Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Briller Af Stål: Blackpacker - del 1

Populær
Updated
Briller Af Stål: Blackpacker - del 1

Mens resten af redaktionen væltede rundt til sommerens metalfestivaler og blev fulde og brokkede sig, drog Briller Af Stål til Norge og prøvede at finde essensen af black. Spoiler: Det lykkedes ikke.

“Det er Ibsen, Grieg, Munch og Mayhem.”
– Jørn Stubberud

“Det er ostehøvel, binders og Mayhem.”
– Jørn Stubberud

Liared, Sverige
Der er så forbandet idyllisk i de kæmpe skove, der omgiver os, men i skoven er der også råd, død, nedbrydelse, mørke, en uophørlig gendannen sig selv ud af sig selv uden noget særskilt hensyn til mennesket. Mennesket kan betvinge naturen, civilisere den ihjel, men når mennesket står i den uberørte natur, mærker det dets egen ubetydelighed. I skoven er der noget større end os selv. For os, der opfatter os selv som begyndelsen og enden på alting, betyder det, at det må være helt koloenormt og ufatteligt, og for en stund giver det os følelsen af at vokse en lille smule mere med denne indsigt.

På den måde passer dette sted glimrende til black. Det er et sted som dette, black metal udspringer af. Det er svært at begribe for udenforstående, indlysende for de indviede, indtil man faktisk befinder sig i det.

Det her er definitivt ikke et sted for hardcore eller indie eller særlig meget andet: I mangel af et bedre ord er det et sted, der fordrer en spirituelt ladet musik. New age eller black. Er det derfor, black fra Danmark eller USA virker så tam i sammenligning med den norske og svenske: Fordi den er et produkt af en civilisation, der herude synes så uendelig langt væk? Det er den fortælling, nogle black-historikere i hvert fald gerne tilskriver den.

På vej ned i landsbyen efter smør og yoghurt giver hundene hals efter mig fra deres løbegårde uden for demonstrativt yndige træhuse med blomsterkrukker overalt. Det er det velfærdsstatssikrede vildnis, vi er ude i. Da vi kørte forkert i går aftes på vej hertil og spurgte om vej på et landsted med store folde med prægtige raceheste ude foran, blev jeg mødt af en gruppe lige så racerene svenske piger med lysebrune ben og langt, glinsendebørstet hår. Den slags piger, man som black-metaller ikke kan gøre sig forhåbninger om at imponere. Nok så meget i pagt med dette man måtte føle sig, er man en freak, altid udstødt til det kaotiske, mørke alt. Vildskaben en trøst. Blacken lige så meget fordret af dette, fordi vi, nok så meget vi foregiver andet, stadig er ubetydelige. Denne indsigt givet os. Pigernes ungdom og skønhed lige så forgængelig som en hind, der på et tidspunkt uvægerligt løber ud foran en firhjulstrækker eller et vildsvin. Jeg ved ikke engang, om vildsvin dræber større dyr: En ulv.

Vi er ulve, vi er frygtsomme hjortekid samtidig. Her er det lige meget, vi er i det store hele ligegyldige.

Vänern, Sverige
Hvornår opstod den myte, hvis det er det, den er, om black metal som Norges største kultureksport?

Når Blackfest åbner nu, er det Bergens borgmester, der holder åbningstalen og smider ironiske horn, men dengang, ML boede der, var black ikke på nogen måde anerkendt som andet end noget lidt kuriøst, i bedste fald, i værste fald direkte farligt. Espedal-brødrene fra Espedal, nogle år ældre end hende, den ene af dem, Kristian Eivind, med et ry for at være voldelig og utilregnelig; ham, der skulle blive kendt som Gaahl. I de år i 90’erne var kirkeafbrændingerne og mordene stadig det, de fleste forbandt med black, musikken var der ikke rigtig nogen andre end black-metallerne, der hørte. Det var i de år, slut-90’erne, hvor Emperor, Enslaved og Satyricon skabte de plader, der senere skulle blive anerkendt som mesterværker, banebrydende, milepæle, stildannende. Det vidste de færreste bare på det tidspunkt, men det var vel der, skiftet så småt skete. Der, og da Dimmu Borgir fik Spellemannprisen. Anerkendelse derfra. Eller måske først for alvor i de senere år med den tredje bølge af black fra USA, da de opdagede, at noget, der var blevet skabt i Norge, blev efterlignet i USA. 

