Metaldiktator: Uriah Heep - Look at Yourself
Som optakt til årets Copenhell, hvor de britiske veteraner Uriah Heep spiller for første gang, bringer vi en metaldiktator for et af bandets store albums.
I Wanna Be Free 3:59
July Morning 10:36
Tears In My Eyes 5:02
Shadows Of Grief 8:40
What Should Be Done 4:13
Love Machine 3:37
Uriah Heep på Copenhell.
Nogle vil garanteret spørge, om Heep fortsat har nogen som helst relevans i 2024, og mange vil muligvis udbryde ”Uriah Heep – hvem”?
Det sidste er bandet vant til – også i en grad, at det i en periode havde en officiel t-shirt, hvor der stod ”Uriah who?” på den ene side og på bagsiden ”Uriah f**king Heep, that's who!”
Men Uriah Heep var et af de helt store hard rock-bands i begyndelsen af halvfjerdserne. Ja, det er længe siden, men musikken fra dengang holder, ligesom meget af bandets nyeste udgivelser er af ganske høj karat.
The Big Four
De første fem år af halvfjerdserne talte man om ”The big four” inden for heavy rock eller ”betonrock”, som vi sagde i Danmark. Det var Led Zeppelin, Black Sabbath, Deep Purple og Uriah Heep. Ser man på verdensplan var Uriah Heep nok lillebror i familien, men ser man isoleret set på Norden og Tyskland, så var billedet lidt anderledes. Der er ingen tvivl om, at i Norden var Deep Purple og Uriah Heep i perioden mere populære end Led Zeppelin og Black Sabbath. Især i Norge og Finland havde Uriah Heep rigtig godt fat. ’Look at Yourself’, som er genstand for denne Metaldiktator, nåede ifølge Wikipedia en førsteplads på albumhitlisten i Finland og en 14. plads i Norge. Danmark havde endnu ikke helt fået øje på Uriah Heep, men det skete senere, hvor efterfølgeren ’Demons and Wizards’ fra 1972, som opnåede en syvendeplads i Danmark. Endnu bedre gik det for pladerne ’The Magician's Birthday’ og ’Wonderworld’, som opnåede henholdsvis en femte- og en tredjeplads i Danmark. Det var tider dengang, hvor der var rockmusik på hitlisterne herhjemme.
Begyndelsen
Uriah Heep er altså et britisk band. Og ja, det er et veteranband dannet helt tilbage i 1969 af guitarist Mick Box, forsanger David Byron og bassist Paul Newton. På de første tre albums var der fire forskellige trommeslagere, så der var konstant udskiftning. Forud for udgivelsen af debutalbummet kom keyboardspiller og guitarist Ken Hensley med i bandet, og blev hurtigt den centrale sangskriver i bandet. Han er dog ikke krediteret som sangskriver på debutalbummet ’...Very 'Eavy ...Very 'Umble’ fra juni 1970. Debutalbummet er en lidt blandet omgang med noget bluesinspireret rock og progressiv rock, men så også lige med sangen ’Gypsy’, hvor Box virkelig har fået kreeret et af de allerfedeste hard rock-guitarriffs.
Man havde travlt i halvfjerdserne. Allerede i januar 1971 var opfølgeren til debutalbummet klar. Albummet ’Salisbury’ var en ambitiøs udgivelse. Udover bandets halvakustiske signatursang ’Lady in Black’, sunget af Ken Hensley, og som mærkværdigvis blev et kæmpehit i Tyskland seks år senere, gav bandet sig også i kast med den over 16 minutter lange titelsang. Et nærmest symfonisk værk med et orkester med træ- og messingblæsere.
Look at Yourself
Og så kommer vi endelig til det album, der skal hyldes her. Det har været svært at vælge, men ud fra de forventede metalpræferencer hos Devilution er albummet ’Look at Yourself’ måske det album, der har den mest gennemgående metaliske hardrock-tyngde i forhold til efterfølgende albums, hvor de progressive elementer i højere grad sneg sig ind, inden en mere traditionel melodiøs hard rock i højere grad blev dominerende.
’Look at Yourself’ udkom blot otte måneder efter ’Salisbury’. Coveret var ret genialt, da det ud over titel og et par øjne bestod af en sølvfolielignende baggrund, så man netop kunne se på sig selv. Ud over Byron, Box, Hensley og Newton er der på dette tidspunkt trommeslager Iain Clarke.
Albummet begynder med titelsangen. En Hensley komposition, der sættes i gang med en bastant rytme og markante keys, hvor sangen er kendetegnet ved mange korsekvenser. Et sted, hvor Uriah Heep skiller sig ud fra de øvrige i ”Big Four” ved, at alle medlemmer synger kor. En tempofyldt sang med god guitar solo – og lidt bemærkelsesværdigt ved titelsangen er, at det ikke er forsanger David Byron, der synger for. Han må nøjes med kortjansen, mens Hensley er på leadvokal.
’Look at Yourself’ er fortsat ofte i sættet, når Uriah Heep spiller live. Den er med i det sæt, som bandet i øjeblikket spiller i USA, hvor bandet er dobbelt headliner sammen med Saxon – så der er en god chance for, at den er med på Copenhell.
