KTDF 23 Lørdag: Lidt gammelt, lidt nyt, lidt moderne og lidt kult

Endelig blev der lejlighed til at besøge Kill Town Death Fest igen, og en herlig dag gav os oplevelser, vi havde glemt, vi manglede - og en lidt forstrakt dødsmetalmuskel mod aftenens slutning.

Sidst jeg var på Kill Town Death Fest var i 2019. I og for sig er det ret herligt og en lille smule fascinerende, at den - på den anden side af en corona-krise, energi-krise og alle mulige andre kriser - stadig formår at være sin egen lille boble, der næsten esoterisk lukker sig om en ulæselig plakat og navne, som selv danmarksmesteren i koncertgængeri lige må hjem at slå op, som han betroede sig til mig i et letsindigt øjeblik. Og alligevel har KTDF forandret sig - meget endda. Det kan godt være, at det skyldes, at jeg først havde plads i den meget voksne og ansvarlige kalender til at droppe ned forbi Pumperen ved lørdagstid, men der er kommet meget bedre styr på logistikken på festivalen. I hvert fald husker jeg en noget kaotisk indgang i 2019 og en del ting, der virkede mere eller mindre tilfældige. Det var der bestemt ikke noget af her, og arrangementet virkede professionelt styret og afviklet, på trods af sin punkede, anarkistiske og pjuskede attitude.

En pose med flormelis
Næppe var vi ankommet, før vi med stor undren måtte grine lidt af en pose med…lad os bare kalde det flormelis, der lå på jorden. Den blev dog (helt forventeligt) hurtigt samlet af sin (måske nye) ejermand, der nok har planlagt at bage en kage her en af dagene. Øllene var kolde, vejret var godt og der var ganske fornuftig metal først på Byhavens lille scene, hvor jeg lige præcis nåede at få så meget med af Aphotic, at jeg ærgrede mig over ikke at være lidt hurtigere ude af starthullerne. Af en debut at være, gjorde de det fremragende, men det hjælper naturligvis en del, at de alle sammen har andre bands ved siden af. Og det er jo trygt og godt, at boblen på den måde forbliver intakt.

En klam, blodig sky for sensommersolen
Næste band på programmet trak os desværre ud af det dejlige sensommersolskin. Og skulle nogen gøre det, var det nok Strychnos, der skulle gøre det. Så ret klogt programsat af KTDF. I Pumpehuset kan man heldigvis ikke kende forskel på nat og dag, når først man er indenfor, og da Strychnos begyndte at sprede deres blodindsmurte, klamme, rådne lyd på Main Stage, var alle følelser af sommer væk. Strychnos spillede også på KTDF på festivalens første år i 2010, og således er endnu en boble holdt helt helt intakt og flot skinnende.



Strychnos har eksisteret i en hel del år efterhånden, men har kun udgivet en eneste fuldlængde. Og den kom de med sidste år, hvor den fik rigtig meget ros. Den ros levede de op til live med et veloplagt sæt på 7 numre, der lige præcis var tilpas. Ikke for meget og ikke for lidt, men nok til, at dem vil man gerne høre igen. Hvordan jeg har undgået at krydse forbi en af deres koncerter, er stadig en gåde, men uanset hvad årsagen måtte være, var dette første gang, jeg mødte bandet live. Åbneren 'Blessed Be The Bastard Reign' var lidt som at få en spand koldt blod i hovedet. Vågn op! Kom i gang! Og i gang kom vi, mens folk langsomt sev ind i salen, der hen mod slutningen af toeren, 'Stanken Af Dyd', var ret godt fyldt op. “Moderne dødsmetal med respekt for rødderne”, lyder som en træls floskel bag på en promo-cd med tvivlsomt indhold, men det er ikke desto mindre det, Strychnos kan. De spiller opdateret, nutidigt, moderne og interessant. Det er tilpas kompliceret til, at man gider at lytte, men uden at køre lytteren træt, og så er det bare virkelig god smadder. Særligt i de to sidste numre 'Manus Nigra' og 'Horror Sacred Torture Divine' var der gang i dansegulvet, hvor de lange lokker fik lov at svinge vildt og piske bagvedstående i ansigtet. Det var et helt igennem godkendt show og en rigtig fin måde at starte sin (lidt sendrægtige) lørdag på KTDF på.

Hurtig, hurtigere, hurtigst
Tilbage i solskinnet fandt anmeldere og fotografer hverandre og en øl blev delt, men også kun lige præcis, for KTDF havde lagt et stramt program for os. Allerede 20 minutter efter, at Strychnos forlod scenen med blodspor efter sig, var det tid til Egrigore på Black Stage. Scenen lever i høj grad op til sit navn, mest fordi man faktisk ikke rigtig kan se noget derinde. Egrigore var alt det Strychnos ikke var - og det var ikke til Egrigores fordel.



