Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Musikalske voksenvenner

Updated
dirtforge 1

Ni år inde i karrieren udsender de københavske sludgere i Dirt Forge andet album. Vi har talt med bandet om sammenhold, udvikling og hvorvidt man overhovedet skal blive voksen.

Kunstner
Fotograf
Rasmus Sejersen
Forfatter

Dirt Forge er et band, man sandsynligvis kender, hvis man går til koncerter i københavnsområdet. Sidst varmede de op for Mantar til Stengades 50-årsjubilæum og som altid leverede de en god forestilling. Det er måske det, man oftest tænker, når man ser navnet Dirt Forge. De er pålidelige. De er altid garanter for kvalitet og publikum efterlades klar og friske til dem, der følger efter.

Men Dirt Forge handler ikke om forudsigelighed – lige omvendt, faktisk. Det er omdrejningspunktet for den nyeste plade ‘Interspheral’ og, lærer vi, hele bandet.
Vi mødes med sanger og guitarist Alexander Kolby og bassist og backupvokalist Yannick Bünger Kristensen for at vende deres kun tredje større udgivelse i snart et årti.

Der skal tælles efter på fingrene, da vi opsummerer karrierens varighed. De to synes godt nok, at næsten ti år lyder som længe. Men ikke desto mindre startede Dirt Forge ved, at Nikolai Lomholt og Yannick Bünger Kristiansen nærmest ved et tilfælde stødte ind i hinanden under Copenhells Metal Cruise – eller havnerundfart, som Kristiansen prosaisk kalder det – og hurtigt spottede, at de var folk, man kunne drikke øl med. Kristiansen tilbød sig hurtigt, da Lomholt efterspurgte et metalband at spille trommer i, og da de efterfølgende mødte Kolby ved et Helhorse releaseparty – som Kristiansen i øvrigt forsværger nogen sinde at have deltaget i, og hvor detaljer om hovedskader fortaber sig i historiens tåger, var de klar til at starte Dirt Forge.

dortfprge 2

Anden stjerne til højre, og så ligeud til morgendagen
Men nu, knap ti år senere, er det på tide at gøre status. Eller hvis Dirt Forge havde været en bil, skulle den snart til syn.
– Hmm. Hvad er status på Dirt Forge? Vi har fundet os selv mere, end på de to foregående udgivelser, mener Alexander Kolby.
– Hvis vi skulle til syn, var det nok nærmere en veteranbil nu. Vi ved lidt mere om, hvordan den fungerer og vi har rodet med alle delene. På første EP prøvede vi bare at få det til at lyde af noget, på første LP smed vi lidt ambitioner i blandingen og eksperimenterede lidt med at indspille i udlandet og sådan, og nu, på ‘Interspheral’, er vi gået helt væk fra at tænke over, hvad folk måske synes om vores musik. Vi kigger kun på, hvad vi kan lide og sætter hver vores elementer i fokus.

På ‘Interspheral’ har trioen forsøgt at blande Lomholts kærlighed til 90’er-prog og Kolbys hang til hardcore og stoner doom. Og hvad med Kristiansen?  
– Ja… Jeg aner slet ikke, hvor jeg er længere. Jeg har engang sagt, at jeg ikke vil høre musik, der føjer mig. Swans, Unsane og den slags fylder hos mig. Det er musik, der forlader faste strukturer og leger lidt med alt. Det er ikke musik til mig, jeg er der ligesom bare tilfældigvis.

Og disse forskellige poler - eller mangel på samme - har været grundlaget for en plade, der har været undervejs, siden før dens forgænger så dagens lys. Lyden er en anden, og som Kolby ganske rigtigt siger, lyder Dirt Forge som om de har fundet sig selv. Altså, måske er blevet voksne.
– Nej, overhovedet ikke, udbryder Yannick Bünger Kristiansen.
– Voksne leger ikke. Sidste år, efter vi havde spillet på Posten, blev vi i et interview stillet præcis samme spørgsmål, og der kom vil til at svare ja. Det plager mig stadig lidt. Voksne tænker på realkreditlån og sådan noget. Børn leger. Og vi leger.

Hvor Dirt Forge tidligere har stået for nærmest alting selv, er en ting dog blevet noget mere voksent. Uddelegering. ‘Interspheral’ er indspillet hos Lasse Ballade, bandet er blevet tilknyttet Majestic Mountain Records, og de har fået en fast booker.
– Vi hviler mere i det nu. Mange unge bands har ambitionerne helt fremme i billedet, men vi er nået til at hvile mere i det og lade musikken tale for sig selv. Og så har vi allieret os med folk, der er dygtigere end os selv til det, de skal.

