Et år uden Copenhell: Bestyreren af Hades

Kasper Molin styrer Hades-scenen og fortæller om, hvordan det er før, under og efter festivalen, og har masser af finurlige anekdoter fra Refshaleøen. 

Der skal mange til at lave en god festival. Der skal være et betalende publikum, der driver festen økonomisk. Der skal være nogle chefer, der sørger for, at der bliver booket nogle bands, små som store, og så er der alt det derimellem. Nogle af dem ser vi og hilser vi på, når vi får et armbånd på. Eller snakker med og bliver båret af, når vi fester og crowdsurfer helt oppe ved scenekanten. Nogle serverer mad og drikke til os, når vi mellem koncerter får tanket op på væske og foder. Alle tandhjul i den store maskine, der tilsammen udgør til den velsmurte maskine, vi i sommerhalvåret kalder en udendørs festival. Men der er også dem, vi kun ser i små glimt. Dem, der arbejder bag scenen. Bogstavelig talt. 

Vi tog fat i en af dem, der arbejder på Hades-scenen. Kasper Molin er Nordjyllands fineste entreprenør indenfor metal. Han var med til at starte Aalborg Metal Festival op i slutningen af det forrige årtusinde. Senere startede han Wacken Metal Battle op her i Danmark, efter han i en årrække havde arrangeret busture til Wacken Open Air. De to samarbejdsopgaver med den store, tyske festival lige syd for grænsen er stadig en del af hans repertoire, hvor han er lejrchef for den største lejr på Wacken, World Metal Camp, mens festivalen i hjembyen er afhændet til andre ildsjæle. Kasper Molin spiller også bas i Maiden Aalborg og er i miljøet kendt for at være en af de iværksættere, der bare sprudler af ideer og hele tiden tænker på, hvordan man kan udvikle metalmusikken både lokalt og nationalt. 

En uge om året står han på Hades som Stage Manager og afvikler koncerter i tre meget lange dage. Det arbejde har han også haft på Roskilde Festival. Søvn er ikke en del af pakken på Copenhell, men oplevelserne står i kø og sammenholdet blandt de frivillige gør, at han år efter år vender tilbage til Refshaleøen for at afvikle Copenhells næststørste scene, som han har gjort de sidste syv-otte år. Vi ringede ham op for at høre, om han havde nogle gode røverhistorier, der kunne tåle at komme på print samt høre lidt om, hvad det rent faktisk indebærer at være en af dem, der ruller kabler ud, slæber på monitorer, bruger kilometervis af gaffatape og ser alle koncerterne fra siden af scenen, mens de holder øje med band og publikum i de øjeblikke, hvor alle andre har en fest.

Hej Kasper. Hvornår får du første mail vedrørende det praktiske på festivalen?

– Med min funktion som Stage Manager sidder jeg sent i forløbet. Jeg er selvfølgelig i dialog med dem, der sidder tidligere i kæden end mig. For eksempel produktionschefen, som jeg snakker med hele året. Jeg begynder at tænke på Copenhell en måneds tid eller to før. I det konkrete arbejde, kommer jeg ind sent. Kasper Lindballe, min produktionschef, sidder og har al dialog med bands op til afviklingen. Så tager jeg over, når vi står på festivalen.

Så han planlægger og du udfører på selve festivalen?

– Meget firkantet sagt, men ja.

Hvad er de første ting, der skal på plads for dig?

– Det, jeg gør, inden jeg ankommer, er at læse alle riders, som bands sender. Langt hen af vejen sender de fleste bands riders, som generelt passer til alle steder. Men der er altid individuelle ting, der skal tages højde for, så når jeg modtager en generel mail, ser jeg lige, hvad der er forhandlet hjem, så jeg får et eksakt billede af, hvad det er for nogle kunstnere, der kommer, og hvad jeg skal have på min scene, når de dukker op. Så holder vi nogle produktionsmøder et par dage, hvor vi får styr på det hele.

Hvem står for at organisere de frivillige på sådan en scene?