De ræsede derudaf med techy dødsriff efter techy dødsriff i røven af hinanden uden nogen særlig sans for hverken melodi eller kunsten at holde pauser mellem toner. Det er en hel genre for sig selv, og jeg anerkender, at den findes og kan noget, men jeg troede ærlig talt den gik i sig selv i 00’erne, eller allersenest 10’erne, hvor dødsmetalbands snublede over fødderne på hinanden i jagten på at spille hurtigst. Egrigore spiller for så vidt fint, men det var noget enerverende og det blev efter fire numre virkelig svært at skelne numrene fra hinanden.

Tør man kalde det atmosfærisk?
Heldigvis findes der kure mod ensformighed. Min kur hed Altars, og australierne gik på oven på på slaget 19. Og her kan vi tale om moderne. Det var voksne mænd med kontakt til deres introverte side, der her stod og fremførte en version af dødsmetal, som alt for sjældent bliver luftet.



I et opløftet øjeblik kunne jeg endda godt se dem for mig på Roadburn, der ikke just er oversvømmet af dødsmetal. Imellem de sønderrivende riffs, de dissonante skævheder og blasts på trommerne, kunne man fornemme noget næsten (!) atmosfærisk i deres lyd, som var virkelig interessant og, tør jeg sige … dragende. Altars spillede med elegance og flow, der ikke blev brudt af umotiverede “træt-i-armene-rundgange” og det groovede derud mens tiden fløj af sted. Og pludselig var det slut, og vi skulle finde ud af, hvordan vi fik læsket ganen og lagt bund i maverne.

Mens vi fik tanket op på både øl og mad, gik Cystic på, og vi kom derfor lidt sent ind til koncerten. Nogen foretrækker deres dødsmetal som Cystic spiller den, og de spillede helt bestemt godt. Det var uforceret og dygtigt spillet, og var måske lige præcis den ventil, som folk havde brug for efter Altars let introverte show. Der var fuld smadder på fra starten og selvom denne anmelder synes, de tangerede det generiske og kedelige, så var der bestemt noget at hente i koncerten for de, der dagen igennem havde ledt efter en fest.



Udenfor var der også fest. Langbordene var fyldt op foran Pumpehusets burger/øl-bod og her blev der lejlighed til at samle op på livet og døden (pun intended!) med gamle venner. Sådan er voksenlivet også. Man ser simpelthen slet ikke folk så tit, som man ville ønske, og så er det jo helt fantastisk, at KTDF giver os en anledning til at vende verdenssituationen.

Ovenpå nåede Sedimentum  at gå på foran en fuld sal. Canadierne var på deres første Europa-turne, og udgav i 2022 et meget ventet album. Om de også stod distancen live, kan du læse meget mere om her.

Japansk kult
Aftenens sidste show for denne lørdags vedkommende blev Transgressor. De fortjener lidt plads, fordi de kun meget sjældent spiller, og sidst var 2014 på samme festival. Transgressor deler i øvrigt trommeslager og vokal med Anatomia, der spillede på søndagens program. Det japanske orkester har levet en lidt omtumlet tilværelse, hvor de har gendannet sig selv adskillige gange, for derefter at gå hver til sit igen. Så uanset alt andet, så er Transgressors kultstatus nok til at kalde den booking for et scoop for festivalen. 15 minutter forsinket gik de på scenen.



Forsinkelsen var efter sigende desværre forbundet med alvorlig sygdom i bandet, og vi kunne derfor godt tilgive denne lette overskridelse i et program, der ellers havde kørt fuldkommen snorlige hele dagen. Transgressor er, selvom de spiller dødsmetal, ret ligeglade med, at de spiller dødsmetal. Så der sneg sig noisy, proggy elementer ind i musikken, der kun lige præcis hang sammen. Om det skyldes, at bandet ikke spiller så ofte sammen live, eller hvad var på spil, er svært at sige, men der manglede et eller andet i deres sammenspil, som fik det hele til at virke skrøbeligt. Det kunne en utroligt insisterende bas ikke veje op for, selvom den fyldte godt i lydbilledet. De laver helt bestemt interessant musik, men måske var mætningspunktet bare nået denne lørdag aften på KTDF.

Fordi ... engang hørte jeg rigtig meget dødsmetal. Faktisk hørte jeg næsten kun dødsmetal. Og så holdt det op, lige så langsomt og umærkeligt - hjernen har tilsyneladende kun en vis båndbredde og døgnet har kun de timer, det har. Så dødsmetal er efterhånden en sjælden ret på mit menukort, men gammel kærlighed ruster ikke, selvom man måske bliver knapt så tilgivende med årene. Så efterhånden som vi fik growlet, tech’et og tappet os igennem dagen, blev min engang så stærke dødsmetal-muskel mere og mere træt og forstrakt, og det blev derfor til både min og Benedictions fordel, at jeg droppede showet til fordel for noget så voksent som min seng.