Roadburn Festival 2013 - Fredag

Roadburn Festival 2013 - Fredag

Andendagen på Roadburn førte lidt middelmådige koncerter med sig og en underlig én med Psychic TV, men også kongeoptrædener fra blandt andre Electric Wizard, Uncle Acid & the Deadbeats, veteranerne i The Pretty Things samt Satan's Satyrs!

Kunstner
Spillested
Dato
19-04-2013
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Fredag startede med morgenmad. Tre rundere med røræg, bacon og ketchup, og 10 mini-croissanter. Dernæst karbad med bobler og rigelige mængder af TV-shop, imens man alligevel absorberede en halv liter fedtcreme i krydderen. Igen blev man taget lidt på sengen af, at koncerterne startede tidligere end sædvanligt, og der var ikke den sædvanlige tid til bajere på en af barerne på vej op til 013, men hvad helvede. Der stod Dream Death på programmet, og det skulle jeg sgu se, morgenøl eller ej, og en gedigen omgang metal burde få lidt liv i koderne igen. Men ak, Dream Death var som en våd karklud i ansigtet, fremdeles fordi der var op til minutlange pauser mellem numrene, hvor der måske lige blev mumlet et eller andet i mikrofonen, og pillet lidt ved noget udstyr. Det sugede al engagement ud af publikum, der knap nok gad kvittere med et slattent grynt efter numrene. Men de virkede da som nogle flinke gutter, og man ville så gerne, at koncerten var en succes, for musikken fejlede sådan set ikke en skid.

Generisk stonerdoom afløst af fesen kvindevokal

Efter en mislykket omgang Dream Death stak jeg hovedet forbi Tombstoned og fik bekræftet, at de levede ret godt op til deres generiske stonerdoomnavn. Det var således nogenlunde lige så interessant som at klø sig i røven, så jeg og makker Mathias møvede os ud af Green Room igen, og satte – på Mathiassss opfordring – kursen mod Sabbath Assembly. Hvilket igen blot resulterede i hastig retræte, da jeg ikke tolererer fesen kvindevokal længere. Men fra asken i ilden! For man skulle jo også lige slæbes forbi Witch Mountain, som også sporter temmelig horribel kvindevokal, blot for at flygte 3 minutter senere. Men ok, så var der i det mindste rigeligt med tid til at stå og ryge sig lystig og sutte på en øl, inden Uncle Acid & the Deadbeats. Jeg er egentlig ikke så begejstret for onklen på plade, men jeg var ret sikker på, at de ville rocke heftigt live, og jeg trængte eddermame til at rocke og pege med en stiv stiv, åååh så stiv pegefinger. Heldigvis skuffede syreonklen ikke, og den forventede fest blev det hel klart til, om end den fortaber sig lidt hen i tågerne af hvid enke og glade ansigter.

Succes = gamle mænd, der spiller rock

Efter en omgang dansabel classic psykedelisk doom var der dømt Moss. Jeg var blevet varskoet om, at de nu lød en del anderledes, end da jeg så dem tilbage i 2008, til Rise Above Records 20 års jubilæumsshow i London. Og jeps, de lød virkelig anderledes. Den før så knusende, slæbende og slimede lyd var blevet erstattet af langt mere up tempo numre og mere vokal. Ikke at det var dårligt, det var bare en del anderledes, end jeg havde forventet. Green Room var dog modbydeligt varm, så jeg trak stikket og skred ca. 2/3 gennem koncerten for at nå over til Pretty Things i god tid! Hvis der er noget, der er god tradition for på Roadburn, så er det, at gamle, gamle dinosaurbands leverer fede koncerter, som Groundhogs i 2008, Amon Düül i 2009, Comus i 2010 og Incredible Hog i 2011, dog skuffede Leaf Hound lidt i 2012, men jeg følte mig ikke desto mindre optimistisk stemt i forhold til Pretty Things. Og selvfølgelig var det en succes - gamle mænd, der rocker, for helvede. En guitarist på 74 sprøde somre, der bærer sin måne som Piken bærer sin vom. Det var en overordentlig behagelig koncert, og man bliver en anelse varm om hjertet, når man står og kigger på hærdede doomere der danser begejstret til psykedelisk tyggegummipop, fra dengang deres besser var unge. Smukt.

Efter denne herlige koncert var planen egentlig at se Cough, men der var stinkende proppet, så jeg opgav ævred og tog en slapper. Eller, det tror jeg, at jeg gjorde, for jeg kan ikke rigtig huske de herligheder, jeg foretog mig mellem koncerterne, ned i detaljerne, ud over at det sikkert havde noget at gøre med røg, øl, sinkede samtaler og Hans B., der fiskede efter komplimenter, som han naturligvis aldrig fik. Men fuck lige det, for lige om hjørnet ventede Electric Wizard, og man glæder sig jo altid lidt til at se Jus Oborn & Co stonerdoome derudad, selvom de nyere plader ikke helt kan hamle op med de gamle. Det var klædeligt, at de havde nogle dejlige visuals, man kunne stene til, for der sker sjældent en skid på scenen til en EW koncert.  Jeg pegede i hvert fald lidt hårdere med rockfingeren, da Paul Naschys i 'Horror Rises From The Tomb' tonede frem!

Space TV

Sidste stop koncertmæssigt om fredagen var Psychic TV/PTV 3, som jeg virkelig havde glæder mig en del til. Desværre lå koncerten som den sidste denne aften – i hvert fald på Main Stage – og jeg måtte kæmpe hårdt for at holde mig vågen. Ikke fordi PTV var kedeligt, for det var de skam ikke, men fordi jeg var wasted, og fordi de spacede en del mere ud, end jeg lige havde forventet. Man ved godt, hvad klokken er slået, når de indleder (jeg er ret sikker på de lagde ud med den, men jeg kan tage fejl, min tilstand taget i betragtning) med et cover af Hawkwind-klassikeren 'Silver Machine', så er der ligesom dømt space-ace-ace. Blandet med Hollands fineste hø er man hurtigt i fare for at drive laaangt væk. Hvilket jeg gjorde. Meget langt væk. Faktisk så langt, at jeg ikke rigtig husker en skid, andet end at det var vildt fedt, at jeg peakede lidt, og at jeg havde umådeligt meget lyst til at æde en falafel. Jeg synes at huske, at de spillede nogle andre covernumre også, velkendte klassikere, men jeg er stadig i gang med at grave dybt i min hjernegrød efter mere info. Det skal nok komme til mig en dag! Anyway, i tågerne husker jeg, at jeg også lige skyndte mig over til Satan's Satyrs og nåede at se de sidste to numre med dem (de var svedige!), inden jeg smuttede tilbage til PTV og så de sidste 10 minutter med dem. Dernæst er alt bare et sammensurium af herlige mennesker og festligheder, samt fællessang til 'Corpse Without Soul' og 'Motorcycle Man'. Beklager, folkens. Jeg skulle have været mere professionel, så jeg kunne have skrevet mere uddybende om PTV, men jeg er blot en ubetalt, egocentreret sinke, der hellere vil være wasted, end gøre hvad der bliver sagt!

Læs desuden anmeldelser af dagens koncerter med:

DREAM DEATH
UNCLE ACID & THE DEADBEATS
THE PRETTY THINGS
ELECTRIC WIZARD
og
SATAN'S SATYRS