Copenhell 24: Lørdag – Bundsolid lukkedag
Lørdagen og lukkedagen bød på flere tunge, højintense indslag – men også nogle stille overvejelser om Copenhells retning og potentiale.
Den sidste dag på Copenhell emmer altid af dobbelttydighed: De sidste forløsende kraftanstrengelser, og den lidt vanskelige afsked med det tunge og smukke selskab af en meningsskabende, momentært magisk musikkultur. Tak for den, alle kære med-djævle, og stor respekt til alle jer, der også holdt den kørende på den regnfulde fredag aften, hvor undertegnede havde honoreret sine nysfyldte 60 år – og en sjæl fyldt af dagens unikke Uriah Heep-optræden, ikke mindst – ved at tage retræten efter travle arbejdsdage både før og efter de mange metalbrag på Refshaleøen.
Således også jobramt lørdag frem til scenetiden for Accept, årets velsagtens eneste repræsentanter for den klassiske 80’er heavy metal, der for alvor satte gang i heavy hyggen.
Partybands og potentiale
Inden da var der sluppet metalliske vildbasser løs på de andre, mindre scener, således at denne lørdag og lukkedag kunne skubbes i gang for den hårde deltagerkerne – og med en lang lørdagsrejse frem mod natten, hvor undertegnede måtte hejse det hvide flag til festivalens alternative afslutningsindslag, Sort Sol. Det seneste eksempel på festivalens transformation over til en lidt bredere hård rock-profil, der i og for sig kan begrundes både kommercielt og kunstnerisk.
Dog undrer det denne signatur, at Copenhell ikke havde formået at placere bare ét af de forgangne dages Helviti-festnavne (Offspring, Hives, Dropkick Murphys) som supplement – ikke erstatning – i løbet af lørdag aften. Det havde været oplagt, og dét med al respekt for Tool: De er bare IKKE et traditionelt partyband til lørdagsunderholdningen (men mere om Tool længere nede).
Nuvel, for undertegnede og følge betød lørdagen også en slentren rundt på festivalområdet, blandt andet på Copenhell Con ved siden af Pandæmonium-scenen. I år med et interessant udstillingsfokus på relationen mellem heavy metal og tegneserieæstetikken, og med foredrags- og samtale-temaer af forskellig art, også med en længere rækkevidde i forhold til kernekulturen herude. Må dette tiltag fortsat udvikles, og måske kunne man endda skabe en slags eksklusiv Copenhell Con i brandets gode navn, lidt a la vinterens Copenhell Freezes Over eller efterårets Copenhell Metal Cruise? Der er masser at tale om, præsentere, udstille, vise frem, være sammen om og fordybe sig i. Potentialet her er i alle fald helvedes indlysende.
Det er der ligeledes i forhold til etableringen af eksklusive Copenhell-koncerttemaer, så det er bare med at kigge på relevante jubilæumsudgivelser i 2025, og ellers tænke lidt i kreative konstellationer og koncertkoncepter. Kunne et populært band eksempelvis give to forskellige (album)koncerter på samme Copenhell? Det gik da meget godt for Metallica i Parken i weekenden forinden.
Tung og intens lørdagsundholdning
Men ellers var der også tung og bundsolid lørdagsunderholdning med de navne, undertegnede med stort held plukkede ud: Fu Manchu med et sprudlende sæt af deres møgfede stoner rock, den bidske entertainer Ice T og hans rå punk metallere i Body Count, samt en fabelagtig omgang non-stop intens metal smadder fra Devilutions navngivende trio High on Fire.
Og så blev klokken lige pludselig 21.30 og Tool-tid. Bandet, der tiltrækker helt andre fansegmenter end metalhorden, men også mange derfra, og som for undertegnede indeholder en særlig historie.
I sommeren 1992 mødte jeg en ung, amerikansk kvinde, senere kæreste, som netop havde været til koncert med et ukendt, men lovende band i den lille, lokale rockklub i Phoenix, Arizona, der hed The Mason Jar (hvor også et purungt og ukendt Guns N’ Roses havde optrådt). Hun fortalte begejstret om bandet, havde fluks erhvervet deres demobånd til showet, nu også debut-EP’en ”Opiate”, og hun hævdede overbevisende, at bandet ville blive rigtig store med tiden. Hun havde også anskaffet sig en baseballkasket påtrykt deres logotyper: ”TOOL”.
32 år senere – via bl.a. Den Grå Hal, Roskilde Festival, Copenhell første gang og Royal Arena – stod bandet nu som afslutningsheadliner på Copenhell 2024.
Musikken har dens finurlige, forunderlige veje, og alle vi Copenhell-kanaljer hver vores oplevelser og indgange til dette vort fascinerende fællesunivers af hård rockens mangfoldige afarter. Intet over eller ved siden af denne fælles musikpallet, heller på ikke denne overskyede lukkedag, hvor Tool lod musikken, vellyden og det visuelle sansetrip tale.
Dedikeret og overbevisende
Efterhånden bevægede lørdagen sig mod søndag, og med et par korte associationer tilbage til et langt rockliv, hvor alt heller ikke er ren nostalgi: Både Tool og Sort Sol stod jo lyslevende frem denne lørdag aften 2024 på en Copenhell, der også stod tydeligt frem som værende i et vadested mellem manglende headliners og en nødvendigt bredere musikalsk profil. Men mens vi er dér, viste Copenhell-publikummet sig fra deres bedste side med dedikerede opmøder rundt på scenerne og en sanselig nysgerrighed på metal rockens mangfoldige udbud, også denne sidste tandudtrækkende lukkelørdag.
På vej hjem fra festivalpladsen fornemmedes pulsslagene fra Accepts klassiske 'Metal Heart' tidligere på dagen, dunke i takt med de mange battlevest-klædte headbangers’ alt mere usikre og fodslæbende gang på vej til deres camp, eller retur til hver deres hi, hvorfra vi hver især kan se frem til næste års tur i det himmelstrejfende helvede ude på øen.
Copenhells lukkelørdag stod overbevisende frem, måske som den gennemsnitligt bedste af årets fire, fine festivaldage.