Den nærmeste danske pendant er vel en Lars von Trier, der laver en type film, som folk aldrig ville drømme om at se, hvis det var en udenlandsk eller bare mindre kendt dansk instruktør, der havde lavet dem, men som de ser, fordi de ved, at Lars von Trier får priser i udlandet. Stoltheden over det, man egentlig ikke rigtig vil vide af.

Drøbak
Drøbak er overhovedet ikke black.

En satellitby til Oslo, de fineste fine hvidmalede træhuse beliggende ud til Oslofjorden og op ad fjeldsiden. Sunde børn, der leger i solen, springer i vandet fra vipperne nedenfor kirkegården over for Oskarøy. Herfra blev et tysk krigsskib sunket i starten af Anden Verdenskrig, så kongen fik en ekstra dags respit til at flygte til England, inden landet dagen efter blev uigenkaldeligt besat; skroget ligger stadig i fjorden, ankeret med hagekors indgraveret ligger stolt til skue på en bakketop lige neden for den hvidmalede trækirke. I parken har der i weekenden været musikfestival med Norges største og mest ufarlige bands; Kings of Convenience, som åbenbart stadig findes steder som her, spillede; i de gamle fiskerhuse med lave bjælkelofter er der indrettet kunstgallerier og pussenussede caféer. Byen bryster sig af fraværet af kædebutikker, designertøjforretningerne er lokale, en slags Norges Brighton. Parret, vi besøger, er velhavende, øvre middelklasse, toetagershuset på en lukket vej har de givet 5,3 mio NOK for sidste efterår, alt interiøret er nyt, intet mangler, intet skal vi savne som gæster. Vi drikker prosecco i chaiselongerne i udestuen med kig til fjorden, ML og EL samler op på de år, der er gået, siden de gik på videregående, og der synes ikke rigtig at være noget opportunt tidspunkt til at spørge dem om deres eventuelle forhold til den black metal, der tog fart dengang.

Hvis dette sted har noget med black at gøre, så er det netop det komplette fravær af blackhed: Her er intet grimt, alt er så fint, så nydeligt, alle har det så godt, hvad skulle der dog være at se sig sur på, som black metallerne gjorde det dengang. Dengang black stadig var en modreaktion, før Satyricon spillede i Den Norske Opera. Hvad gør man, hvis man ikke kan leve op til dette? Hvis alt dette ikke er inden for ens rækkevidde, hvis man ikke som det naturligste i verden kan rede op til en besøgende familie? Gæstfriheden er en norsk dyd, fortæller ML mig, huset ligeså: Alt skal være propert. Hvad hvis man ikke kan leve op til det? Er det overhovedet muligt ikke at ville?

Skurdalen
Det her er black. 

Den fossende elv, fjeldsiderne til begge sider dækket af træer op til toppen, hvor der kun står buske, og vinden blæser koldt ned fra de snedækkede tinder længere væk, selv her ved midsommer. Gyldent lys på skråningen mod øst henad elleve, tusmørke hernede i dalen, hvor vi har slået lejr ved flodbredden. Med et tæppe om mig mod nattekulden og en konstant rysten på hovedet for at holde myggene væk går jeg frem og tilbage over plateauet. Næste morgen finder vi et forladt savværk på den anden side af floden, de store klinger ligger rustne på lange, rådne slisker.

Vi bliver omdirigeret på grund af et stenskred og passerer en stavkirke, der ser ægte gammel ud. Nore Stavkirke fungerer ikke længere som kirke, der er en anden, nyere stavkirke nogle kilometer længere fremme, men den er bevaret som museum. 50 NOK for at komme ind, og vi har ingen kontanter, de tager ingen form for elektronisk betaling, så det er kun børnene, der kan gå ind, mens vi kigger fra våbenhuset ind gennem døren til et lille, mørkt skib med dystre malerier. Også udefra er kirken lille, som en stavkirke en miniature. Den er fra 1200-tallet, ombygget i 16- og 1700-tallet, og det ser ud, som om den for nylig er blevet lakeret på samme måde, som man gjorde det med plankegulve i københavnerlejligheder i 90’erne. “Hvil i stövet” står der på et frønnet kors omme foran, en lille bunke gravsten er løseligt fordelt i græsset rundt om den; toiletforholdene på parkeringspladsen er fabelagtige. 

