Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WMMF ´22: Den store guide

Updated
WMMF 2022
Gorgoroth
Sodom
Dødheimsgard
Witch Cross
Arcturus
Impalers
Craft

Endelig er det tid til vinterudgaven af Metal Magic Festival på Eksercerhuset. Et program med slag både fra det lokale opland og mere velkendt navne fra den nære omverden –  vi guider dig op til weekendens strabadser i det jyske.

Spillested
Dato
20-10-2022
Forfatter

Sidste år testkørte Metal Magic Festival et nyt spillested i byen, da Eksercerhuset blev introduceret under pandemien for det metalhungrende publikum. Den store sal blev taget varmt imod med alt, alt for mange stole i rummet, fordi Covid og alt det der, men det er gudskelov so last year, og her er vi så lige på trapperne til igen at indtage de gamle kasernebygninger i metallens navn.
Programmet byder både på velkendte toner fra fortiden og mere ukendte indslag fra undergrunden, og for at få dækket hullerne guider vi dig her igennem det første år på Winter Metal Magic.

Torsdag
Den første dag er først og fremmest et warm-up arrangement, så man kan blive behændigt ført ind i omgivelserne med tre hårdtslående indspark. Først snakker vi det dugfriske, crusty foretagende Stikkersvin, som debuterer i live-sammenhæng med crusty black metal af den smadrede, dansksprogede skole. ’Kælderens Barn’, deres demo fra sidste år, er en glimrende, kortfattet intro til deres kradsbørstige univers, så længe vi stadig venter på, at deres debut kommer på gaden næste år.
Foretrækker du din metal mere klassisk med twin leads og power, så er Pectora også et forfriskende, bombastisk indslag med indlagte skråle-vibes, læder, nitter og showmanship, som dengang far var ung – klemt inde som den melodiske overgang, inden Strychnos over 25 år efter dannelsen endelig er klar til at præsentere deres debutalbum, ’A Mother’s Curse’ – så mon ikke en del af de nye dødsskæringer bliver prøvekørt til lejligheden, mens pladen kan erhverves, 14 dage inden den officielle udgivelse, i merchboden efterfølgende.



Fredag
De fleste vælger dog nok at gemme krudtet til fredagen, hvor festivalen for alvor kommer i omdrejninger. Impalers er tilbage for en enkelt bemærkning med thrash-musklen godt pumpet op til lejligheden, nu hvor deres forbilleder fra Sodom spiller senere på aftenen. Byens lokale rock-kendis Søren Andersen følger efter med svedige guitarlicks og instrumental rock-trylleri, som Steve Vai kunne have skåret den i sine velmagtsdage, mens der straks kommer helt andre boller på suppen med The Rite, det efterfølgende samarbejde mellem sanger Ustumallagam (Denial of God) og det italienske doom-orkester Black Oath. Et spændende foretagende med vægtig inspiration både fra de tunge og de ekstreme dele af 80ernes metalscene, som hørt på deres forrygende, rallede debut-fuldlængde fra 2020, ’Liturgy of the Black’.
Apropos 80erne, så er der også godt i vente for dem, der måtte have overset, at Danmark havde andet at byde på end Mercyful Fate og Pretty Maids dengang i tidernes morgen, når Witch Cross derefter gæster Eksercerhuset med catchy heavy metal-bangers og sololir en masse, bl.a. flankeret af deres tidligere forsanger og sidenhen folkekære radiokendis, Alex Nyborg Madsen.



Foretrækker du din metal mere sort og misantropisk, så kan du trygt glæde dig til første gang, svenske Craft gæster Danmark. De har ellers over tyve år på bagen, men deres rallende, primale black har aldrig fundet et ordentligt fodslag på denne side af Øresund – og er der nogen rimelighed i verden, så bør denne koncert bestemt ændre på dette. Er du ubevandret i Craft-universet, så er ’Void’ et godt sted at starte.
Sodom runder førstedagen af som et af de største navne indenfor den teutoniske thrash. Med den ølglade sanger Tom Angelripper i front har de holdt fanen højt siden 1982 med fræsende thrash-perler som ’Persecution Mania’ og ’Agent Orange’. Sodom har desuden haft en betydelig indflydelse på black metal-scenens udvikling i deres spæde år, og så har de jo vist nok også skrevet den der hyldest til napalm, som Impalers er så glade for….



Lørdag
Til at tørre søvnen ud af øjenkrogene fra morgenstunden har Steel Inferno fået æren af at varme folket op kl. 14 med en slagkraftig dosis gammelskolet heavy metal – og mon ikke vi får serveret et par dugfriske toner fra deres nye skive, ’Evil Reign’, som udkommer dagen forinden.
For det mere søgende øje kan man også en time senere se frem til mere cinematiske lydbilleder i Gösta Berlings Saga-stilen med danske SPEkTR, inden Undergang fyrer op for den ekstremt rådne død, de mestrer til hudløshed.
I black metallens mere grænsesøgende afkroge finder vi kl. 18 norske Dødheimsgard, som efter de første, mere konventionelle plader skruede op for maskinerne og galskaben på ’Satanic Art’-EPen og den forrygende, ikke så lidt matrix-virusinficerede efterfølger ’666 International’. De har dog tidligere i Metal Magic-regi holdt sig til de helt tidlige skiver, så vi må afvente i spænding, om deres skizofrene udvikling sidenhen bliver tilgodeset her i aften.



Det er svært at finde nogen mere oplagte til at følge efter Dødheimsgard end deres landsmænd fra Arcturus. Et sært, men fascinerende foretagende, der ligeledes lagde ud i mere traditionel black metal-ånd, men hurtigt skiftede radikalt kurs på den avantgarde teatralske ’La Masquerade Infernale’ (1997). ICS Vortex (Borknagar, ex-Dimmu Borgir), der har været deres faste mand i front de sidste 15-20 år,  kan have sløje dage, såsom vi oplevede lidt af på Brutal Assault for et par måneder siden – men han vinder som regel det hele hjem på excentrisk flagren og en stemmepragt, der er de færreste metalsangere forundt, og Arcturus er på mange måder i en spacy liga for sig selv.
Senere på aftenen står den på død af den britiske skole med Benediction. Det var især ’Transcend the Rubicon’ (1993), der satte dem på verdenskortet dengang med deres buldrende stenalder-primaldød, ikke ulig hvad vi kender fra Asphyx, Bolt Thrower og den skole. Sidenhen har kvaliteten været lidt mere slingrende, men stilen er forblevet intakt, og som flere af os nok bevidnede i sommers, så kan Dave Ingram & co stadig levere døden råt for usødet fra scenekanten.
Sidst, men så absolut ikke mindst, lukker vi ned for årets festival med Gorgoroth, som fejrer sit 30. år med en jubilæumskoncert, der forhåbentlig kommer godt rundt i afkrogene hele vejen fra ’Pentagram’-debuten til nyklassikere som ’Quantos Possunt ad Satanitatem Trahunt’. Gorgoroth gør sig ikke i pæne indpakninger, så foretrækker du din black ond og og primitiv, så kan du trygt se frem til en gusten natteseance med Infernus & co.



Der er med andre ord nok at grave ned i på årets program – og når nu der kun er én scene til rådighed, så kan man dårligt komme med pauvre undskyldninger for at glippe noget undervejs, så kom og støt op om en stærk, ny festival i det jyske – hvis da ikke du allerede har afsat dig selv til den der anden festival 54 kilometer østpå….

WMMF running order