Satyricon jagter en ny lyd

Devilution interviewede Satyr til Royal Metal Fest 2013 og fik en snak om fortiden, nutiden og fremtiden. Og om et trommesæt med en ret vigtig historik.

Vi snakkede med Satyr tilbage i '06, hvor vi talte om status på Satyricon på daværende tidspunkt og en legendarisk koncert på Wacken nogle år forinden. Denne gang fik vi en noget anden snak. Satyr var meget snakkesalig, så i stedet for at afbryde talestrømmen lod vi ham sådan set bare fortælle det, som han havde på hjerte. Det blev til en snak om den pause, som Satyricon har holdt fra primo 2010 til nu, medio 2013, om hvad der er sket i mellemtiden, og om hvad den nye plade bringer. Til sidst fik vi også lige at vide, at han blev far for første gang i slutningen af 2012, så tiden har bestemt ikke stået stille i den officielle pause.

Hvad har du lavet siden I stoppede med at turnere?
- Vi turnerede uden pauser med pladen 'The Age Of Nero' fra den udkom i oktober 2008 til januar 2010, og 2010 var derfor officielt et års pause. Halvvejs inde i 2011 følte jeg mig genopladet, motiveret og interesseret i at skrive musik igen, og så begyndte jeg at skrive det musik, som vi er omkring halvvejs i at indspille nu. Jeg brugte halvandet år på at skrive, og vi har brugt de sidste 2½ måneder på at indspille. Vi er lige midt i det.

Hvilket studie bruger I?
- Vi har brugt et par forskellige studier i Oslo, men primært optager vi i et privat studie lige uden for Oslo. Lidt usædvanligt miljø at indspille musik i. Jeg tvivler på, at I har den slags bygninger i Danmark. Det kaldes et 'stabbur'. De er typisk fra senmiddelalderen, altså omkring år 1400-1500, og det er et af de ældste, der stadig er privatejet. Det er fra år 1515, meget lille og lavet af nogle kæmpestore træer. Det skaber en interessant akustik og en interessant stemning. Bare det at komme ind er specielt, for man skal bukke sig ret langt ned og krybe sammen. Indvendigt er der en masse fedt udstyr, men det bliver ikke lejet ud, så det er kun, fordi vi kender ejeren godt, at vi har lov at være der. Jeg har tænkt mig at være der indtil juni, og så mixer jeg pladen i et studie, der kan håndtere et mix på dette niveau i Seattle, Washington.

Og pladen udgives i efteråret?
- I september. Vi udgiver pladen d. 9. september i år.

Jeg har læst i et interview, at du på en måde opfatter pladerne fra 'Volcano' til og med 'The Age Of Nero' som en slags trilogi. Og du så den sidste som en afslutning på den cyklus. Er det så en ny cyklus, du starter nu?
- For mig er de tre første plader ret forskellige. Der er dog en åndelig samhørighed mellem de tre. Godt nok lyder 'Dark Medieval Times' meget anderledes end 'Nemesis Divina', mens 'Rebel Extravaganza' er en meget avantgarde plade, som har sin helt egen lyd. Der var ikke noget koncept mellem 'Volcano', 'Now, Diabolical' og 'The Age Of Nero', men de har også en åndelig samhørighed. Og den plade, vi indspiller nu, ser jeg som noget helt nyt. Den er ikke den naturlige udvikling af noget af det tidligere materiale, vi har lavet. Det er svært for mig at sige noget, der giver mening for dine læsere, for det handler meget om, hvordan jeg går til det rent teknisk.

Hvordan teknisk?
- Vi har altid brugt moderne forstærkere med masser af moderne distortion-pedaler. På denne plade bruger vi mere gammeldags forstærkere og ingen distortion-pedaler overhovedet. Vi bruger bare den distortion, som forstærkeren selv laver. Det er ikke specielt interessant for fans at læse om, men det ændrer mange ting. Det giver en anden atmosfære og en helt anden tone og lyd. Det kommunikerer sangenes følelser på en helt anden måde, end hvis vi havde brugt den for et metalband konventionelle måde at indspille på. Og vi har brugt et trommesæt, som har en meget klar definition. Hastighed i sig selv er ikke en faktor. Frosts trommespil på denne plade er hverken hurtigt eller langsomt. Det er bare meget dynamisk og med masser af kulør. Det var mere interessant for Frost at finde det rigtige udstyr. Vi fik faktisk restaureret det gamle trommesæt, som vi brugte fra den første plade frem til og med 'Volcano'. Vi indspillede vores første fem album med det sæt.

