Copenhell 26: Lørdag med torden, triumf og brormand

Metalquiz, stormregn og storebrors første møde med Copenhell: Sidstedagen blev årets hyggeligste dag på Copenhell – med god tid til både slænget og tråd i alskens afskygninger.

Det blev sq da meget sjovt i går, hva? Ok, det der jubilæumshejs var godt nok en blandet fornøjelse, men Anthrax fik nu fyret den solidt af uden de store overraskelser, men det er nu heller ikke deres forte – og så havde vi jo den luksus at lige kunne runde Gehenna på vejen ud og endelig få set, hvad Violent Magic Orchestra egentlig kan, nu hvor alle braldrer op om dem i disse år. 
Jeg forstår det nu.

Nå, men videre i teksten. Sidstedagen venter, og i dag har min storebror Jesper valgt at købe endags-billet, fordi han da lige skal se, hvad det der Copenhell egentlig kan. Jeg har derfor dette år koncentreret mine skribentopgaver til de forudgående dage, så jeg kan fyre den af med min 70s rock-skolede bror fra fastlandet og give ham den store indvielse, en dag på Copenhell nu engang påkræver.

Dagens første højdepunkt er dog af en ganske anden karakter. Der har i mange år været en metalquiz-tradition på Copenhell, hvor der hvert år er to quizzer, hvor man kan teste sig selv vidt og bredt i metallens verden – og vinde plader og koncertbilletter, hvis da ellers man har styr på sine årstal, pladereferencer og den slags.
Siden 2022 har jeg vundet samtlige ni quizzer med lidt udskiftning undervejs i holdene, og jeg har derfor lovet mig selv, at jeg tager et break næste år, hvis jeg vinder denne tiende quiz i streg i dag, fordi 10 nu engang er sådan et dejligt, rundt tal.

Da quizzen allerede løber af stablen kl. 12:45, er det derfor noget med hurtigt at mødes på Christianshavn og få fyldt depoterne op, før den behornede bus sender os videre ud mod Hellvede. Vi er fremme i god tid, så jeg lige kan nå at give Jesper en hurtig rundtur på pladsen, og så skal der ellers quizzes! 

Og ja, trods nogen småfejl – og lidt fælles bitterhed over, at ingen af os var bekendt med Bruce Dickinsons civile fornavn (kan du måske det?) – så gik sejren i hus, med seks points ned til toerne! Jesper kunne kun genkende Survivor (ja, den der Rocky-banger) og Kansas samt namedroppe teksten til AC/DCs ‘Hells Bells’, så imponaden var til at tage og føle på, mens jeg endelig fik lukket hullet med de første to Danzig-skiver på LP, og desuden kan se frem til en aften i sortmetallens navn i KB Hallen til oktober. Og ikke mindst hylde, at jeg nåede målet, de 10 Metalquiz-sejre i rap … så kan den lørdag ellers bare komme an!



Og det gør den så – først med et smut forbi Gehenna, hvor Psychomosher spiller thrash ala Columbia. Det er da meget fint og moshervenligt, som man kunne forvente, men altså. Jesper skal også lige se Udgaard, men drikkehornene er ikke videre lokkende, og karseklippede som vi begge er, så er det ikke lige i dag, at vi påtænker at få håret flettet.

På Boneyard spiller en gammel veninde med sit band Going for the One, så det får da også lige en chance, dog uden at gøre videre væsen af sig, så vi drager over i Tutten for at nyde en pils i køligere omgivelser. Faktisk er lørdagen ikke så grel på temperaturskalaen som fredagen, men det har bestemt været et hedt år på Refshalen, og så er det nu rart her bare at kunne vende løst og fast om alt fra familiesludder til personlig lortehistorik, før vi drager tilbage ud i felten.

Her har flere af mine venner i årevis prædiket om deres kærlighed til Social Distortion, ikke mindst ‘White Light White Heat White Thrash’-pladen fra ‘96. Vi snakker punk rock af den gamle skole, med arbejderklassen udenpå tøjet, en flabet attitude og melodiske hooks som taget ud af 70er-rockens sangbog. En hyggelig koncert, der dog også virker bizart fejlcastet på hovedscenen, fordi der er så tomt, at man faktisk kan vade direkte ind til runwayen, Helviti er udvidet med i dagens anledning p.g.a. Volbeat. Nogen stor fan af Mike Ness & co. bliver jeg nu aldrig, dertil bliver det lige lovligt meget lige ud af landevejen med lidt for lidt, der reelt sætter sig.

