vitale Organer' – Kandidat til årets absolut bedste albumtitel. En hårdtslående døds-ep fra et hårdtarbejdende band, ja tak!



2. Ligæder: 'Den Tomme Menneskehed' – Crusty sortnet død, sådan som vi kan lide det, lige på og hårdt.

3. Fordærv: 'Knep Dig Selv Ihjel' – Hårdtslående jyde-grindcore, med den rigtige lyd og en mission om at pisse på alt og alle. Og det gør de i overlegen stil. Det er beskidt, smadret og underholdende.

4. Gabestok: 'Tre' – Black metal med et tykt lag af punket garagerock og 70'er-orgel. Det er syret. Og det virker.



5. Slægt: 'Black Bombs' – Måske er det lidt snyd at sætte en ep med bare to numre på, med rester fra 2018's 'The Wheel'. Men det er stadig af høj kvalitet, så derfor.

Årets internationale album:

1. Tanith: 'In Another Time' – Et album jeg bare ikke kunne lade ligge. Det drager mig ind med klassiske 70'er-dyder og fantastisk skåret retro-rock. Ikke så mange dikkedarer, bare solidt håndværk og masser af sjæl. Det er ikke perfekt, og det gør det på besynderlig vis perfekt.

2. Strigoi: 'Abandon All Faith' – Greg Mackintosh er stadig sur og sortsindet, ikke længere over sin fars død, som da han startede Vallenfyre, men over organiseret religion og alt hvad dertil hører af indoktrinering og magtmisbrug. Det er Vallenfyre med lidt mindre doom, og det er stadig fantastisk.

3. Suppression: 'Repugnant Remains' – Chilensk teknisk dødsthrash med båndløs bas, det holder! Der er noter af John Tardy (Obituary) i vokalen, Sean Malone (Cynic) i bassen, og en tydelig Death-indflydelse gennemsyrer det hele. Og fordi det er en ep, kører man ikke træt i det.

">

4. Insomnium: 'Heart Like a Grave' – Finsk melodisk melankolsk dødsmetal i absolut topklasse. Det overgår endda 'Shadows of the Dying Sun' for mig, og jeg troede ikke, det nogensinde ville ske.

5. Opeth: 'In Cauda Venenum' Michael Åkerfeldts prog-vision når sit hidtil højeste punkt, hvor de elementer vi fik forsmag på med udgivelser som 'Heritage', 'Pale Communion' og 'Sorceress' går op i en højere enhed. Nej, han growler ikke længere, men hans riffs slår stadig hårdt, og han skaber stemningsbilleder som få andre.

Boblere:

Cattle Decapitation: 'Death Atlas' – Et album som jeg virkelig elsker, men ikke helt knuselsker. Det er videre i samme stil som 'Monolith of Inhumanity' og 'The Anthropocene Extinction', selvfølgelig med lidt nyt. Travis Ryans vokal er bedre end nogensinde før, og hele bandet spiller fantastisk. En flad produktion gør dog, at jeg sætter det mindre på, end jeg burde.

Dawn Ray'd: 'Behold Sedition Plainsong' – Blandingen af black metal og folk rammer en fantastisk sammenhæng på dette album, hvor de to elementer var lidt for separate på deres tidligere albums.

Ripper: 'Sensory Stagnation' – Et band, hvor medlemmer af Suppression tidligere har slået deres folder. Der er lidt mere død i deres dødsthrash, men ellers holder de stilen med båndløs bas og hyldest til Florida-død.

Exhumed: 'Horror' – Matt Harvey og co. er tilbage i grind-sporet med blodige splattertekster, korte kontante numre og dobbelt vokal. Det holder som en musisk udgave af en gusten splatterfilm.

Årets internationale hit:

Opeth: 'Allting tar slut' – Jamen altså, det er jo smukt på et helt utroligt niveau, og antog kun endnu større dimensioner til koncerten i Det Kongelige Teater. Det er storslået og rører én helt ind i kernen.

Årets danske hit:

Baest – Vælg selv. Ikke til at komme uden om, og nydes bedst med bajselade og en masse feststemte mennesker.

Årets genfundne klassiker:

Slaughter: 'Strappado' – Canadisk dødsthrash i verdensklasse fra 80'erne; det er beskidt, brutalt og med Fenriz-godkendt trommelyd. Prototypen på modgiften til nutidens selvfede radiometal.

Årets fysiske udgivelse:

Det eneste fysiske jeg har købt i år er Taniths album på LP, og det er jo bare en almindelig plade, ikke noget samlerobjekt. Så næh, ikke rigtigt.