– Copenhell er et større system. Der er flere forskellige niveauer, man kan være frivillig på. Systemet fungerer sådan, at folk melder sig til, og man kan sige, hvor man gerne vil hen, og hvad man kan. Det er der så nogle frivillig-koordinatorer, der styrer. Vi har jo lavet Hades i en del år efterhånden, så vi har ret god føling med, hvem af de frivillige der kan og er gode til de funktioner, vi skal bruge.  

Hvornår er det endelige hold klar til hver scene?

– Vi har mange gengangere, og vi har også mange nye. Vi finder jo hurtigt ud af, hvem der er gode, og så laver vi en mental note og vil gerne have dem tilbage. Vi snakker jo med dem på kryds og tværs. Man skal huske på, at der flere måder at gå på festival på. De fleste af jeres læsere kender jo det med, at man står foran en scene og oplever alt det, der foregår på campingpladsen. Den anden måde at gå på festival på er alt det, der foregår bagved. Vi har en lige så intens oplevelse med hinanden som dem, der sidder ude i teltene og fester døgnet rundt. Bare på en anden måde. Når man har sådan en vagt er den op til 18 timer. Og med en vagt på én dag på op til 14 timer, så kommer man hinanden nær. Når man har gengangere, der kommer hvert år, får vi også et forhold, som man har på den anden side. Man mødes en gang om året og har sin egen festival på en måde. Det er med til at opbygge et tilhørsforhold, ikke bare til festivalen, men til vores scene. 

Så der bliver nærmest sådan en lille Hades-familie? Ligesom publikum har sine faste lejre med de samme folk, man mødes med hvert år.

– Lige præcis. Det er to sider af samme sag. Foran og på scenen.

Hvornår tager du fysisk ud på Refshaleøen første gang?

– Jeg kommer rimelig sent. Typisk tirsdag eller onsdag.

Hvordan ser en typisk dag så ud for dig? Altså en torsdag, fredag eller lørdag?

– Torsdag er den nemme dag. Der har vi 4-5 bands. Det er en opstartsdag. Tingene bliver kørt ind. Fredag og lørdag er ret intense. Vi har flere bands. Copenhell er jo indrettet sådan, at de to scener spiller på skift. Så når ét band spiller på den store scene, så sætter vi op og omvendt. Det betyder, at vi kan have nogle enormt lange sceneskift, og der er sommetider mulighed for en pause. En typisk dag er jeg på vagt fra klokken 8 om morgenen, hvis et band melder, at de checker ind der. Som regel dukker de først op senere, men vi har haft tidlige morgenskift. Det sidste band går af sent. Det er os på Hades, der plejer at lukke, så der er klokken måske 1.30 eller 2. Så skal der ryddes op, så vi er færdige ved 3-4-tiden. Og så er vi på igen næste morgen klokken 8.

Det er to gode dage, som man siger.

– Hehe, ja. Det er det!

Hvornår er der så pause? Er det når bandet spiller på den anden scene, eller når bandet spiller på egen scene?

– Både og. Vi har løbende bands. Der er bands, der skal ind og bands, der skal ud. Der er typisk tre hold i gang. Der er selvfølgelig det band, der spiller, og så har vi det band, der lige er gået af og det band, der skal på bagefter. Vi har sådan tre bands, der kører i cirkel. Så det er noget med, når der er hul, alt efter hvornår bands kommer. 

Man har først pause, når der er mulighed for pause. Intet er givet på forhånd.

– Lige præcis. Til gengæld oplever vi så også ofte, at der måske er en halv til en hel time, hvor der ikke rigtig sker noget. Så kan de frivillige løbe ud og få noget mad, se hvad der sker på den anden scene osv. Det er vigtigt at pleje de frivillige, for de skal sgu også have det sjovt. Det er derfor, vi er der.

Hvad er det værste, der kan ske på en arbejdsdag på sådan en scene?

– Det er selvfølgelig, hvis musikken ikke spiller.

Selvfølgelig. Hvad er det værste så, der rent faktisk er sket? Har du sådan en skrækhistorie?

