Legender til Copenhell 2020

2018-0605-21350400-47-1528270519

Legendariske Iron Maiden vender tilbage til Refshaleøen i 2020 og giver deres anden koncert på festivalen i Copenhells historie.

Kunstner
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Iron Maiden er på deres 'Legacy of the Beast'-turné. Det har de været i et par år efterhånden. En turné, der bl.a. har bragt dem forbi Royal Arena sidste sommer, hvor de gav en metallisk historietime. Bagkataloget blev i dén grad gået igennem for hits, og der var skruet op for showet. Det bliver der helt sikkert også, når de indtager Helviti-scenen i juni måned næste år.

Bandet har været forbi Copenhell før. Det var i 2014, hvor festivalen for første gang sikrede sig bandet og flyttede festivalstarten til en onsdag for at få enderne til at mødes. Den gang var det på 'Maiden England World Tour', hvor de fejrede pladen 'Seventh Son of a Seventh Son'. Nu her seks år senere har de turneret med deres 16. plade 'The Book of Souls', og tiden er inde til nogle år med klassikere. Copenhell 2020 når lige akkurat at få det show med.

Og det er ikke, fordi Iron Maiden har ligget på den lade side. På denne 'Legacy of the Beast'-turné har de spillet for op mod to millioner fans fordelt på 39 lande siden starten i 2018, hvor Royal Arena som sagt var et stop på vejen. Siden har de været for ganske nylig været på Rock in Rio for fjerde gang. Det var her i oktober måned 2019, hvor de spillede for omkring 100.000 mennesker. Helt så mange kan der næppe presses ind foran Helviti-scenen på Copenhell til sommer, men med Iron Maiden på programmet bliver der med garanti rift om billetterne.

Forsanger Bruce Dickinson elsker, at de har det helt store show med rundt. Og selvom vores anmelder syntes, det tog lidt overhånd i Royal Arena sidste sommer, så kan vi nok regne med, at de ikke har tænkt sig at skalere ned på det ude på Refshaleøen.

Det bliver Iron Maidens 22. koncert i Danmark siden deres første besøg i Brøndby Hallen tilbage i oktober måned 1980. Dengang spillede de 8 sange. Selvom de bandmedlemmerne i mellemtiden er blevet 40 år ældre, så gearer bandet ikke ned. Tværtimod. Forvent dobbelt så mange sange på Copenhell i 2020, et kæmpe show og en fejring af en karriere og et band, der har en helt særlig status. Vi glæder os allerede til endnu en tur med Bruce, Steve og ham dér Eddie!