Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

14 bands udgør fredagens alsidige program

Populær
Updated
14 bands udgør fredagens alsidige program
14 bands udgør fredagens alsidige program
14 bands udgør fredagens alsidige program
14 bands udgør fredagens alsidige program
14 bands udgør fredagens alsidige program
14 bands udgør fredagens alsidige program
14 bands udgør fredagens alsidige program
14 bands udgør fredagens alsidige program

Fredagen står i upcoming-bandenes tegn til Underdog Night, der byder på et alsidigt program, hvor de deltagende bands er lige så varierede som mængden af erfaring er det. Devilution gennemgår line-uppet.

Kunstner
Titel
Cold Night for Alligators + Shadowmind m.fl.
Dato
01-02-2013

Tre bands står øverst på plakaten og har fået lov at stå med logo i stedet for bare at være skrevet med samme font som de resterende 11 bands. Illnath, der må siges at være den største headliner, blev dannet helt tilbage i 1999 og fik siden rimelig stor undergrundssucces med den glimrende demo/ep ’Angelic Voices Calling’. Det var uhyre melodisk og symfonisk black metal. Fermt udført, og den visuelle side fulgte fint og teatralsk med, som var der skulet lidt til Cradle of Filth.

Debutalbummet fulgte trop hurtigt efter og bragte bandet godt rundt i udlandet. Bandet har dog aldrig virket så stabilt i sin line-up, og derfor er det ”kun” det fjerde album, som bandet udgiver inden længe. Dog er stabiliteten kommet på plads, hvilket betyder, at det faktisk ikke er så længe siden det tredje album udkom (november 2011 – red.), og siden dengang er bandets line-up uændret.

Brutaliteten er skruet i vejret på det seneste, og nu har Illnath efterhånden lige så meget tilfælles med death metal som med black metal. Og kender man ikke bandet, så ”breaker” vi lige overraskelsen: Den grumme vokal er en kvindes røst. I Mona har Illnath et godt forsøg på en pendant til Angela Gossow.



Der byder sig en helt anden form for metallisk vandren til hos de næste headlinere: Cold Night for Alligators. Stilen er techcore, og her er det sære guitarmønstre og skæve taktarter, der følger den skiftevis råbende og skrigende vokal, der dog ikke er bange for en lille afstikker til det mere melodiske. Guitarerne er meget i front, mens bassen er ret neutral, idet basgangene ligger på en pc og bliver betjent at trommetæskeren.

Bandet oplever stor respekt på undergrundsscenen blandt folk, der hylder metal, der udfordrer de gængse fremgangsmåder. De har spillet til et arrangement som UK Tech Fest, og så ellers generelt spillet flittigt i udlandet. Fredag er det dog Lions & Barrels, der skal nedlægges.



Fra Norge kommer aftenens eneste udenlandske band – at der overhovedet er nogle, der har rejst over grænser for at komme til arrangementet er et af de nye tiltag i forhold til sidste år. Shadowmind byder på hårdtslående melodisk dødsmetal i en lidt mere moderne ende, end den, som blev kendt under Göteborg-lyden. De moderne elementer tager udgangspunkt i metalcore, hvilket giver plads til melodiske omkvæd med ren vokal. Nordmændene har eksisteret som band i et par år og har debutalbummet ’World Gone Mad’ fra 2011 i bagagen.



Restoring Kaos behøver ikke meget andet omtale end et LINK. Hvorfor nu det? Jo, vi anmeldte dem her på sitet for få uger siden til stor ros, og det kan du vel godt huske?! Det korte resumé får du alligevel: kreativ hardcore/deathcore med masser af energi og god dynamik.

Melodierne ligger godt i front hos Lost Elegance, og det er et udmærket krydderi til bandets hardcore-inspiration. Hør et nummer " target="_blank">HER

Vikingetid og grind

Sidste år gæstede Huldre Underdog Night. I år er det Heidra, der skal forsvare den nordiske mytologis stolte aner på metallisk manér. Vikingemetal med masser af melodi fra keyboards og grumme growls – men indimellem også en ret interessant ren vokal.



Lyder det som om, at det hele bliver lidt for melodisk lige pludselig? Frygt ej, tempoet kommer op, og brutaliteten følger med, når Necrosis skyder af sted med deres grindcore/death metal. Med Vallis Mortem er der i stedet thrash metal på menuen, der dog godt kan slå over mod noget lidt mere dødsmetal-inspirereret. Bandet er fra Horsens, og rødderne blev sat tilbage i 2010.

Endnu et band i grænselandet mellem genrer, så betegnelsen ”core” falder på plads, er Blessing the Unknown, der kalder sin stil for metalcore/hardcore. Et ungt band, der gerne giver den en ekstra skalle på scenen, så her er man sikret et energisk show.

Sidste uges vindere af Mighty Fight Night behøver ikke den store introduktion. Dels er de nu på årets Copenhell-program, og dels har de, udover den store omtale i sidste uge, også figureret på disse sider med demoanmeldelse samt et interview. Fall of Pantheon er brutal dødsmetal på hjemmebane denne aften i København. Som kuriosum kan det nævnes, at Underdog Night sidste år også havde vinderen af Mighty Fight Night. Med andre ord spillede Barricade sidste år til Underdog Night.

Bulwarg. Nej, det er ikke noget alternativ mad, der kan købes til festivalen, men et relativt ubeskrevet blad inden for dansk metalmusik. Genren beskrives som progressiv/80’er/power metal og af inspirationer nævnes Ramones, Manowar og Kyuss! Kan det mon være en lille joker i programmet?

Genren groove metal plejer at byde på garanti for noget at headbange til. Marodium tager udfordringen op, men har også godt med fængende melodier i musikken, så dén cocktail skal nok lykkes godt, hvis gutterne leverer et udmærket show. Det lugter samtidig af lidt thrash-metal og en god fest foran scenen.

Guitarlir og sort metal fuldender programmet

Defecto
var med i afstemningsrunden om den sidste plads til Mighty Fight Night, men havde ikke netværket til at skaffe mere end 2000 ”likes” til et foto på Facebook, så det blev i stedet Wecanwalkonwatertoo, der tog den plads. Men længe skulle der altså ikke gå, før københavnerne alligevel kunne opleve disse gutter, der pt. er i studiet hos Flemming Rasmussen og arbejder på debuten. Stilen er metal med et symfonisk og progressivt snit. Hvis man er til masser af guitarsoli og ikke bliver stillet tilfreds her, så har man fået det forkerte ben ud af sengen om morgenen.



Sidste navn på plakaten er Betrayer of Light. De fik måske en hård medfart i vores artikel fra ”Er I klar derude?” – metalarrangementet på Lions & Barrels i starten af sidste år, hvis koncept kunne minde om Underdog Night. Men det gik på, at der måske manglede lidt rutine og en bedre fælles konsensus om det ønskede image. Nu er der gået et år, så mon ikke det er blevet lidt bedre på den front? Bandets symfoniske black metal havde i hvert fald gode tendenser, så det skal blive spændende at se dette band igen.

Læs også interviewet med arrangøren af arrangementet, Tor, HER. Desuden er der mere info om arrangementet på Facebook.