Årets koncerter:

1. Opeth: Det Kongelige Teater, 17-11-2019 – Et overflødighedshorn af sjældent spillede klassikere og nye skæringer, leveret med vanlig elegance og svensk onkelhumor. Måske et lidt spøjst venue til metal, men ikke mere sært end DR Koncerthuset, hvor Opeth også leverede en fantastisk koncert i 2016.

2. Wintersun: Gimle, 30-08-2019 – Ingen skriver medrivende melankolsk finsk folkemetal som Jari Mäenpää, og når det virkelig folder sig ud live, er det en medrivende oplevelse som ingen anden.

3. The Psyke Project: Copenhell, 22-06-2019 – En veritabel magtdemonstration. 100% afklaret som den sidste TPP-koncert nogensinde overhovedet, hvor alle bandmedlemmer gav sig fuldt ud og rev os med rundt på en måde, der sad i kroppen længe efter.

4. Author & Punisher: Royal Metal Fest, 05-04-2019 –  Det er en absolut særegen oplevelse at se Tristan Shone ene mand på scenen, omgivet af et virvar af hjemmegjorte maskiner, med hvilke han skaber sit helt eget industrial-univers. Det er mørkt, umenneskeligt og dragende smukt i sin rå brutalitet.

5. Abhorrence: Kill-Town Death Fest, 05-09-2019 – De finske legenders første koncert uden for Finland siden 1990; med andre ord lidt af et scoop. Fokus var på den nyeste EP 'Megalohydrothalassophobic' fra 2018, som stadig er i fast rotation hos mig. Overlegent leveret af ægte veteraner fra den finske dødsundergrund.

Årets internationale navn:

Cattle Decapitation – De formår at holde standarden så utroligt høj endnu en gang. Aldrig har konfrontationen med sin egen kommende undergang været så dragende og inciterende.

Årets danske navn:

The Psyke Project – som leverede den bedst tænkelige afslutning på deres virke med et brag af en koncert på Copenhell. En kraftudløsning af karakter, en nådesløst intens seance, forløsningen på scenen. Hvil i fred.

Årets nye internationale navn:

Strigoi – Greg Mackintosh gør sådan set ikke noget specielt nyskabende; måske kunne man kalde det Vallenfyre 2.0, det anser jeg blot som en ros af rang. Det er stadig sortsindet og olmt, det er dystert og Gregs afgrundsdybe dommedags-growl leverer endnu en gang varen.

Årets nye danske navn:

Pas, der er ikke dukket noget nyt op, der har fanget min opmærksomhed i nævneværdig grad. Har de gået for stille med dørene, eller er jeg blot gammel og nærsynet? Hvem ved?

Årets comeback:

Opeth – Jeg var lidt bange for, at de efterhånden var kørt trætte. 'Heritage' var tamt, 'Pale Communion' og 'Sorceress' havde et par gode numre, men ikke rigtigt mere end det. Så kom 2019 og de smed 'In Cauda Venenum' på banen, Michael tog sig sammen og skrev tekster på svensk, og alt gik op i en højere enhed. For pokker, hvor det glæder mig at se dem tilbage i topform.

Det overså jeg i 2018:

Body Count: 'Bloodlust'
. Jeg skammer mig (fortsæt bare med at skamme dig, den er fra 2017, red.).

">

Årets optur:

At KTDF står så stærkt, at de kan lokke dødsmetal-nørder til fra så fjerne himmelstrøg som Australien, bare for at høre dødsmetal i det gamle Pumpehus midt i København. Det vidner om, at den danske metalscene trods alt ikke bare er hipster-core og jysk pølledød.

Årets største skuffelse:

At Gruesome måtte aflyse deres koncert i sommers grundet fejl i planlægningen. Deres koncert i 2018 på Underwerket sammen med Deus Otiosus var en mesterlig opvisning i hyldest til Florida-dødsmetallen.

Største ønske for 2020:

Et endegyldigt stop for tendensen med at fede bands tager på Europaturnéer, som totalt springer Danmark over. Kom frem i skoene, bands og bookere! Ja ja, metalscenen i Danmark er lille og ikke altid specielt eventyrlysten, men at tage på en "Europa-tour" der kun rammer Tyskland og Østrig, det er for slapt.

Det glæder jeg mig mest til i 2020:

At se, hvad der bliver booket på Copenhells nye lille scene Gehenna, hvor de siger, at de vil appellere til undergrunden og sætte de små skæve bands og upcoming navne på. Forhåbentlig kan det give lidt frisk ny kant til Danmarks største heavy- og fadølsfest.