Årsliste 2022 – Henrik Nielsen

2022 bød endelig på nærmest normale tilstande med koncerter og festivaler, og forfaldt ikke bare til sofasump som 2020 og 2021.

Endelig blev samfundet lukket helt op, den alt for lille smagsprøve vi fik i efteråret 2021 er nu virkelighed og især efteråret 2022 bød nærmest på alt for mange koncerter. Det føles som definitionen på et luksusproblem, at man har så meget underholdning at vælge imellem, at det næsten frister bare at blive på sofaen, så man slipper for at vælge.

Årets danske album:

1. Steel Inferno: 'Evil Reign' – Danmark kan også levere heavy speed metal med attitude, det slår Steel Inferno helt fast med ‘Evil Reign’. Det er old-school og selvsikkert.

2. Strychnos: ‘A Mother’s Curse’ – Et debutalbum tager den tid, et debutalbum skal tage. I Strychnos’ tilfælde skulle der gå 25 år, men det skal de ikke høre et ondt ord for.

3. Kampvogn: ’Den Store Krig’ – 'Knust Under Larvefødder' og 'Kadaverkompost' er cirka hvordan det føles at blive kørt over af Kampvogns brutale dødsmetal.

Årets internationale album:

1. Judicator: ‘The Majesty of Decay’ – Judicator gør power metal funky og viser, at den stadig har dybde at byde på, med et virkelig solidt konceptalbum. Men gutter – I kunne altså godt have valgt et mindre dødsygt albumcover.

2. Suppression: ’The Sorrow of Soul Through Flesh’ – Proggy thrashy dødsmetal fra sydamerika med båndløs bas? Ja tak! Suppression faldt tydeligvis i gryden med Death og Obituary da de var små, og på min årsliste endnu en gang.

3. Autonoesis: ’Moon of Foul Magics’ – Hårdtspændt black/death med en ordentlig spadefuld guitarlir. Der er riffs for alle pengene, konstant spændende detaljer og et svedigt samspil mellem bas og guitar.

4. Acid Blade: ’Power Dive’ – Svedig og svulstig heavy fra Tyskland, med energien fra svundne tider. Spænd pandebåndet og spejlsolbrillerne på og sving garnet.

5. Luzifer: ’Iron Shackles’ – Det er sådan lidt 70’er, lidt 80’er og 100% selvsikker old-school heavy der lyder helt anderledes end noget andet band jeg er løbet ind i.

Årets danske hit:
Kampvogn: ‘Kadaverkompost’ – Kan en dødsmetal-sangtitel blive mere direkte eller mere dansk? Det tror jeg næppe, og så skader det jo ikke, at sangen er dejligt grusom dødsmetal.

Årets internationale hit:
Judicator: ‘The High Priestess’ – Judicator gentog successen fra ’Let There be Nothing’ med med det anderledes, men ikke mindre geniale ’The Majesty of Decay’. Nummeret ’The High Priestess’ er ikke alene et super-catchy og funky power metal-nummer, men musikvideoen er også en kærlig 70er-hyldest, med horn, fællessang, stort krøllet garn og gule solbriller hvor kinderne kigger med. Det er ømt og gennemført og det virker.

Årets genfundne klassiker:
Martriden: ‘Heywood R. Floyd’ – Det er umiddelbart ikke den mest sigende sangtitel, men Martriden’s album ’Encounter the Monolith’ fra 2010 er et konceptalbum baseret på Arthur C. Clarke’s Space Odyssey-serie af bøger, hvor Dr. Floyd er en tilbagevendende karakter. Nummeret – og albummet – er spacy og progressivt, og emmer af atmosfære og rummets uendelige vidder. Det er et nummer, der taler til min fascination af rumfart, science fiction og de store mysterier, som menneskeheden måske aldrig får svar på.

Årets koncerter:
1. Green Lung: Stengade, København, 20-04-2022 – Det var en helt særlig fornøjelse endelig at se Green Lung live, efter at have nydt albummet ’Black Harvest’ og forgængeren 'Woodland Rites'. Det var en magisk aften, og hvis Green Lung ikke får lov til at spille midnatsmesse på Gehenna til Copenhell 2023, så er der noget helt galt i verden.