Det er desværre stort set umuligt at finde noget videomateriale fra udgivelsestidspunktet. Der er noget live, men det er ikke med samme besætning, men til gengæld med de to nye på trommer og bas, som var i bandet på den efterfølgende udgivelse. Og live er også så meget sagt. Ofte er det studielyd, og filmklippene er elendigt redigeret og kan ligeså godt være fra en helt anden sang.
Anden sang på albummet – ’I Wanna Be Free’ – er ligeledes en Hensley komposition. Efter en bastant intro skrues der ned i første vers, men der er ikke tale om en ballade. Tempoet er sænket i forhold til første sang, men blot til den tungere side. En sang, som ret hurtigt gled ud af sætlisten til koncerter, men en fin sag, der giver albummet noget diversitet.
’July Morning’ er en episk sang på over 10 minutter. Skrevet af Hensley og Byron, og den viser Byron fra hans allerbedste side. Sangen bygger stille op, men vokser i lyd og bliver henad vejen mere og mere intens. Den viser en del af bandets rejse hen imod den mere progressive stil, der vil præge de næste tre albums. Du får en fremragende guitar- og keyboardsolo, hvor de tydeligvis havde fået øjne og øre for en ny ting – synthesizeren. Manfred Mann fra Manfred Manns Earth Band er hentet ind til at folde sig ud i sangens slutning.
Uriah Heep spiller fortsat 'July Morning' til koncerten – en live-staple, der næsten med garanti vil være med på Copenhell. Her med studielyd og livebilleder fra året efter.
Albummets side to begynder med en ganske heftig rocker. Hensley har for en stund rejst sig fra keyboardet og spiller slideguitar på sangen ’Tears in my Eyes’. Endnu en Hensley komposition, og en gedigen banger af slagsen, med fuld fart over felt. Godt guitarspil mellem Box og Hensley og fornemme basløb. Her i en omgang sammenblanding af studie- og koncert fra en koncert i Japan et par år senere.
Hvis ’Look at Yourself’ ikke allerede var et fremragende album, så bliver det i den grad cementeret med sangen ’Shadows of Grief’. Her fornemmer man, hvorfor King Diamond er fan – ikke mindst af David Byron. Byron og Hensley er komponister, og der sættes fra med turbo i en sang med mange stykker, hvor tempoet og intensiteten hele tiden skifter gennem 8 minutter og 39 sekunder. Keyboardsekvenserne er symfoniske, og Boxs guitarsolo er eminent. Sangen viser igen, at Uriah Heep var det mest progressive og varierende af de ”fire store”. Måske derfor, at bandet aldrig fik samme succes i England og USA som de øvrige.
Der findes ikke noget video med sangen ud over en ganske unik og sjælden livevideo med den nuværende version af bandet fra en koncert i Sverige i 2018. Det er desværre meget sjældent, at Heep spiller sangen mere.
Vi nøjes med lyden her.
Sangen ’What Should Be Done’ er albummets eneste egentlige ballade. Igen en Hensley kompositon, hvor hammondorglet er skiftet ud med klaver på en enkel, men ganske sjælfuld sang. Sangen viser også, at Box mester lidt loungede licks på guitar.
Som sidste sang på albummet skrues der igen op for tempoet i en hurtig hard rocker. ’Love Machine’ er skrevet af Box, Byron og Hensley, hvor især Boxs input kan høres.. Der er konstant små leads og licks, der popper op – en lækker, lille, festlig afrunding på pladen.
Endnu en gang må vi undvære billeder til musikken.
Senere
Efter udgivelsen af ’Look at Yourself’ gik Newton og Clarke ud af bandet, og blev erstattet af Gary Thain på bas og Lee Kerslake på trommer. Med den besætning indspillede Uriah Heep fire albums og det var bandets mest succesrige periode.
Herefter blev Thain fyret på grund af misbrug og døde senere samme år af sit heroinmisbrug. Ind kom John Wetton fra King Crimson, og det holdt yderligere to albums, inden han skred igen samtidig med, at David Byron blev smidt ud af bandet i 1976 på grund af sit problematiske alkoholmisbrug og svigtende præstationer. Byron døde i 1985.
1980 skred så også Ken Hensley. Han kom senere til sydstatsbandet Blackfoot i en kort periode, og har senere udgivet en række soloalbums frem til sin død i 2020.
Nu er kun Mick Box tilbage i Uriah Heep. Og sådan har det været i mange år. Man bandet er still going strong, og udgiver fortsat nye albums. Der har været ups and downs, og især i starten af nullerne var det sløjt med en 10-årig tørke mellem albums. Men efterfølgende er der kommet tryk på. Bandet turnerer intensivt på trods af, at Mick Box fylder 77 år i juni, og bandets seneste album ’Chaos & Colour’ fra 2023 nåede en helt ubegribelig fjerdeplads på Tysklands officielle albumhitliste. Den højeste placering i Tyskland af samtlige 25 studiealbums.
Så tag godt imod Uriah Heep, når bandet gæster Copenhell næste måned!