Genset: Vanvid og mystik

Mayhem Odense 2001

Da Mayhem med 16 års forsinkelse gav deres første koncert i Danmark, skar forsanger og publikum sig til blods. Vi ser tilbage på et af de øjeblikke, hvor metal var reelt farlig.

Kunstner
Spillested
Dato
02-03-2001

Mayhem. Det legendariske og sagnomspundne band fra Norge. Bandet, hvor forsangeren Dead tog sit eget liv, og guitaristen Euronymous tog billeder af liget, som senere blev coveret på en liveplade. Inden da blev Euronymous dog selv dræbt af en rival fra et andet band, der sørme havde spillet bas på Mayhems debutalbum, 'De Mysteriis Dom Sathanas'. Hvis ikke man allerede har hørt historien, så har man levet under en sten.

Det var tumultariske år i Norge i halvfemserne, og metal var gravalvorligt. Kirkebrandstiftelser, selvmord, mord internt i miljøet og mord på en homoseksuel mand var blandt de voldsomme begivenheder, der fik sat miljøet og genren black metal på verdenskortet. Mayhem brugte den sidste halvdel af halvfemserne på at komme til hægterne. Der skulle findes en ny forsanger, ny guitarist og i det hele taget en ny identitet. Debutpladen blev udgivet i 1994, og først tre år senere, i 1997, kunne de følge op med EP'en 'Wolf's Lair Abyss'. Trommeslager Jan Axel 'Hellhammer' Blomberg og bassist Jørn 'Necrobutcher' Stubberud havde fået følgeskab af guitarist Rune 'Blasphemer' Eriksen og den nye forsanger Sven-Erik 'Maniac' Kristiansen. 

I år 2000 var de så endelig klar med en opfølgning på den skelsættende, mytiske og isnende kolde debutplade fra 1994. Titlen var 'Grand Declaration Of War', og pladen havde en due på coveret, der lå fastklemt i pigtråd. Hvis nogen havde troet, at årene havde mildnet Mayhem, så var stilen og budskabet ret klart. Alt var stadig bistert, ondt og farligt. Inspireret af den tyske filosof Friedrich Nietzsche, der nok er kendt for bl.a. at erklære at Gud er død, men som bestemt også havde andre værker på samvittigheden. Bl.a. bogen 'Afgudernes Ragnarok', eller 'Twilight Of The Idols', som den hedder på engelsk. En titel som et andet norsk band med masser af kontroverser bag sig har opkaldt en plade efter, nemlig Gorgoroth, der med forsanger Gaahl udgav den plade i 2003, hvor de også blev populære for at være imod religion. Også Bathory havde tilbage i 1991 fundet en virilitet i Nietzsches filosofi, der formede deres 'Twilight Of The Gods' – det sidste album i vikingetrilogien fra det band, der havde lagt grunden for black metal.

Mayhem og Nietzsches parløb var tydeligt på 'Grand Declaration Of War'. Den tyske filosof kaldte nemlig selv 'Afgudernes Ragnarok' for en krigserklæring, og såvel titler som tekster på Mayhems plade var åbenlyst lånt fra værket.

Skarpe knive og brændende kød
I foråret 2001 kunne Mayhem omsider tage på turne efter et årti med en omtumlet tilværelse i hjemlandet. Det bragte dem forbi Danmark, hvor de 2. marts gav deres første koncert på dansk jord på Rytmeposten i Odense. Det var bidende koldt den fredag aften i marts måned, men der var en god atmosfære. Folk så virkelig frem til endelig at se Mayhem spille live. Godt nok var Dead og Euronymous ikke med mere, men det var trods alt Necrobutcher og Hellhammer fra det oprindelige line-up. De lagde fra land med introen 'Silvester Anfang' fra deres EP 'Deathcrush', og så gik koncerten ellers i gang med velkendte klassikere fra 'De Mysteriis Dom Sathanas' som 'Freezing Moon' og en masse nye numre fra 'Grand Declaration of War'.

Forrest på scenen havde Mayhem hængt nogle grisehoveder op i stativer og viklet dem ind i noget cellofan, der kunne brænde. Hovederne blev antændt, og så lugtede det af brændt hud resten af aftenen. Forsanger Maniac fik i den grad gjort opmærksom på sig selv. Han havde en stor kniv i bæltet, som han trak op og fægtede med. Okay, tænkte undertegnede. Lidt teater. Men sørme om så ikke han stak den ned i venstre underarm og trak igennem. Blodet flød, og chokeffekten var til at tage og føle på. Koncerten fortsatte ufortrødent, og han brølede videre, mens dråberne forlod armen og gjorde scenegulvet vådt. Pludselig var den oprindelige forsanger i Mayhem, svenske Per Yngve 'Dead' Ohlin jo på scenen. I hvert fald i ånden. For det var netop noget af det, der gjorde Mayhem så berygtet i halvfemserne. At Dead skar sig selv til blods på scenen. Sørme om ikke arvtageren gør præcis det samme 10 år senere!

Vanvid og mystik
En fra publikum følte sig så grebet af øjeblikket, at han hoppede op på scenen, og på en eller anden måde fik han fat i kniven og begyndte også at skære i sin arm. Det blev ikke nær så alvorligt som Maniac, men det var alligevel nok til, at personalet lige måtte få ham ned fra scenen, og Maniac kunne få sin kniv igen. 

