Tillykke til 1000Fryd!

I forrige weekend fejrede spillestedet 1000Fryd i Aalborg 34-årsfødselsdag. I den anledning havde man tre spændende danske bands på plakaten sammen med crustlegenderne Doom.

Det er efterhånden sjældent, jeg tager til Aalborg. Den Gamle Havneluder, som Carsten Jensen engang kaldte byen, boede jeg en årrække i som yngre studerende. Det var i perioden fra slut-90’erne til midt-00’rne, hvilket vil sige umiddelbart inden, at byens, for nogle af os tiltrækkende, status som Havneluder til dels ebbede ud med den byfornyelse, der i de senere år har hærget også i denne del af Nordjylland. Heldigvis har havnefrontens senere nybyggeri imidlertid ikke fjernet den særlige aalborgensiske magnetisme fuldstændig. Det fandt man forrige lørdag ud af, da 1000Fryd inviterede til fødselsdagsfest.

34 år fyldte DYI-stedet, der ligger på Kattesundet 10, tæt på Tyren på Vesterbro. Ikke at alderen kan ses. Tværtimod ligner 1000Fryd i det store hele sig selv som for tyve år siden. Godt det samme. Med en hverdag i hovedstaden, hvor det meste går stærkt, måske fordi man selv er langsom, er det rart at komme til et sted, hvor tiden på anderledes vis sløver sig opmærksomt af sted. Når den fornyelse, der på den ene eller anden måde vel immervæk alligevel altid får klemt sig frem, i 1000Fryds tilfælde hovedsageligt viser sit glattere ansigt i form af nye højtalere og kabinetter og generel bedre lyd end back in the days, er interiørets glanspolering desuden til at forstå.

Ikke alting går langsomt på 1000Fryd. Når først de beslutter sig for at sætte tempoet op, gør de det med manér. Det satte de sig for under lørdagens fødselsdagsfest, som var den anden aften i træk, hvor spillestedet havde punk og fødselsdagsfejring på programmet. Også fredagen havde stået i veganerlagkagens tegn. Selv var jeg dog interesseret i lørdagens festprogram. Ikke kun fordi veganerlagkagen denne aften var blevet erstattet af en lidt tør, men egentlig ganske velsmagende brunsviger, men selvfølgelig mest fordi lørdagens musikprogram ikke var til at komme udenom.

Rotteræset sat til vægs!
Efter at havde drukket et par Limfjordsportere til tonerne af blandt andet Nirvana-bootlegs og tidlige Soundgarden-numre, var jeg sammen med en mindre, men utrolig frisk skare ved 20-tiden klar til at kickstarte fødselsdagsfesten med den århusianske trio Clean Boys.

Med 18 stive år på banen burde et oprigtigt DYI-punkband som Clean Boys vel egentlig havde spillet på 1000Fryd for flere år siden. Ikke desto mindre fik de denne aften deres debut på Kattesundet 10. Det var på tide, ikke alene fordi de er et band, hvis identitet, der på mange måder spilles frem gennem socialt indignerede tekster, passer perfekt ind på Aalborgs ræverøde spillested, men heldigvis i lige så høj grad, fordi de leverede velspillet 90'er-festpunk, der var hele fødselsdagsfejringen værdig. 

Selvom man savnede en vis alvorsfuldhed i musikken – sådan er man nu engang - var Clean Boys det helt rigtige band at have til at åbne aftenen. I bandstifter Pedro Del Palma har de en frontmand med lokalpunkmiljølegendepotentiale. Om han rent faktisk er en legende i Midtjylland, må stå hen i det uvisse. Som en fattig og underernæret punkudgave af Geddy Lee gav han den imidlertid alt, hvad både seler og livrem kunne tage, både på sin bas samt mellem numrene, hvor han fortalte politiske røvere med mening. Han gav fingeren til stressfaktorsamfundet i nummeret ’The Rat Race’, dedikerede ’Jerk’ til en politiker, hvis navn min ignorantpolitiske røv vist aldrig har hørt om, og var overordnet en god introducerende toastmaster for den fest, der med Clean Boys startede forrygende underholdende.