– Jeg tror faktisk ikke rigtig, jeg har en skrækhistorie. Men vi havde et islandsk band et år. Jeg kan ikke huske hvilket år. De spillede tidligt på dagen. Det forholdsvis rolige band, hvor de bygger koncerten op og det skal ende i det helt store brag med deres største hit, deres sidste sang, og så ryger generatoren. Død scene. Der er intet at gøre. Vi kan ikke starte den op. Den er færdig. Lang historie kort og vi skal have en kæmpe dieselgenerator skiftet ud. Den kom et sted ovre fra Jylland. Så der var vi rimelig presset. Men der er mange sjove historier.

Der må vel være nogen, hvor man lige føler, man er ude på usikker og rigtig tynd is, og så får man den alligevel hevet hjem.

–  Ja, vi havde en god historie med Black Label Society. Det er nogle år tilbage. I 2014. Bandet er fløjet ind fra USA to dage før. Deres crew er engelsk, og de har samlet alt bandets gear op. En lastbil fyldt med gear fra deres seneste turné i Europa. Med andre ord, kasserne har ikke været pakket op siden dengang. (Copenhell 2014 er Black Label Societys første koncert i Europa siden 30. Juni 2012, hvor de spillede på Tuborg Greenfest i Rumænien). Det var lang tid siden, det havde været brugt. De bruger størstedelen af tiden på at finde ud af, hvad det er for noget udstyr, de har. Fred være med det. Så finder de ud af, at monitorpult og FOS-pult, altså den pult, der står på scenen og den pult, der står ude blandt publikum, ikke kan snakke sammen. Med andre ord: De kan ikke køre showet. De ringede til England. Ozzy Osbournes lydmand. Han kendte systemet og fik det snakket igennem. Jeg tror, det var fem minutter før showtime, hvor bandet ankommer i sidste sekund, bandet står klar, der kommer hul igennem på det hele, bandet går ud og spiller og leverer koncerten. Publikum anede ingenting. Men jeg kan love dig for, vi andre stod og svedte bagved scenen.

Hvad er backup-planen? Har man ikke et husanlæg, man kan køre på?

– Jo, jo. Selvfølgelig. De havde deres og ville bruge det. Og det er deres kald. Deres show.

Hvis nu det ikke havde fungeret, kunne man så ikke koble instrumenter på det eksisterende anlæg?

– Jo, selvfølgelig vil man kunne det. Der kunne komme hul igennem. Men det ville kræve en hel del justeringer. Det har noget at gøre med, at meget er indstillet på forhånd og de har forberedt indenfor et bestemt system, der passer til en bestemt mixer. De fleste systemer taler nu sammen på kryds og tværs, men ikke lige det der. Der er mange gode historier oppe fra scenen. 

Hvad er det bedste ved at stå og arbejde på scenen? Er det når isen bliver lidt tynd, og man kommer op på dupperne, og det lykkes alligevel? 

– Det er jo altid sjovt. Man er presset, og det klapper alligevel til sidst. Jeg synes det med, at man får det hele til at spille og fungere. Så bands får en rigtig god oplevelse, de frivillige og ikke mindst publikum er glade. Det er det vigtigste. Selvom jeg har en ansvarsfunktion, er praktiker og skal koordinere og sørge for at alle smiler og er glade, så ser jeg min rolle som et serviceorgan. Vi er dem i frontlinjen i forhold til musikerne. Hvis musikerne får nogle dårlige oplevelser, så får publikum en dårlig oplevelse. Langt hen af vejen er vores vigtigste rolle, at musikerne har det godt og får nogle gode oplevelser, fordi det i sidste ende giver nogle gode koncerter for publikum. 

Så din opgave er, at bandet er glade, når de går på scenen?

– Ja. Er alle glade oppe på scenen og vi får tingene frem og tilbage. Og når de to scener spiller lige op af hinanden, så har man lige kontakt med den anden scene, så de ikke spiller over hinanden. Vi er Copenhells ansigt overfor musikere, agenter og hvem, vi har på scenen. Man husker som regel altid det sidste. Så selvom produktionschefen og Jeppe Nissen booker nogle gode navne, så er det i syvende og sidste os, der står ude i felten, der har med kunstnerne at gøre. De andre har ikke nødvendigvis snakket med de bands, de har fået ind, så det er der, vi træder til og er det glade ansigt.