Den fysiske voksenhed kan de dog ikke komme uden om. Der er linjer i øjenkrogene, og Yannick Bünger Kristiansen imponerende hårpragt er blevet erstattet af et lige så imponerede fuldskæg i bedste Alan Moore-stil. Og det er ikke det eneste. Lomholt er flyttet i hus i Nordsjælland, Kolby har fået et barn, og Kristiansen har fået sig et “på gule plader”, som han siger. Det er ting, der præger livet i 30’erne for rigtig mange mennesker, og naturligvis også noget Dirt Forge kan mærke, selvom de forsøger at holde fast i Peter Pan-fantasien.
– Det kræver rigtig meget tålmodighed, siger Kristiansen, lidt træt, og fortsætter:
– Det kræver forståelse og kompromiser. Nogle dage kommer man hjem fra arbejde og er helt færdig, selvom det er øvedag. Eller et barn er sygt. Der kommer pludselige aflysninger, og det har vi måttet arbejde på at tage i stiv arm.

Kolby supplerer:
– Ja, det kræver meget af os, både i bandet og derhjemme. Min kæreste og jeg vil begge gerne øve et par gange om ugen eller komme ud og spille og der må vi prøve at dele sol og vind lige. Men det handler også om at kunne se fremad. Især nu, hvor vi er et sted, hvor bookeren spørger os, “hvad skal I i foråret 2024?”. Så må man finde ud af det.

dirt forge 3

Mere end bandkammerater
Som mange andre mænd i midten af trediverne, er det nemt at forfalde til projekter og det fælles tredje. Bandet gør store øjne, da undertegnede begynder at tale om noget så postmoderne som “mandefællesskaber”, men faktum er, at det for rigtig mange mænd er svært at være fortrolige med nogen, selv deres venner, og en stor del af dette handler om tendensen til at lade det, man mødes om fylde alting i en relation. Efter de har fået vejret en smule, er de dog også klar til at tale om det.

– Vi har talt en del om, at vi skal blive bedre til at mødes udenfor øvelokalet, indrømmer Kristiansen.
– Jo, vi taler rigtig nok sammen hver dag, men det handler meget om musikken, så vi forsøger at være bedre til at ses i andre sammenhænge også. Komme ud og drikke en øl sammen. Jeg gider ikke drikke en øl med med “mit bands guitarist”. Jeg vil drikke en øl med Alexander.

Alexander Kolby er enig.
– Det hele kræver meget åben dialog. Selvom vi er gode til at give en undskyldning, hvis man taber hovedet, så behøver Yannick efterhånden ikke engang sige det, hvis han har en off dag. Vi kan mærke det. Vi er heller ikke et band, der har travlt. Vi vil bare gerne gøre det godt.

‘Miscommunision’ hedder et af numrene på ‘Interspheral’, og det er skrevet som en slags metakommentar til sangskrivningsprocessen i bandet. Med forskellige, skiftende synsvinkler beskriver sangen den frustration og ensomhed, der kan opstå i et fællesskab, og hvordan det kan rive og flå i alle retninger. Man kunne frygte en ‘Some Kind of Monster’-situation.
Men det bliver det ikke. For Dirt Forge er meget opmærksomme på, hvad de hver især kan. Hvilket sangens lyrik forklarer, men som også er tydeligt i den måde, den blev til.

– Jeg er i tvivl om, hvad man som lytter hører første gang. Sangen opstod på baggrund af et riff, jeg havde skrevet, en basgang Yannick havde jammet og nogle trommer, Nikolai godt kunne tænke sig. Den kørte rundt mellem os, og hold kæft, hvor var vi uenige. Vi diskuterede, blev sure, talte forbi hinanden på den ene måde og den anden.

– Det var en slags musikalsk version af ‘Being John Malkovich’. Et indblik i styrrummet på bandet, indskyder Kristiansen, og tilføjer så grinende:
– “Styrrummet”, som om der var styr på noget som helst.

Men sangen blev til, og står med sine knap 12 minutter placeret halvvejs på albummet som en slags midtpunkt. Og den står også som minde om hvad, Dirt Forge handler om.
– Jeg er ret sikker på, at hvis jeg fik lov at styre hele slagets gang, ville det gå som i ‘Bohemian Rhapsody’, hvor Freddie Mercury pludselig mangler hele bandet. Dirt Forge er et sted hvor jeg kan udtrykke mig kreativt, men det er også mere end det. Der er et venskabeligt bånd, der knytter det hele sammen, og som gør at vi kan komme gennem de frustrationer, den kreative proces skaber.