ET HISTORISK TROMMESÆT

Okay. Er der noget specielt ved det trommesæt?
- Det er et trommesæt, som vi ejer, og vi har ejet det siden 1994. Dimensionerne er meget specielle, for det er nogle meget, meget store trommer. Med så store trommer er det svært at få skarphed og definition i lyden, men der er mere tone og resonans i lyden. Det er det samme, som vi brugte på vores første plader og det er også det trommesæt, som Emperor brugte på deres 'In The Nightside Eclipse', det som Mayhem brugte på 'De Mysteriis Dom Sathanas', og det blev også brugt på en af Burzums tidlige plader. Det har en vis historisk værdi.

De plader, som Satyr her nævner, er nogle af de største milepæle inden for norsk black metal, og det er spøjst nok, at de alle er indspillet på det samme trommesæt. Det betyder også, at personligheder som Hellhammer (Mayhem), Faust (Emperor) og Varg Vikernes (Burzum) alle har banket skindet mørt på de kedler, som Frost nu igen varmer på den kommende plade med Satyricon.

Er der flere udfordringer for dig som musiker i det, når du ændrer på forstærkere osv.?
- Det er mere interessant. At forsøge at finde nye måder at udtrykke sig på. Jeg vil presse mig selv. Lige nu er jeg midt i indspilningen af guitarer. Jeg forsøger at lægge så få guitarer på pladen. Tidligere ville jeg nok bruge fire guitarer på en plade og hvis der skulle noget melodisk ind over sangen, så ville jeg lægge yderligere to guitarer på, hvilket så ville give seks guitarspor på den del af sangen.

Det er også mange spor.
- Ja, og her er det lige det modsatte. Jeg har kun et par guitarspor. Det bliver mere nøgent. Som fan af metalmusik stræber man efter det kraftfulde og store lydbillede. Som band har vi altid været dynamisk bevidste, og nu trænger musikken til at blive taget et skridt videre. Så vi har skruet op for intensiteten. Men samtidig må det også gerne være nøgent og ensomt, og så skærer vi det helt ind til benet. Faktisk spiller Frost trommer på en helt anden måde, end han nogensinde har gjort før på denne plade. Det fungerer rigtig godt for os denne gang, og hvis vi skal konkludere lidt om det tekniske, så vil denne plade blive fuld af liv, meget atmosfærisk, meget dynamisk. Når den er intens så er den meget intens og når den er tilbagelænet og stille, så er det helt i bund og livløst. Og det kan jeg rigtig godt lide.

Okay. Så tager vi lige en drejning her, for jeg ved, at du er meget interesseret i vin. Er det den interesse, du har brugt tid på, mens Satyricon holdt pause?
- Noget af det. Men det var ikke årsagen til, at vi skulle have pause. Pausen var, fordi jeg så, at vores band og crew var blevet kørt trætte. Alt hvad vi gjorde var at skrive, indspille og turnere.

LIVET PÅ LANDEVEJEN ER HÅRDT

Den uendelige cyklus?
- Præcis. Den uendelige cyklus. Og jeg tænkte rigtig, rigtig meget over det i den sidste halvdel af 2009. Nu har vi kørt den cyklus tre plader i træk, og så tænkte jeg tilbage på, om det var det her, jeg forudså, da jeg startede ud med at spille musik? Og svaret var nej. Da jeg startede med at spille musik var det for at udtrykke mig musikalsk. Det var aldrig et mål at turnere.