Traditionen er stivnet, hendøende, museal: Ateismen oplever en voldsom fremgang i Norge i disse år, fortalte EL og C os i går aftes, nordmændene forlader folkekirken i så stort tal, at der flere steder har været fiflet med medlemstallene i et desperat forsøg på at påvise en eksistensberettigelse. Men det er ikke blacken, der har vundet, det er materialismen. Åndeligheden, for så vidt den stadig findes, er henlagt til dette, naturen, fjeldet, men selv det er reduceret til en tradition. Naturen ikke som noget, man lever i pagt med, men som noget, man bruger til at koble af fra det arbejde, der betaler ens fine hus.

Natten er ubærligt lys. Og kold.

Bergens Fjellstrekninger
Vi kørte over Geilo, vi var ude at lege i en klat sne oppe i passet, kørte på toppen af fjeldene, det var fantastisk; så begyndte nedstigningen gennem kilometerlange tunneller. Nede i dalene stræbte klippevæggene mod himlen, men bremsedes af de grå skyer, regnen sivede ned fra fjeldene. Det var på sin vis imponerende, i det mindste den første halve time, men så blev det ved, og det blev klaustrofobisk i stedet. Der bor folk de steder, bygder i bunden af dale, der ikke bliver ramt af direkte sollys i vintertrekvartåret. Hvad sådan noget gør ved mennesker. Jeg tænkte på min farbrors begravelse, hvor vi sang ‘Jeg kan bedst med åbne vidder’ og græd som piskede til en forbandet Erik Grip-vise. Fladlandsfolket, os, der ikke kan klare os for længe ad gangen uden at se hav, har brug for en horisont som noget definitivt. Eller snarere noget infinit: En evig mulighed. Den gives ikke i dalene, her stopper verden ved de stejle fjeldsider, så mange tunneller de end kan bore igennem dem. Det er ikke meningen, at sådan et land skal bebos; når det alligevel bliver det, er det i trods.

Det er på sin vis også noget af blackens væsen, den er skabt i trods, i det mindste i egen selvforståelse.

Det var den tur, bare i modsat retning, som Varg Vikernes tog med Snorre Ruch som chauffør, da han skulle dræbe Euronymous. Vi tager den med en overnatning, de tog den i ét stræk, syv-otte timers kørsel mindst. Har han siddet i otte timer og bare tænkt “Jeg slår ham fandme ihjel. Jeg slår ham ihjel. Fandme.” Der må have været tvivl. Det trøstesløse sceneri har ikke indgydet ham håb eller mod, men han har haft så meget tid til at tænke, at han da må have tænkt på, hvad det var, han var i færd med. Og Snorre Ruch kan ikke have været intetanende på hele den tur. Stubberud lader tvivlen komme ham til gode. Da de skulle finde en ny guitarist efter Euronymous’ død, var Ruch det oplagte valg, indtil de fandt ud af, at han var indblandet. Men selv efter det var det ikke, fordi han havde været impliceret i Euronymous’ død, at de valgte ham fra, men fordi hans dom for medskyldighed i mord gav ham en fængselsdom på syv år. Et eller andet sted, jeg kan ikke huske hvor, har Jørn Stubberud sagt om Ruch, at “han var en kammerat. Det er han fortsat.” Og da Ruch bliver løsladt og indspiller Thorns’ debutalbum i 2001, er det med Jan Axel Blomberg fra Mayhem som trommeslager. Tilgivelse er tilsyneladende ikke alene en kristen dyd.

Dette er første artikel af to.

De to åbningscitater af Mayhems Jørn ‘Necrobutcher’ Stubberud er fra hhv. Jørn Stubberud: ‘Dødsarkiv’ (Aschehoug 2015) og Robert Gjestads artikel “Metal-mørkemenn på Mars” (Aftenposten 1998; citeret i Harald Fossberg: ‘Nyanser av svart’ (Cappelen Damm 2015)).