Midtjylland: Nu med punch!
Da Fright Eye efter en kortere pause gik på scenen, tog musikprogrammet en anden drejning. Fright Eye, der som Clean Boys er fra Århus, er et navn, som i flere år er dukket op på radaren hos denne skribent. Af underlige grunde har jeg imidlertid aldrig fået dem hørt. Ikke før nu. Det er jeg glad for, jeg endelig fik gjort. Fright Eye fyrede skarpe garagepunkskæringer af med kølig attitude og ditto seriøsitet. Bandet var veloplagt, velspillende og lød vedkommende. Derudover fik de det til at se let ud, som de stod der og drak bajere mellem numrene og trak venligt på skuldrene, inden de startede det ene og det andet gode nummer efter hinanden. Selvom bandet virker slacker løsslupne, havde deres koncert denne aften en utrolig energisk nerve.

Selvsikre Tvivler
Også Tvivler havde jeg på forhånd mest hørt om uden rent faktisk at høre meget af deres musik. Flere af mine medskribenter har imidlertid skrevet utrolig flot om dem. Deres to første ep’er høstede begge fulde huse på nærværende site – 5 sorte firkanter fik både deres første og deres anden ep – ligesom de også har fået samme topkarakter for deres koncerter. Så selvom det er sjældent, at denne form for aggressive hardcore med anerkendende nik til især Dillinger Escape Plan kan fange min interesse i ret lang tid ad gangen, var jeg mere end nysgerrig efter at se Tvivler live.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i hypen. Tvivlers musikalske aggressioner har verdensklasseniveau. De var tydeligvis kommet for at give 1000Fryd et nyt røvhul, og i math-hardcorens navn gjorde de stort set alt rigtigt. Bandet spiller sindssygt tæt sammen, og at de rammer det ene skæve break efter det andet så tight, som de vitterligt gør, er drønimponerende. Modsat Clean Boys og Fright Eye fik Tvivler da også en større skare af folk til at flippe ud på en måde, som det ikke var lykkedes midtjyderne. Så selvom heller ikke Tvivler fik gjort mig til nyerklæret fanboy af deres take på emomaskulin hardcore, må jeg have set dem igen. 

Nihilistisk opvækkelse
Som spillested er 1000Fryd en venue, der generelt booker bands, inden de opnår renommé og bliver ”et navn”. Det er sjældent, det er de legendariske navne, der lægger vejen forbi Kattesundet. Skal der fejres fødselsdag, skal der dog selvfølgelig fejres fødselsdag, og med Doom fra England som aftenens hovednavn skal jeg lige love for, at fødselsdagsfesten herefter nåede momentum og legendarisk niveau.

Sammen med Discharge og Amebix kan Doom siges at udgøre en treenighed af punkbands, der har bygget bro mellem anarkopunk og metalmusik og perfektioneret stilen. Sidst, jeg så Doom live, var på Roadburn Festival i 2012, hvor de var inviteret af Voivod, som det år kuraterede en del af festivalens musikprogram. Dengang fik de Yobs Mike Scheidt til at stagedive stort set nonstop under hele koncerten. Doom var godt nok forbi også København en sensommer for et par år siden, hvor de spillede til en festival i Ungdomshuset, men det show blev udsolgt på dagen, og jeg gik forgæves.

Jeg var derfor utrolig glad for at få muligheden for at se dem på 1000Fryd, og Doom var i den grad turen værd. Fra atomkrigsåbneren ’Fear of the Future’ og yderligere 23 numre frem leverede de tunge, arrige paroler bestående af lige dele nihilistiske, politiske og sadistisk opløftende drøvtyggerier, der alt sammen blev vædet ind i en attitude, der med længder gjorde Doom til aftenens mest overbevisende band. Aalborg fik kort sagt den skalle, vi allesammen havde håbet på.

En superbooking af 1000Fryd!

Tak for fødselsdagsfesten og hjertelig tillykke.