Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et ben i begge lejre

Populær
Updated
Et ben i begge lejre
Et ben i begge lejre

Søren Weiss er en mand med mange jern i ilden – både i det ep-aktuelle heavyrock-band Pectora, og som medskaber af bloggen Blastbeast, der står bag det meget roste arrangement for nye bands ’The New Shit’.

Først og fremmest tillykke med udgivelsen af Pectoras første ep. Har det været en lang kamp at nå til en debut?

”Mange tak, Anders! Det har varet længe, men det har som sådan ikke været en kamp. Tværtimod har det været enormt inspirerende og lærerigt. Egentlig udgav vi en ep i 2013, som vi var glade for. Men det er først nu med ’Redemption’, at vi sådan for alvor er kommet ud med noget, som vi virkelig for alvor føler er det helt rigtige.

’Rigtigt’ fordi vi nu har fået en produktion, som vi alle er enormt stolte af. Patrick Fragtrup (Barricade) har lavet et fantastisk stykke arbejde med at få vores sange til at lyde, som vi godt ville have. I øvrigt inden for en stil, som han ellers ikke normalt beskæftiger sig med. Vi valgte Patrick på baggrund af det arbejde, han blandt andet har lavet for Dirt Forge, og vi synes selv, at vi har fået et fantastisk resultat med en ep fyldt med rendyrket melodisk heavy metal. En stil, som der ikke er så mange der gør sig i herhjemme.”

Hvor langt er I fra en fuldlængde? Eller er det overhovedet ambitionen?

”Vi er i fuld gang med at skrive nye numre og har allerede skrevet en håndfuld, som vi også lufter til de kommende koncerter, hvor vi bland andet skal supporte Flotsam & Jetsam på Beta og spille med Iron Fire på Gimle i Roskilde.

Så det er bestemt ambitionen at lave en fuldlængde. Men hvornår det bliver, ved vi ikke endnu. Lige nu vil vi bare gerne ud at spille så meget som muligt. Der er flere koncerter undervejs.
 
Vi kendt hinanden, siden vi var små knægte og rendte rundt i musikskoler og i klubber i Roskilde, så vi kender efterhånden hinanden rigtig godt og ved, hvor vores svagheder og vores styrker ligger, og er på den måde også meget enige om, hvor vi rent musikalsk ønsker at gå hen, og hvilke ambitioner vi har.

Og ligesom så mange andre bands i Danmark er ambitionerne naturligvis også høje hos os. Så vi kæmper for vores sag! Selvom det ikke er let herhjemme med det, vi spiller.”

Hvad mener du med, at det ikke er let med det, I spiller?

”Der er ikke mange bands i Danmark, der spiller den stil, vi gør. Det gør det en smule sværere at komme ud og spille og smede os sammen med andre bands. Vi har flere gange prøvet at ramme ned i et "hul", hvor vi enten er for "poppede" og "bløde" i lyden, når vi spiller med de fleste metalbands herhjemme. Eller lige modsat er for "hårde", når vi er ude med de mere rockede bands.

Vi ligger så at sige lige midt mellem to musikalske udgangspunkter. På nogle punkter er det ret fedt. Andre gange er det mere besværligt.”

Nej, selvom I spiller den slags hard rock-præget metal, der i virkeligheden danner grundlaget for genren, falder I måske lidt udenfor. Men hvilke inspirationskilder er blevet til Pectora?

”Inspirationskilder har vi en del af. De helt oplagte er naturligvis de gamle travere som Judas Priest, Maiden, Saxon og alt fra den gamle skole, mens vi samtidig er flere i bandet, der nyder alt fra blues rock som Joe Bonamassa og Walter Trout til den helt tunge dødsmetal.

Vi går meget op i at skrive så stærke melodiske hooks som muligt. Derfor lytter jeg personligt lige p.t. til en masse, masse Ghost. Måden, de formår at sætte deres melodier sammen på, er rendyrket verdensklasse. De er en kæmpe inspirationskilde i øjeblikket.”

