Copenhell '19: Shagrath sang solen sort

image1
image2
image3
image7
image5
image4

Vi har været efter Dimmu Borgir gennem længere tid, men på Hades lørdag aften beviste nordmændene, at de kan, når de vil, og det ville de på Copenhell 2019.

Kunstner
Dato
22-06-2019
Trackliste
1. The Unveiling
2. Interdimensional Summit
3. The Chosen Legacy
4. Gateways
5. Dimmu Borgir
6. Puritania
7. Ætheric
8. Council of Wolves and Snakes
9. Progenies of the Great Apocalypse
10. Mourning Palace
Koncertarrangør
Fotograf
Hasan Jensen
Karakter
4

Der var dengang i slutningen af halvfemserne og første halvdel af det nye årtusinde, hvor Dimmu Borgir regerede inden for symfonisk black metal. Med ‘Enthrone Darkness Triumphant’ og de efterfølgende plader op til og med ‘Death Cult Armageddon’ var der ikke rigtig bands fra hverken Norge eller andre lande, der kunne matche Dimmu Borgirs niveau, hverken live eller på plade. Det fortsatte på ‘In Sorte Diaboli’ i 2007, men så begyndte den sorte lak at krakelere. Simen Hestnæs og Øyvind Johan Mustaparta forlod begge bandet i 2009. De to er nok bedre kendt som ICS Vortex og Mustis. Henholdsvis bassist og keyboardspiller. Hestnæs stod for den rene vokal, der i den grad havde bidraget til netop ‘Death Cult Armageddon’ og ‘In Sorte Diaboli’, og Mustis komponerede nogle af de symfoniske klaverstykker, der så fint akkompagnerede den bistre black metal og gjorde den storladen og pompøs.

Abrahadabra’ fra 2010 holdt derfor ikke helt samme niveau som forgængerne og karrieren gik ind i en stilstand, der blev til en decideret nedtur med en otte år lang pause, før opfølgeren ‘Eonian’ udkom i 2018 og skuffede fælt. Derudover har vi set dem et par gange på Wacken i 2012 og så sent som sidste år i 2018, hvor de hverken med et symfoniorkester eller ny plade i ryggen kunne fortrylle masserne på de tyske græsmarker. Akkurat som det var tilfældet i Vega 2010. Så pludselig skal vi et årti tilbage, førend vi for alvor har ladet os henrykke af Shagrath, Silenoz og Galder, der til daglig lyder de mere jordnære navne Stian Tomt Thoresen, Sven Atle Kopperud og Tom Rune Anderson.

De tre herrer, Thoresen, Kopperud og Anderson, stod derfor over for noget af en opgave på Copenhell i 2019. Skulle det blive endnu en påmindelse om, at Dimmu Borgir forlængst har haft deres storhedstid og nu blot er ét i rækken af mange navne, der turnerer på noget, der ligger årtier tilbage. 

Lige da bandet går på, er det ikke tilfældet. Der er god lyd, og sceneshowet er stadig godt bygget op med masser af nitter på mikrofonstativ, støvler og guitarremme. De har ikke glemt teatret. Shagrath indpisker også stædigt publikum i de første par numre, som kunne han godt selv mærke, at der var mere på spil end bare denne ene aften. Det er ikke hver dag, de gæster Danmark, så det gælder om at få det bedste ud af det. 

Det bliver ikke helt indfriet på ‘The Chosen Legacy’, hvor omkvædet er “In sorte diaboli”, som publikum kan synge med på. Man kan bare ikke rigtig fornemme melodien på guitarerne. Det drukner fuldstændig i mixet, og sangens reelle force kommer ikke til udtryk. Ærgerligt. Det bedres dog på ‘Gateways’, hvor de begynder at få fat i publikum, og intensiteten oppe foran scenen stiger. På deres ‘Dimmu Borgir’-sang fra førnævnte ‘Abrahadabra’ kommer der god fællessang, og forsangeren kvitterer med, at han er glad for omsider at være tilbage i Danmark, og at det er et godt sted at være nordmand. 

Han har hele tiden selskab af de to guitarister, der i dag udgør den kreative trio i bandet, mens de hyrede hænder på bas, trommer og keyboard ikke gør meget væsen af sig. De tre faste formår dog så også at komme ganske godt ud over scenekanten. Særligt forsanger Shagrath. Han får endda en ekstra tromme, og der kommer ild i de fyrfade, der har stået på scenen, da de spiller endnu et nummer fra den nye plade. Det er ‘The Council of Wolves and Snakes’, hvor der bliver gjort lidt ekstra ud af det.

Derefter er det tid til de to store hits. ‘Progenies of the Great Apocalypse’ får et brøl frem hos publikum, men her mangler man i den grad Simen Hestnæs på vokalen. Den rene vokal spilles fra bånd, men sangen hæmmes af, at der ikke er fundet en afløser, når det hit skal afvikles live. Noget bedre går det med ‘Mourning Palace’. Dimmu Borgirs 'Nessum Dorma'. Her går publikum fuldstændig amok og crowdsurfer i stor stil. Shagrath beklager inden nummeret, at de rigtig gerne ville have haft mere end de 60 minutter, de er blevet tildelt, men de går i dén grad ud med et brag.

Shagrath har egenhændigt holdt niveauet oppe under hele koncerten, og han er den udslagsgivende faktor for, at vi ender på karakteren 4. For trods de små ankepunkter nævnt i anmeldelsen, så beviste Dimmu Borgir, at de stadig kan levere symfonisk black metal på et niveau, der gør dem relevante i en grad, at man helt får lyst til at høre dem igen, både derhjemme og på koncertstederne. Så kan man kun krydse fingre for, at de kan overføre den intensitet, nerve og spillelyst på den næste plade, der også gerne skulle se dagens lys, før vi skriver 2026. For otte år mellem pladerne er for længe, og bandet går i glemmebogen, hvis ikke de får lavet noget nyt og bedre end ‘Eonian’ inden alt for lang tid. 

På Hades lørdag aften beviste de, at de stadig godt kan. Der var lyst, da de gik på, men mørket var faldet på, da Shagrath havde sunget solen sort. En mandfolkepræstation!