2. Death to All: Refshaleøen, København, 18-06-2022 – Det tætteste, vi nu om dage kommer på at opleve Death, med Matt Harveys band Gruesome som en nær nummer to. Det var et rent nostalgi-ridt, hvor lyden og stilen sad lige i skabet. Med lukkede øjne kunne man næsten overtale sig selv til, at det var Chuck og Co. der stod på scenen.

3. Carpenter Brut: Store Vega, København, 23-10-2022 – Stort, blæret og med enorme mængder 80er-swagger i lyden. Det er altid værd at opleve Franck Hueso live. Hans rolige og næsten anonyme fremtræden på scenen er en interessant kontrast til det altovervældende lydmæssige og visuelle udtryk, hvor man bare hænger på, så godt man kan.

4. Hellripper: Beta, København, 25-10-2022 – ”This next one sounds a bit like Motörhead, unlike the rest of the set, which sounds absolutely nothing like Motörhead!” var parolen for Hellrippers blackthrash, og allerede fra start var tempoet højt. Publikum havde tydeligvis glemt, at det var onsdag, og at de skulle op næste morgen, for der var dømt moshing og stagedives (på Beta!) for alle pengene. Det er den slags koncerter der er primitive, rå og livsbekræftende.

5. Opeth: Den Grå Hal, København, 10-11-2022 – Opeth spillede endelig ’Black Rose Immortal’ live, i Den Grå Hal som det første stop på deres ’by request’-tour. Det havde jeg ventet 22 år på, og det var præcis lige så godt, som jeg havde håbet på. 

Årets danske navn:
Strychnos – Nogle gange skal der et langt tilløb til, før man kommer helt ud over rampen, og Strychnos gør det med stil.

Årets internationale navn:
Suppression – De bliver bare ved med at levere den helt rigtige sydamerikanske dødsthrash med vrede, båndløs bas og små-proggy passager. Det er stadig fedt.

Årets nye danske navn:
Jeg er nødt til at melde pas her, for jeg har igen forsømt den danske scene. Eller måske har den forsømt mig?

Årets nye internationale navn:
Luzifer – Godt nok blev de officielt dannet i 2009, men de udsendte deres første fuldlængdealbum i år, så det tæller. Hvordan kan old-school heavy metal lyde så friskt, og hvordan kan korsang lyde så rigtigt?

Årets comeback:
Royal Metal Fest – Skuffelsen var enorm da Royal Metal Fest tidligere i år meldte ud, at 2022 blev den sidste festival, at man drejede nøglen om og sagde farvel og tak, grundet ondt i økonomien især efter nedlukning i 2020 og 2021. Væk var årets største samlingspunkt for metalfans i Århus og omegn.

Vi fik dog alle en glædelig tidlig julegave, da Royal Beer-initiativet Tak Rock! har genoplivet den elskede festival i ny form til september 2023. Jeg siger mange tak og glæder mig helt usigeligt meget. 

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
2022 blev et miljøvenligt år uden køb af fysiske udgivelser.

Det overså jeg i 2021:
At the Gates: ’The Nightmare of Being’ – Jeg var da klar over, at de rutinerede svenskere udgav et nyt album, og at det var godt. Men det faldt totalt i baggrunden, da jeg var i gang med søge nyt job og ikke havde meget overskud til at dykke ned i flere gode albums der egentlig fortjente det. Det var en fejl, som jeg nu retter op på.

Årets optur:
At den forsmag på genåbning og koncerter vi fik i efteråret 2021, endelig blev til rigtig virkelighed. Efteråret 2022 bød på en sådan overflod af koncerter, at jeg tror mange blev helt forpustede. Vi var ganske enkelt ikke vant til sådan luksus.

Årets største skuffelse:
At der fortsat er alt for mange kraftidioter til koncerter og festivaler. Styr jeres brandert, hold nallerne for jer selv og nej, en moshpit er ikke en boksering. Vi mærker stadig efterdønningerne af corona-nedlukningen, der er alt for mange der har glemt den basale koncertetikette eller aldrig lært den.

Største ønske for 2023:
At festivaler og bookere disker op med noget bedre end hvad vi har set indtil videre til festivalsæsonen 2023, for helt ærligt – det ser lidt tamt ud lige nu.

Det glæder jeg mig mest til i 2023:
At Royal Metal Fest vender stærkt tilbage, fuld af ny energi, spændende bands og godt selskab. At den så kolliderer med Kill-Town Death Fest må jeg bare leve med. Og selvfølgelig skal den årlige whiskysmagning finde sted, alt andet ville være en fejltagelse.