Ugens bandbillede: Bad Religion
Ingen Bad Religion-sang kan gøre dit liv komplet. Men deres seneste promobillede kan få dig til at føle dig lidt mere cool til sammenligning.
Der har aldrig været noget at grine af hos Bad Religion. I 41 år har de set verden være af lave omkring sig, de har skrevet sange, der skulle stoppe krige, som ikke stoppede alligevel, de har beskrevet det moderne menneskes dybe eksistentielle kvaler og dets overfladiske livsførsel, og folk er blevet ved med at være dummere end dem.
Det er også let nok: Greg Graffin har en ph.d. i noget og alvorlige briller. Hey, Bad Religion har lavet en split-7", som ikke var med Agathocles, men med Noam Chomsky. Ham, familien fejrer i 'Captain Fantastic' i stedet for jul, du ved, en fyr, der er endnu mere sur over alting end Bad Religion.
Bad Religion, de er alvorlige. Selvom de har pointeret, at det, de laver, altså bare er punkrocksange. Ingen staffage, intet show, bare variationer over den samme to minutter lange sang med vokalharmonier og smæk på i 41 år.
Så når Bad Religion får taget billeder, skal de afspejle den indstilling. Ikke nogen fancy lyssætning, ikke en eller anden heavy kulisse, ingen make-up, ingen kostumer. Bare en flok Kloge Åger med noget på hjerte. Hver gang. År ind, år ud.
At studere et nyt bandbillede af Bad Religion er med andre ord lidt som at høre én af de plader, Kent plejer at anmelde: Det er ikke rigtig til at kende forskel. En gang imellem skifter de trommeslager, og ellers bliver de bare ældre og ældre som os andre.
Men forklar mig alligevel det her seneste billede af Bad Religion: Hvorfor vil Mike Dimkich så gerne ligne Brian Baker, at det ikke er til at kende forskel på dem? Er det, fordi han gerne vil have folk til at tro, han er lige så sej som et tidligere medlem af Minor Threat? Vil han gerne have os til at glemme, at han før Bad Religion var med i verdens mindst punkrock band nogensinde, The Cult? Hey Mike, kan du spille 'Wildflower' for os?
Så er der Mr. Brett. Det tilbagetrukne medlem, der hellere vil sidde derhjemme og tælle punkrockmillioner fra Epitaph end tage med ud at spille sammen med de andre. Hvorfor ser det ud, som om han er på vej ud at spise en god frokost på en ny italiensk restaurant i midtbyen, inden ham og konen skal på galleri, hvor én af hendes veninder udstiller?
Hvorfor er der ingen, der har fortalt ham den nye lejetrommeslager, at det ikke var meningen, at nogen af dem skulle smile på billedet? Højst overbærende?
Der er også et spøgrsmål om den setting, som vi helst skulle glemme alt om, fordi det skulle handle om Bad Religion og verdens af lave-hed: Hvor varmt er der i fotostudiet? Jay Bentley er i korte ærmer, Mike Dimkich har en flyverlæderjakke på. Er det, fordi han lige har fået den og rigtig gerne vil vise den frem? Var Jay Bentley kommet til at tage en virkelig grim jakke på, da de skulle fotograferes, og derfor skal han stå bagerst, så han ikke falder ud? Men fordi han er den flotteste af dem, kan man alligevel ikke undgå at lægge mærke til ham.
Og Greg Graffin. Punkrockens gode samvittighed. Er han ved at falde?
Se flere bandbilledanalyser her.