Ved siden af Pectora bestyrer du også metal-bloggen Blastbeast.dk, og anmelder i den sammenhæng både plader og koncerter – hvorfor har du valgt at have flere kasketter på i metalmiljøet?

”I virkeligheden er det med kasketterne en tilfældighed. Blastbeast er et resultat af mit og Alexander Kolbys venskab. Bloggen blev i virkeligheden startet tilbage i 2011, fordi Alexander og jeg skrev og snakkede en masse sammen om musik og nye bands og gættede løs på, hvad der ville blive offentliggjort på Roskilde Festival år efter år. Vi er kæmpe Roskilde-nørder og tjekkede tourplaner etc. for bands, der kunne komme på festivalen. Dette var også før Copenhell. Så chancerne for de lidt større navne på Roskilde var naturligvis store. Så vi gættede løs, og uden at det skal lyde højrøvet, så ramte vi faktisk plet de fleste gange.

I den periode studerede vi begge noget, der havde med medier at gøre. Jeg studerede f.eks medie- og musikvidenskab. Og så blev vi enige om at prøve at bruge de ting, vi lærte på studierne, i en kombination med vores musiknørderi. Resultatet blev en blog, hvor vi for første gang i den "metalliske" del af Danmark ville forsøge at kombinere en personlig blog, med en "normal" musikside. Dette blev Blastbeast.”

Det er da blevet til lidt mere end en blog nu – havde I forudset, at det ville udvikle sig sådan? Og hvad er målet med Blastbeast nu, hvor I laver meget mere end Roskilde-programmer?

”Vi havde aldrig i vores vildeste fantasi troet, at det ville blive så stort, som det rent faktisk er blevet. Det har heller ikke været et mål. Pludselig gik det bare stærkt, og vi oplevede, at folk rent faktisk læste det, vi skrev, og flere blev interesseret. Da vi så lavede The New Shit-konceptet eksploderede det, og mange nye bands har siden sendt os et hav af demoer.

Hvad jeg brænder for med Blastbeast nu er:
1. At give folk en (ny!) oplevelse. Hvis jeg kan få kanaliseret et nyt band ud til folk, som pludselig opdager og bliver fan af dette nye band er mit mål nået. Dette er den bedste form for musikformidling. Både for læserne og for bandet selv.

2. At jeg selv bliver oplyst og kan opleve det nye og spændende band. Jeg er på evig jagt efter det fedeste af det fedeste. Jeg er en kæmpe musiknørd og elsker at opleve nyt!”

Giver det ikke nogle udfordringer, at du til tider ender med at anmelde bands, som dit eget band enten har spillet med eller muligvis kommer til?

”Jeg har endnu ikke støt på udfordringer, overhovedet. Kritik er godt. Kritik er vigtigt for, at jeg kan udvikle mig. Både som person, som anmelder og som guitarist i Pectora. Det håber jeg på, at alle, både os, der selv spiller, og de, der giver kritikken, kan være enige i.

Det er hamrende vigtigt at vi alle kan give og tage i mod denne kritik. Kan man ikke det, kan man lige så godt opgive denne "branche". For scenen er i konstant udvikling og i virkeligheden også i konstant konkurrence med og mod sig selv! Til det er man nødt til at forholde sig kritisk. Det bliver musikken og oplevelsen simpelthen bedre af.”

Men har du aldrig fravalgt at anmelde et band, fordi du på en eller anden måde har følt dig inhabil? Som for eksempel din blog-kollega Alexander Kolbys band Dirt Forge?

”Lige præcis med Dirt Forge og mit eget band er der naturligvis begrænsninger. Alexander og jeg er begge enige om ikke at blande vores bands ind i Blastbeast. De to ting skal holdes adskilt. Derfor ser du heller aldrig Dirt Forge eller Pectora til en New Shit. Det ville ikke give nogen mening.

Dog har jeg faktisk anmeldt Dirt Forge til en koncert i Roskilde. Det tillod jeg mig simpelthen, fordi de var så ekstremt ringe, og jeg var nødt til at give dem en halv stjerne.