Uden mad og drikke, dur festivalen ikke!

I er de mennesker, som kunstnerne møder.

– Mjarh, det vigtigste til enhver festival og arrangement er catering! Hvis den går galt, så smutter det hele. Forestil dig folk, der har været på turné i mange dage og så får de en kedelig salat smidt i hovedet eller noget, de ikke kan bruge. Det dur ikke. Så knækker filmen. Dem møder de. Minutterne, inden de skal på, er det så os, der giver dem det sidste smilende ansigt og siger, at scenen er jeres.

Hvilke bands er så sværest eller nemmest at arbejde med? Folk har måske en ide om, at jo større et band er, jo vanskeligere er de at arbejde sammen med. Hvad er din erfaring fra Copenhell? Har du sorteret M&M’s i farver og købt kabler af guld?

– Det er lidt et unfair spørgsmål. Jeg har oplevet meget få, som har været svære at have med at gøre. Det er som regel ikke kunstnerne. De er sjældent irriterende, og jo større de bliver, jo kortere tid har vi med dem at gøre. Det er deres crew, vi har den største kontakt med. Jeg kan huske, vi havde Trivium for en del år siden. Første gang, vi havde dem hos os. Det var fedt. Vi skulle intet lave. Det var simpelthen så enkelt. De havde det hele med, og opsætningen var så nem. Det viser, at man kan tage et stort band og gøre det utrolig simpelt. Sidste år havde vi Dimmu Borgir. De havde deres egne folk med til at sætte alt udstyret op. Vi slæber og kører tingene frem og tilbage. En af de oplevelser, hvor man tænker, at hvis noget går galt, så er det her. Meget udstyr der skal ind, og området bag scenen er ikke så stort, så der tænker man, at man skal være skarp. Der skulle rykkes rigtig meget rundt. Deres udstyr fyldte hele området så dem, der skulle af scenen før Dimmu Borgir, og bandet bagefter kunne overhovedet ikke være der. Men det lykkedes, og det hele blev gjort med et smil. Deres crew var virkelig så fede at arbejde med. Sådanne historier er der mange af. Det er crewets hverdag. De er interesseret i at få alt til at spille. Det er med til at gøre det rigtig godt.

Der, hvor det kan blive træls er, hvis man har noget crew, der ikke kan arbejde sammen. Hvor to personer fra et bands crew står og skændes internt. Det er bare ikke fedt. Det er forfærdeligt, og jeg skal have de to til at rende på min scene i de næste par timer. Så må man over og sige, at de må pakke det skænderi sammen. Vi er der for at have det sjovt, og så må de gå ud i deres bus og klare det der. Det er ikke anderledes end enhver anden arbejdsplads.

Sataniske ritualer og fulde musikere

Har du andre historier, som læserne skal have?

– Nu tænker jeg lige. Der er musikere, der er professionelle, og som ikke rører alkohol, og andre er så visne, at de nærmest ikke kan stå. Vi havde et band, hvor bassisten havde røget og drukket under lydprøven. Forsangen startede med at spørge til nogle øl, og vi fandt en kasse til dem. Og vi har to timers sceneskift. Da de skulle spille, var kassen tom. Det var sådan, at bassisten ikke kunne forstå, hvorfor der ikke var hul igennem. Så gik en af vores folk op og satte stikket i forstærkeren. Jeg har aldrig hørt noget, der lød så forfærdeligt. Men det var underholdende, og folk havde det rigtig sjovt. Derudover har jeg også set en ret kendt musiker løbe forvildet rundt og ligne en desperat lille dreng ude på bagscene-området, fordi han ikke kunne finde et toilet. Der var kort tid til koncertstart. Jeg pegede på et toilet. Jeg havde ikke snakket med ham, men kunne bare se, at det var det, han skulle bruge. Hans gangart afslørede ham. Og så kunne han bagefter gå på scenen og fyre den af. Derudover har vi haft sataniske ritualer bag scenen før showet. 

Var det nogle svenskere, der gjorde det? Som også smed fakler ud blandt publikum? Watain!