- For at være helt ærlig, så var jeg nok for ung til at forstå helt, hvordan det er at turnere, da jeg startede med at spille musik. Jeg vidste godt, at bands giver koncerter, eftersom jeg selv havde været til en del. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at det var så stor en del af det. Jeg tænkte bare, at når man er i et band, så skriver man sange, indspiller dem, udgiver pladen og spiller en koncert i ny og næ. Så jeg har aldrig rigtig ønsket de store og lange turnéer. Så i starten nød jeg det slet ikke. Men i dag har jeg lært at nyde det og ser det som en vigtig del af, hvem vi er. Det er blevet til en force. Vi får muligheden for at vise vores musikalske styrke på scenen, og det er også interessant at opleve de folk, der vil se Satyricon live. Jeg ser folk, der kommer til en koncert med Satyricon, uanset hvor i verden det er, som folk, der har én ting til fælles med os, og det er Satyricons musik. Der er en interaktion og udveksling af følelser og energi mellem band og publikum, og det kan potentielt være nogle ret magiske øjeblikke. Vi stræber efter at gøre det muligt så ofte som muligt.

- Men omvendt, så er jeg stadig mere interesseret i at skrive og indspille musik i studiet. Det er der, mit hjerte ligger. Og der i slutningen af 2009 syntes jeg, det var blevet for meget. Jeg overvejede at sælge min lejlighed og bare have et lille værelse med et køkken og et bad, for jeg var der aldrig. Jeg følte mig som en nomade, der ikke har nogen rødder. Og sådan er jeg slet ikke. Jeg elsker den by, jeg bor i. Landet, jeg er født i. Min familie og mine venner. Så jeg ville gerne finde en balance mellem tingene, så jeg genfandt glæden ved det, som jeg elsker at lave og samtidig have tid til de andre ting. Så måske 50 shows om året i stedet for 150. Jeg gættede på, at en pause på seks måneder ville gøre, at jeg gerne ville tilbage. Men sådan gik det ikke. Efter et år var jeg stadig ikke inspireret. Jeg skulle helt hen til august 2011, før jeg kunne mærke, at jeg ville tilbage, havde ideer, der kom buldrende i hovedet og igen havde lysten til at lave en Satyricon-plade. Og i mellemtiden havde jeg det bare sjovt.

SATYRS PERSONLIGE REJSE

- Jeg besøgte alle mulige steder, som jeg normalt ikke besøger med Satyricon. Jeg besøgte nogle vingårde i Libanon, og vi skulle igennem Hizbollah-checkpoints sammen med vinbonden bare for at komme hen til markerne. Der er også et par tvillingebrødre i Østrig, som er store fans af Satyricon, som laver hvidvin. Og så fik jeg nogle venner i det nordvestlige Italien og i Toscana-regionen, og det endte med, at jeg begyndte at lave vin i Piemonte. Jeg fik en ven, som laver noget af det mest prestigefyldte vin i Bourgogne i Frankrig. Han inviterede mig med til høsten i 2010. Vi plukkede ikke druerne, men jeg hjalp under selve vinlavningen. Så det var skøn blanding af hårdt, fysisk arbejde og teknologien bag det at lave vin. Jeg deltog i mange vinsmagninger og påbegyndte selv en uddannelse i vin, som jeg for nylig afsluttede studierne til. Jeg har stadig en del eksaminer tilbage, men jeg må tage dem løbende. Der er en ret vigtig én i juni, som jeg må udsætte til næste år, for på det tidspunkt mixer jeg den nye plade. Men det har været dejligt at kunne fordybe mig i min egen, personlige interesse og komme væk fra det, der begyndte at blive en rutine.