Det var naturligvis en prank. Vi havde det megasjovt med det. Det var selvfølgelig den eneste grund til, at jeg skrev om dem her. Men faktisk gav dem det lidt omtale. Haha. Den kan i øvrigt læses her.

Når det er sagt, så føler jeg ikke, at jeg er nødt til at fravælge bands, fordi jeg kender et medlem eller to. Jeg mener, alle har godt af at høre kritik fra andre for at udvikle sig.”

Gør det dig mere kompetent som anmelder, at du også er udøvende musiker?

”Absolut ikke. Som udøvende musiker har jeg måske lettere ved at beskrive fagtermer eller det mere tekniske aspekt. Såsom hvilket grej en guitarist bruger. Men det er ikke det, der gør saglig kritik god.

I virkeligheden vil jeg lige så gerne selv modtage kritik af én, der ser 300 koncerter om året og lytter til det samme antal plader, end en musiker, der bruger det meste af sin tilværelse i øvelokalet på at finde den helt rigtige lyd.

Jeg synes i virkeligheden, at det er noget fis at sige, at man er nødt til at være musiker for at kunne have en mening om musik og koncerter generelt.

Så nej, jeg føler mig ikke mere kompetent, fordi jeg selv spiller.

Men hvad gør så en god anmelder? Og hvad gør dig til en god anmelder?

”Du har gemt det bedste til sidst. Ha ha. Ej, det er et møghamrende svært spørgsmål at svare på.

Som jeg ser det, er vi alle naturlige anmeldere, fordi vi alle har en holdning til og en mening om det musik, vi hører. Og en mening er noget, vi alle bør og skal have. Om vi så er udøvende musikere, bookere, en presse, der skriver om musik, eller noget helt fjerde.

Alle har en mening om musik. Men det er ikke alle, der kan formidle den gode historie. Det er her, jeg ser den gode anmelder gøre sit arbejde.

Den gode anmelder skal, ud fra et givet stykke musik, kunne formidle den gode historie ud fra musikken, han/hun hører. En historie, der gør musikken appetitlig for sine læsere, som efterfølgende jo gerne skulle gå ud at købe albummet, hvis musikken selvfølgelig er god. Det kan jo også ske, at albummet er noget lort.

Den gode anmelder skal altid kunne, eller i hvert fald forsøge, at sætte sig ind i bandets mening og idé med det givne stykke musik. Kunne sætte det i perspektiv i forhold til samtiden og gerne bruge enten musikalske fagtermer eller historiske perspektiver i beskrivelsen af et album. Og så handler det jo naturligvis også om, at en anmelder hele tiden formår at stå fast ved sin egen mening og, som tidligere skrevet, forholde sig kritisk. Alle har brug for kritik. Musikere såvel som anmeldere.

Den gode historie om et album er altafgørende. Og det er tydeligt at se, at selvom anmeldere ofte får høvl fra både fans og bands, så giver alt lige pludselig mening, når bandet bruger ens anmeldelse som et visitkort for promovering af et album. Det kunne være som et coverbillede på facebook, hvor citater eller stjerner fra en anmeldelse bliver vist eller i en pressemeddelelse. Der er altså grunde til, at pladeselskaber stadig sender musik til pressen. En anmeldelse er hamrende god omtale!

Om jeg er en god anmelder? Det ved jeg sgu ikke. Men jeg prøver ihærdigt at formidle den gode historie. Men når pladeselskaber og bands fortsat sender os uanede mængder af nye udgivelser hver dag, antager jeg, at det, Alexander og jeg gør, på en eller anden måde er det rigtige.

Og når vi fortsat har det sjovt med det, vi laver på Blastbeast, så er det det hele værd!

Interviewet med Søren Weiss er lavet af anmelder Anders Molin, der har været tilknyttet Devilution siden 2005, ligesom han spiller guitar i det københavnske thrash-band Electric Hellride.

Menu