– Ja, helt lavpraktisk er det et sted, man kan mødes med nogen og spille musik. Bas er lidt kedeligt alene, smiler Yannick Bünger Kristiansen.
– Med frygt for at gentage mig selv, bliver vi jo legekammerater.

Kolby nikker enigt:
– Det er et sted, vi kan udfordre os selv. Det er mit indtryk, at mange bands gør alting på samme måde - øver på samme måde, spiller koncerter på samme måde, guitaren lyder på samme måde. Vi forsøger ikke at være fastlåste. I takt med at være mere voksne, så kommer der mere rutine i hverdagen. Så er det guld værd at mødes et sted, hvor der ikke skal være rutine.

De tre medlemmer spiller ikke andre steder og har alle tre Dirt Forge som primært projekt. Og også dette er vigtigt for dem og for sammenholdet.
– Jeg kunne ikke forestille mig at skrive et riff, der ikke bliver taget vel imod og så bare tage det med til et andet band. Det skal ikke være mit riff, det skal være vores musik, fastslår Alexander Kolby.

– Tidligere har jeg holdt mig tilbage i frygt for, at noget skulle blive afvist. Eller endnu værre: ændret. Men nu har jeg lært, at det er fedt at få de to andres perspektiv på det jeg laver. Jeg ved, at det perspektiv de kommer med, er med til at give det den dimension, der gør, at det det færdige resultat er større, end det vi hver især kommer med.



Hvor stort skal det være?
Næsten ti år inde i karrieren. En EP og to plader. Større og mindre shows spillet og prøvet. Men hvor skal Dirt Forge hen? Hvor stort skal det være, og hvad skal det sige at være Alexander Kolby, Nikolai Lomholt og Yannick Bünger Kristiansen i fremtiden?

– Ambitionen er, at det skal være fedt. Og det skal også helst være federe end sidste år. Vi skal fremad, hele tiden. Hvad end det vil sige, siger Alexander Kolby.

– Nu bruger jeg et ord, jeg ellers sagde, jeg ikke kunne lide. Vi vil ind der, hvor de voksne er. Vi vil ind og spille på Roskilde Festival igen, supplerer Kristiansen.

Alexander Kolby tænker videre, og indfører os i tankerækken:
– Så længe vi selv er med i det, behøver det ikke være kæmpestort. Man kan se på Konvent og deres rejse, og det kan næsten ikke blive større. Det er megasejt, og da vi var på turne med Mustasch, var det også både stort og supersejt, men nogle gange er et lille show federe end et stort.

– Når vi skal på turne til marts er det også med ligesindede bands, og det kan man se som et skridt tilbage, men det føles mere som os og dermed også som noget mere rigtigt.
Skal det være Beta eller Amager Bio, så vil jeg hellere spille to gange på Beta, hvor vi så til gengæld er superfede.

Kristiansen kradser sig lidt i skægget og byder ind:
– Jeg kan altså også rigtig godt lide kontrasten i at være ude og spille fed rockkoncert lørdag, og så ringer vækkeuret 5.20 mandag og så skal jeg ud og grave kloak hos hr. og fru Jensen. Det er smukt, synes jeg. Jeg skal ikke nødvendigvis kunne leve af det.

Kolby erklærer sig enig, og påpeger en faldgrube ved de store ambitioner.
– Hvis vi skulle kunne leve af det, skulle det også være noget mere kalkuleret end det er nu. Det kommer vi ikke til. Ellers har vi brug for uanede mængder held, og det kan man som bekendt ikke sætte næsen op efter.

– Næh, og hvis vi kunne leve af det, ville jeg bestemme, at vi skulle være i øveren hver dag fra 8-16, og have en frokostpause og en tillidsmand og sådan noget. Der skal være noget ægthed i det.

Dirt Forge har altså ambitionerne rettet fast mod sig selv. Mod deres lille fællesskab, der betyder så meget, som holder dem ægte og som holder dem fast. Og mod musikken, der altid står forrest. Dirt Forge er et band, der spiller for kærligheden til musikken og som er kommet frem til, at musikken vokser bedst, når man er fælles om at lave den.

Dirt Forges nye plade hedder ‘Interspheral’ og udkommer på Majestic Mountain Records den 11. november 2022.