Det lyder spændende. For at vende tilbage til musikken, så har jeg en sjov lille betragtning. Du sagde tidligere, at du elsker at spille guitar og lege med det i studiet. Men på scenen spiller du næsten aldrig selv guitar. Er det et bevidst fravalg eller ligger der andet bag?
- Da jeg startede med at spille guitar, var jeg meget interesseret i den tekniske del af guitaren. Jeg elskede at øve og udvikle mig som guitarspiller. Det gik så vidt, at jeg begyndte at udvikle seneskedehindebetændelse i armen. Jeg havde det i håndleddet, tommelfingeren og albuen. Det var så slemt og opsvulmet, at det, som jeg har, og som man normalt ville kalde klaverfingre, lignede små pølser pga. væsken. Jeg kan huske, at jeg måtte børste tænder og smøre brød med den anden hånd. Så til sidst måtte jeg helt holde op med at spille guitar. Og det var lige efter 'Nemesis Divina'. Der gik nok et år, hvor jeg ikke spillede guitar aktivt, og først to år senere kom jeg rigtigt i gang. Da jeg så begyndte igen havde jeg tabt interessen for guitaren rent teknisk. Nu var det mere bare et værktøj rent sangskrivningsmæssigt og hvilke lyde, det kan frembringe. Så jeg er stadig interesseret i forskellige pickups, trætyper, strengemåling, og hvordan man sætter guitaren op for at få en fed lyd. Men det interesserer mig ikke at sidde og spille skalaer mere.

EN FRONTMAND UDVIKLES

- Og jeg fandt også ud af noget, når jeg kun sang. Jeg kunne noget andet og noget mere. Jeg kan huske, at vi turnerede med Dissection. Jon (Jon Andreas Nödtveidt, forsanger og guitarist i Dissection, red.) var mere erfaren som frontmand, end jeg var. Men på en måde kunne jeg bedre interagere med publikum, for jeg var ikke bundet af guitaren. Jeg var ikke specielt erfaren, men det var Jon, og alligevel var han låst fast i sit vanskelige guitarspil. Det var, som om der var en usynlig mur mellem ham og publikum. Jeg kunne bedre få fat i publikum.

Du kunne bedre favne publikum og komme i kontakt med dem.
- Ja. Så selvom jeg var uerfaren, så fik jeg en bedre kommunikation med publikum. Og så har jeg to guitarister nu, der spiller rigtig godt og forstår, hvordan Satyricon skal lyde. Men der er enkelte sange, hvor det er federe, at der er tre guitarer.

Lige præcis. For jeg har set Satyricon adskillige gange gennem årene, og du spiller som regel altid et par numre med guitar.
- Netop. Det kan være fordi, der er flere lag i sangen på plade, og så kunne det være fedt også at kunne gøre det til koncerten. Rent historisk er der også nogle sange i Satyricon, hvor vi har brugt en barytonguitar. Det startede på 'Rebel Extravaganza'. Godt nok ikke på de sange, vi spiller live, men på nogle af de andre. Der er også adskillige på 'The Age Of Nero', og der vil også være tre sange på den nye plade, hvor vi bruger barytonguitar. Så det spiller jeg i ny og næ. På scenen er det lidt på dagsformen. Jeg tager guitaren med, og planen er altid, at jeg spiller på et par sange. Min tekniker spørger mig så, hvilke sange jeg vil spille den og den aften. Jeg siger så, at jeg har tænkt mig at spille fire i aften, og så går han helt i baglås, hehe.

Så det er bare improviseret fra aften til aften?
- Ja, jeg sidder sommetider og lytter til musikken og bestemmer mig for, at i aften vil jeg spille på den og den sang. Det er meget spontant.

Okay. Jamen så må vi hellere få runde af. Hvad skal du her efter interviewet?
- Sove! Jeg arbejder meget lange dage i studiet. Det er nok 10-12 timer hver dag. Min søn er fem måneder gammel, og han står tidligt op. Jeg står op sammen med ham og bruger nogle timer om morgenen med ham, for det giver mig også masser af energi til studiet, selvom det betyder, at jeg ikke får sovet så meget lige p.t. For han vågner også i ny og næ om natten, og selvom det er hans mor, der tager sig af ham der, så bliver man alligevel vækket og forstyrret i sin søvn. Så nu vil jeg nyde lidt uforstyrret søvn.

Og således lod vi Sigurd Wongraven, som er Satyrs borgerlige navn, forsvinde hen til hotellet, hvor han kunne få nogle timers uafbrudt søvn. Klogere på, hvorfor han ikke spiller guitar til koncerterne, hvordan Satyricon lader op mellem plader, og hvornår vi kan glæde os til nyt musik fra de norske sortmetallere. Senere samme aften blev det til en ganske udmærket koncert med bandet.