Senere hamrede Maniac kniven ned i et af de afbrændte grisehoveder. Han svingede kraniet rundt, og pludselig smuttede det af kniven og blev slynget ud blandt publikum. Enten undervejs eller mens det blev smidt rundt som en badebold, var der en anden publikummer, der fik grisehovedet lige midt i ansigtet og måtte sunde sig lidt over den episode. Der var således masser af drama, og nordmændene tordnede bare videre i deres musik. Uden mimik sluttede koncerten, Mayhem gik bare af scenen, og vi så ikke mere til dem. Deres entre i Danmark var fyldt med vanvid og mystik. Måske endda lidt mere end man havde ventet.

Om natten stod den ungersvend, der fik afprøvet Maniacs kniv, og viste sine sår frem til andre på perronen, mens alle frøs og ventede på et tog hjem. Det var noget af en aften. Selvom det var en del år siden, black metal havde været rigtig farlig i Norge, så var der stadig noget galskab tilbage.

De utilregnelige øjeblikke
Og mens det alvorlige i black metal, satanisme og vanvid i dag er afløst af frygtelig gøgl med øl, hvor alkoholprocenten er 6,66, og pizzaer med pentagrammer i hvidløgsdressing, så var det rent faktisk farligt dengang for 20 år siden. Siden da er alvoren stille og roligt aftaget til det lavpunkt, vi er nået nu med hygge og fælleskrammere.

Der har dog været enkelte tilfælde på de skrå brædder i Danmark, hvor metallen momentært var farlig. I Aarhus spillede Exodus tilbage i 2010 på Voxhall sammen med Kreator, Death Angel og Suicidal Angels. Forsanger Rob Dukes var vred og havde ikke meget til overs for en fuld fan, der ville op på scenen og kramme. Han skubbede ham væk, og den fulde fan faldt bagover. Han blev sur og konfronterede Dukes med dette, hvorefter forsangeren gav den fulde fan nogle på munden, så han til sidst væltede ind i trommesættet. 

Eller da Satyricon spillede på Copenhell i 2018. De spillede på Pandæmonium, og vi kaldte da også koncerten for 'Pandæmonium på Pandæmonium', da det var lige ved at kamme over. Publikum i pitten havde en ekstra aggressiv energi den aften, og da koncerten nåede sit højdepunkt med bl.a. hittene 'Mother North' og 'Fuel For Hatred', var det, som om publikum fik tanket op på lidt had, for her var moshpitten ikke kun godmodig og venlig. Sikkerhedsfolkene måtte lige tale med et par stykker, der gik lige vel korporligt til værks mod, og ikke med, de andre i midten af den hvirvelvind, der er mosh- og circlepit. Vi stod og så og mærkede det hele i orkanens øje, og det var sådan en stemning, der balancerede på en knivsæg.

Der er dog langt imellem de øjeblikke og koncerter. Det sker i ny og næ, som på Copenhell i 2014, hvor Watain gik på scenen i et hav af ild og tændte fakler. Forsanger Erik Danielsson kaster en fakkel ud over scenekanten. Den er vist tiltænkt en af siderne af scenen, men grebet smutter før tid, så den ryger direkte ud blandt publikum. Det kunne være blevet farligt men blev det ikke rigtig. Faklen rammer en skulder, falder til jorden og bliver trampet ud.

Teatertorden
Sådan har publikum og bands gennem de sidste årtier trampet alt det farlige ud af metal. Chokeffekterne fordampede stille og roligt i halvfemserne, da man fandt ud af, at de farlige tekster i døds- og black metal mestendels var teatertorden og drengestreger. Lyrik og grafik var inspireret af film og tegneserier i horror-genren. Kun nogle ganske få mente det alvorligt, gjorde alvor af det, og så døde det bogstavelig talt ud med de få, der virkelig tog musikken og det farlige seriøst. Musikere som Jon Nödtveidt fra Dissection, der, ligesom den oprindelige forsanger i Mayhem, Per Yngve 'Dead' Ohlin, endte med at tage livet af sig selv.

I dag er metal ikke farligt. Det har stadig det barske image og den hårde lyd. Men der er langt mellem de farlige øjeblikke. Mystikken er forsvundet. Det kan man godt i svage øjeblikke savne.

Det var et voldsomt antiklimaks at se Mayhem på Voxhall i 2008, hvor forsanger Attila Csihar stod og dryppede sand og appelsinjuice udover en globus i skæret af en håndfuld fyrfadslys. Der var lige pludselig langt til Rytmeposten og Odense i 2001. Her 20 år senere var det endda meningen, at Mayhem atter skulle have givet koncert i Danmark. Præcis 7. marts 2021 var det planlagt, at de skulle spille på Voxhall igen. Men ak, ikke nogen mulighed for lidt farlig musik fra Norge 20 år senere. Det var der en anden, mere flygtig fare, der satte en stopper for.

Men tør man håbe på, at der kommer lidt af det farlige tilbage, når engang pandemien aftager, og der igen bliver mulighed for at gå til koncert? Metal var engang farlig. Har i flygtige øjeblikke været det. Der går bare langt mellem de øjeblikke, og det er sjældent musikerne, der gør det mere. Det er erstattet af familievenlig underholdning. 

Det tætteste, vi kommer en filmoptagelse fra koncerten på Rytmeposten i marts måned 2001 er en video fra franske Marseilles. Der gav Mayhem koncert 24. september 2000 og pladeselskabet Season of Mist har udgivet hele det show og lagt det på YouTube.



Der er ingen koncerter i den nærmeste fremtid som følge af coronavirussen. Men på Devilution ved vi heldigvis godt, at vi allerede har set alt, hvad der er værd at se, og at al musik var bedre i gamle dage. Derfor benytter vi karantænen til at se tilbage på de koncerter, der enten var skelsættende for os eller skulle vise sig at blive historiske. Dette er ottende artikel i den nye serie Genset.

Læs resten af serien her.