Jesper får dog lige mødt min barndomsven, der fortsat lige skal op i omdrejninger ovenpå gårsdagens udskejelser, og så kan vi ellers rende en større flok videre mod Pandæmonium, hvor Katla altid plejer at være en fest. Således også i dag med det velkendte “Kærlighed & Satan”-banner bag sig, og hvadend den konstruerede borg, de spillede på, lige handler om, så er det herligt skørt, ikke mindst med den kabinescooter, der jorder i rutefart rundt om borgen den sidste del af koncerten, ligesom i deres musikvideo til ‘Taurus’. Katla har som altid et glimt i øjet, og med den ekstra topping af konfetti og ildkanoner må Jesper da også her kalde, at dette er dagens højdepunkt indtil videre, også selvom det er en af de vildeste koncerter, han har været til i sit liv – det er gudskelov aldrig for sent at få øre for metallens verden.

Den efterfølgende time går med lidt generel Devilution-administration, så hele maskineriet kører med også at få dækningen ud til jer læsere, alt imens jeg lader Jespers vape op, så han ikke senere skal lade sig friste af cigarettens fordums væsen. Det iranske køkken var en succes i går, og det er det igen i dag, også selvom vi aldrig finder ud af, hvad der gør denne sabzi til en Satan sabzi, men sådan er der jo så meget på disse kanter. 

Videre i teksten, og Saxon virker som det mere oplagte valg end Eyehategod, hvis jeg også lige skal have Jespers mere hard rockede præferencer med i billedet. Saxon er altid en sikker vinder, og Brian Tatler (ex-Diamond Head) er da også efterhånden faldet godt ind i bandet og får plads til at lufte svedige licks undervejs, mens Biff Byford er en fed showmaker som altid. En solid koncert uden de store dikkedarer, men Jesper er nu ikke helt solgt – Katla er tydeligvis svære at trumfe.

Volbeat skal naturligvis også opleves, lige for at se elefanten i rummet. Det er da sådan set meget hyggeligt, som Volbeat nu engang er. Det er mig stadig ubegribeligt, hvordan de er blevet så kendte internationalt som de er, og så er det jo efterhånden med års mellemrum, at lejligheden er der for at opleve dem herhjemme. Nuvel, de gør hvad de skal, og især nye numre som fx ‘By A Monster’s Hand’ og ‘Demonic Depression’ slår tonen hårdt an tidligt i sættet. Samtidig er det sjovt at se en pit udvikle sig til ‘For Evigt’ … lidt som om, at nogen lige pludselig føler, at det er akavet at lave den der wall of death, de ellers var ved at bygge op til, inden nummeret gik i gang. Jesper rocker også godt med, og selskabet virker i det hele taget til at tage det hele til sig. Også selvom vi vist alle savnede noget fra debuten, men så langt tilbage skal der åbenbart ikke graves før i ekstranumrene ... som vi så til gengæld aldrig får p.g.a. lynets pludselige indtog, der abrupt sætter en stopper for det hele, mens alle søger ly væk fra stormregnen.

Mens jeg gemmer mig i presseteltet forlyder det dog, at det hele vil starte op igen inden længe, og så kan jeg ellers haste tilbage mod Hades og finde min storebror til Babymetal. Et band, jeg altid har haft en underlig fascination for, ikke mindst for deres absurde brug af kontraster og den stramt koreograferede dans, der altid dominerer deres liveshows. Babymetal er altid noget for sig, og således også i dag, hvor de virker helt forløsende ovenpå den høje stresstærskel, der udviklede sig på baggrund af vejrgudernes massive indtog. Koncerten og tordenvejrets indtog har jeg belyst nærmere her.

Alt i alt en hyggelig dag, der gav min storebror et godt billede af, hvad det der Copenhell egentlig kan. Han er i hvert fald allerede på til næste år!
For mit eget vedkommende har Copenhell nu ikke budt på de store overraskelser i år, men det gode selskab og bare det at være i festivalånden kan altid noget – og der var lørdagen absolut toppen, fordi der var mest tid til også at sludre med slænget fra nær og fjern. 

Vi ses jo nok i Hellvede igen næste år, ik!

PS. Prøv i så fald den der Metalquiz … jeg lover, jeg holder mig væk!