Et metalmiljø uden blasfemi?
PopulærVi bringer her, i anledning af regeringens nylige lovforslag om forbud mod skæmmelse af religiøse genstande, et læserindlæg af Thorbjørn Jacobsen, som er Europa-Parlamentskandidat for Liberal Alliance.
Lovforslaget skal dæmme op for uroligheder og afværge politisk pres fra udlandet samt forsøge at mindske terrortruslen mod Danmark. Det indebærer et forbud mod det, der kaldes "utilbørlig behandlng" af religiøse genstande som toraen, biblen og koranen, men hvordan stiller det ytringsfriheden generelt, og hvordan stiller det metalscenen? Det er spørgsmål, vi gerne vil dykke mere ned i, og vi lægger her ud med at bringe dette indlæg af Thorbjørn Jacobsen, som vi tidligere har stillet ti hurtige spørgsmål om hans forhold til metal. Flere partier har ligeledes meldt ud, at de er imod lovforslaget, og da TV-avisen spurgte justitsminister Peter Hummelgaard (S) om konsekvenserne for metalscenen, undlod han at svare fyldestgørende på det. Vi håber derfor, at debatten om lovforslaget ikke stopper her.
Et metalmiljø uden blasfemi?
Af Thorbjørn Jacobsen, ingeniør og Europa-Parlamentskandidat for Liberal Alliance
Den nye blasfemi-paragraf er strengere end den gamle. Fx er strafferammen nu op til to års
fængsel - det er seks gange hårdere straf i forhold til den gamle lovs fire måneder. Kunstnere
undtages ikke fra regeringens nye blasfemilov, og derfor skriver jeg dette politiske læserbrev i et
metal-magasin. For regeringens lovforslag risikerer at ramme koncertoplevelser hertillands.
Metalmiljøet risikerer især at blive ramt af de nye regler mod ”utilbørlig behandling af genstande
med væsentlig religiøs betydning”. Der findes utallige sådanne tilfælde i metalkulturen. Jeg har
selv bevidnet Marilyn Manson rive sider ud af en bibel på Roskilde, og Powerwolfs teatralske
sceneshow vil givetvis også kræve en dommer for at afgøre, hvad der er forhånelse … og så er vi slet ikke begyndt at tale om Behemoth, Belphegor og diverse black metal-bands.
Men nu vi er ved Behemoth, så var Nergal igennem en retssag for at rive sider ud af biblen under et show i Polen i 2007. Han stod til to års fængsel men blev frifundet, fordi det skete som del af en kunstnerisk begivenhed. Sådan en udvej findes ikke i den nye danske lovgivning, og derved bliver vores nye regler strammere end i det konservative og strengt katolske land Polen. Med disse stramninger er regeringens “nålestiksoperation” udført med alt andet end den lovede “kirurgiske præcision”. Der skydes med spredhagl, og de nye paragraffer er en trist regression i retning mod middelalderen. Samtidig efterlader vi vore principfaste svenske naboer i en udsat position, når vi herhjemme stikker halen mellem benene over for lande, hvor man hænger homoseksuelle, undertrykker kvinder, forfølger og dræber kristne, fængsler politiske modstandere og sponsorerer terror. Det er kujonagtig adfærd på den udenrigspolitiske scene for
at købe sig til et øjebliks fred.
Men kujonens fred er kort og frygtfuld, for bøllerne har spottet vores svaghed. At regeringen giver køb på grundlæggende frihedsidealer for at mildne totalitære kræfter vil kun afføde flere krav og flere trusler om vold. Vi har taget et stort skridt i den forkerte retning, og regeringen har begået en kæmpe brøler ved at give efter for truslerne. Vi bør hellere arbejde for at udbrede vores frihedsrettigheder i verden end at indskrænke dem herhjemme.
Nogle bands vil nu skulle censurere deres show, når de optræder i Danmark. Alternativt risikerer de fængselsstraf for en offerløs forbrydelse, i tilfælde at de har udført “utilbørlig behandling” af religiøse symboler, som de selv har købt og betalt til lejligheden.
Jeg vil derfor opfordre festivalarrangører og koncertbookere til at overveje, hvilken indflydelse det vil have på deres program fremover. Er der bands man ikke vil booke? Vil man stille krav til sceneshowet for at undgå repressalier? Hvordan vil man sikre at disse krav overholdes? Du kan også selv meditere lidt over, hvad de nye regler får af betydning for lige præcis dine yndlingsbands’ mulighed for at udfolde deres kunst på dansk jord. Regeringens skammelige adfærd kommer til at ramme hele metalmiljøet.
Thorbjørn Jacobsen, ingeniør og kandidat for LA