– Lige akkurat. Det var dem!

Jeg stod helt oppe foran til Watain i 2014 og så forsangeren stå og vifte med en fakkel. Han vil så smide den ud, og man kan se på hans øjne, at han vil smide den ud til siden af scenen, hvor der ikke står nogen. Men den slipper hånden, inden den bliver verfet helt derover, så den ryger ud blandt publikum. Man kan bare se på den måde hans øjne udspiles inde bag malingen, at trods Satan og ondskab, så var det bestemt ikke meningen, at den skulle lande lige der. Der skete ikke noget, for publikum kunne heldigvis se den komme.

– Man kan sige, at sikkerheden er virkelig høj. Der lægges stor vægt på det. Bag scenen er der et kæmpe sikkerhedsapparat. Der er helt faste regler for, hvad der skal ske, uanset hvad der sker. For eksempel, da der kom lyn ind over området ved Rock Am Ring. Der har jo været mange ting, hvor der er gået noget galt på festivaler. Så der er rigtig mange sikkerhedsting, der er forberedt. Der har jeg også en stærk funktion. Hvis der sker noget, så melder jeg tilbage til mine folk højere oppe i hierarkiet, for jeg er øjnene fra scenen, hvis der skal være et midlertidigt stop eller afbrydelse af koncerten. Også hvis der er for stort pres fra publikum. Jeg tror ikke, sådan en fakkel ville have gjort det, men man kunne godt lige have set på det og vurderet, om der skulle være en afbrydelse. Og så var der også Kreator i 2018. De havde nogle fontæne-kanoner nede i fotograven. Jeg kigger på højde og retning på en af dem og bliver lidt mistænkelig. Jeg snakker med deres pyrotekniker, og han sagde, at den var god nok. Jeg godkender den, for han er jo eksperten. Det skulle jeg nok ikke have gjort. For som forudset så var der crowd-surfing, og da de åbner op for ‘Hordes of Chaos’ og kanonerne bliver skudt af sted, så fik crowd-surferen det hele. Det var heldigvis primært lufttryk, men han fik sig en tur. 

Heldigvis er det ting, vi kan smile lidt af, for der er jo ikke sket sådan rigtig alvorlige ting på Copenhell. Det har været godt drevet helt fra start.

– Der sker selvfølgelig ting undervejs, der kunne have været gjort bedre, og som man forbedrer. Copenhell har en dybt professionel organisation, der ligger bag og de folk, der er der, de kan deres kram. Og jeg er nødt til lige at sige at udover os, der er på scenen, så er der altså nogle lyd- og lysfolk, som står og laver hele showet. Uden dem ville det overhovedet ikke kunne lade sig gøre. De sikrer, at alt lyd og lys kommer ud. Som situationen med Black Label Society, der bliver der knoklet igennem. Det er de samme folk, der bliver ved med at komme tilbage. Det er en stor familie, og de er virkelig skrappe!

Med det lader vi Kasper Molin slippe. Han er ikke meget for selv at tage æren, så den bliver givet til produktionschef, catering, de frivillige, sikkerhedsfolkene og lyd- og lysmænd. Men Kasper Molin er også en vigtig brik i puslespillet og uden ham, eller dem, der henter diesel til generatorerne, så er der ingen Copenhell. De usungne helte bag scenen, der arbejder lange dage for, at alle andre kan have en fest, lytte til høj musik, spise og drikke og samle minder med vores venner fra nær og fjern. De har deres egen fest bagved, hvor de i ny og næ guider musikere til toiletvogne eller kommer til at servere lidt for mange dåsebajere under en lydprøve. Anekdoterne er der nok af, som man kan fornemme. Vi krydser fingre for, at der kommer endnu flere på Copenhell i 2021, hvor der forhåbentlig bliver taget revanche for denne sommer, hvor vi alle sammen er på standby fra vores funktion. Om det er som publikum, musiker, frivillig, presse, elektriker, lydmand eller dem, der bygger scener og boder og hiver dem ned igen. Vi glæder os alle til at komme tilbage til det, vi elsker ved festivalerne!