Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell ‘23: Symfonien og Troldspejlet

Populær
Updated
stegelmann-96-1529837168

Efter fem år vender den højtelskede Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester tilbage til Copenhell. Derudover er Dirt Forge, End, Ville Valo og Mammoth WVH også på plakaten.

Dato
15-03-2023
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

For fem år siden undrede kritiske røster sig noget over, hvad et symfoniorkester med Troldspejlets Jakob Stegelmann i front dog havde at bestille på en rock- og metalfestival. Efter den overvældende optræden i 2018 rettede de fleste dog ind, og de sidste af os bliver hurtigt overdøvet af lyden af fans, der nynner højere med på Strauss, Zimmer, Williams og Elfman, end man skulle tro muligt.



Der er dog også plads til mere forvrængede toner på denne plakat, og Copenhell offentliggør også fire lidt mere traditionelle bands. Tjek det her.

Dirt Forge


Den danske progsludgetrio er i kølvandet på ‘Interspheral’ først booket til A Colossal Weekend 2023 og nu også til Copenhell. Er det nu, de rigtigt slår i gennem? Fingrene er krydsede for det hårdtarbejdende band, der med deres seneste udgivelse har nået nye højder. Der er rigeligt at moshe igennem til, og for dem, der godt kan lide musik, hvis takter ikke kan tælles på to hænder, er Dirt Forge også leveringsdygtige i dette.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.

End


En gennemtæskende supergruppe bestående af medlemmer af Dillinger Escape Plan, Counterparts og Fit for an Autopsy. Da de spillede på Stengade sidste år, drev sveden ned af væggene, og vi glæder os til at kunne gå amok i fri og forhåbentlig frisk luft til dem på dette års Copenhell. Og når nu deres opvarmningsmakkere i Rot Away også spiller, bliver der rigelig mulighed for at gentage succesen.

Læs seneste koncertanmeldelse her.


Ville Valo


De skønne ungdomsdage, åh ja, dem kan vi komme i hu, når et af Finlands største (tidligere) sexsymboler indtager scenen denne sommer. Ville Valo, forsanger i nu hedengangne HIM var på manges vægge og desktopbaggrund i de glade 00’ere, og heartagrams var at finde fra MTV’s Jackass til Ærlige Bent på Hovedbanen. Undertegnede havde alt, alt for mange af dem, og priser sig nu lykkelig for, at tatoveringer ikke er tilladte for mindreårige.
HIM er lagt i graven, men Valo er gået solo, og det byder ikke på mindre eyeliner og ekstremt lavtaljede bukser end i de gode, gamle dage. Der er melodisk kærlighedsrock med en hård kant i vente.

Mammoth WVH


“Tungt er det hoved, der bærer kronen”, sagde Shakespeares Henrik IV, og det gælder nok også for Wolfgang Van Halen. Han er nemlig den Van Halens søn, og har valgt at kaste sig ud i at spille musik. Det er modigt – det havde nok været nemmere ikke at skuffe nogen i en karriere som revisor, men ikke desto mindre har efternavnet nok også hjulpet lidt, da der skulle skaffes en pladekontrakt.
Hvorom alting er spiller Mammoth WVH rock’n’roll, som vor far, eller nærmere hans far, lavede den. Det er klassisk og melodisk og fyldt med hoftegyrationer.