Sfærernes musik
På deres andet album går de københavnske sludgere deres første årtis afslutning i møde med stil, og blander både High on Fire, Om og Tool på ‘Interspheral’.
2. Highest Low
3. Ascension
4. Moralterations
5. Left in the Lurch
6. Miscommunision
7. Descension
Dirt Forge er blevet voksne. Ikke på den kedelige måde, hvor de har slips på og tager til koncerter i Herning, men på den måde hvor de spiller deres musik, som de selv har lyst til, at den skal være. Det vil sige, ‘Interspheral’ tager de elementer, den skal bruge fra alt omkring den og lader resten ligge i rendestenen.
De tre musikere, hvoraf vi talte med to for ganske nylig, har fået børn, hus og fast arbejde og har ikke længere tid til at tage sig så meget af, hvad der forventes af dem. Det kan tydeligt høres på deres kun anden LP i deres snart ti år lange karriere.
Åbneren, den solide ‘The Observer’ præsenterer mange af de elementer, trioen arbejder med, og fungerer også som showcase for en inspiration særligt hentet fra scenen omkring det californiske stonerband Sleep og deres afledte projekter.
Således høres de mellemøstlige toner, der i så høj grad præger Om i Alexander Kolbys guitarspil, mens Matt Pikes råbevokal fra High on Fire bæres over i Kolbys ditto, mens Yannick Bünger Christiansens atonale backupsang minder mere om Al Cisneros, altimens Nikolai Lomholts trommer spiller tribalrytmer, der i fremragende grad understreger det mystiske element.
Næste nummer, ‘The Highest Low’, som vi premierede videoen på i sidste måned, viser derimod indflydelsen fra det amerikanske prog-rock orkester Tool, med sine hakkede rytmer og sine besynderlige taktarter, men dog uden at være lige så kedelige som inspirationen.
Nu lyder det måske, som om at ‘Interspheral’ er et derivat-produkt. Det er det ikke, for selvom der bliver lånt fra andre, er blandingen unik. Det er den i høj grad på grund af de tre bandmedlemmer, der hver især har så stærk karakter og så særegen personlighed, at det skinner igennem, at dette tydeligvis er Dirt Forge.
Der hvor dette står allertydeligst, er på mastodonttracket ‘Miscommunison’ – dette kombinerede hyldestnummer og klagesang over den tilstand, det er at spille i band sammen med andre, levende mennesker, der gør det, fordi de har lyst.
Alene indledningen, hvor Christiansens og Kolbys vokaler køres gennem en vocoder, så stemmer og guitar smelter sammen, inden sidstnævnte åbner ballet med brøl er nok til at få den knap 12 minutter lange sang til at fremstå som noget helt særligt.
At der derudover tilføjes AOR-lignende guitarlicks, så tracket trækkes ud i rummet, gør det kun vildere, lige som der bygges op til en gigantisk solo eller det endnu større klimaks, hvor Lomholts trommer leder os hen mod udgangen gør ‘Miscommunison’ til et solidt midtpunkt for albummet, inden ‘Descension’ lukker og slukker.
For alt hvad det kan, er ‘Interspheral’ dog ikke et perfekt album. Når Alexander Kolby rammer bedst, er hans vokal lige i skabet, men ligesom hos Matt Pike er en plade alligevel ofte lang nok til, at man kan nå at blive lidt træt af den. Særligt den repetitive præstation i ‘Highest Low’ grænser til trættende, og man kunne nogle gange ønske sig mere variation i teknikken.
Netop variationen fungerer så godt på den instrumentale side, både på baslinjen, guitarpassagerne og særligt trommespillet, der står som en klar vinder på denne udgivelse.
Alternativt kunne Kolby og Christiansen dele vokaltjansen mere ligeligt, da de strækninger hvor begge bidrager står stærkest.
Herudover er en udgave af Tool mere end rigeligt til denne verden, hvis man spørger mig, og det kunne være skønt ikke at høre så meget af det. Men der er mange nok uenige med anmelderens vinkel.
Alt i alt er ‘Interspheral’ Dirt Forges stærkeste udgivelse til dato og deres modne uafhængighed og ikke mindst Lasse Ballades knivskarpe produktion, der gør sig mere end fremragende til rum-metal, som også Terminalist kunne berette om, får den knudrede sludge til at fremstå knivskarpt.