Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RB '23: Lørdag – Alt godt fra den sorte gryde

Updated
KEN_Mode_Roadburn_Festival_2023_J1001445

Lørdagen stod ikke just i den hårde metals navn, men leverede tyngden på mange andre planer – med et enkelt nostalgisk indslag som sidevogn.

Titel
+ Pupil Slicer + KEN Mode + healthyliving + Oiseaux-Tempete + Backxwash + Boy Harsher + Iron Jinn
Spillested
Dato
22-04-2023
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen + Peter Troest + Jacobh Hansen
Forfatter

Man ved bare, at det bliver en frisk start på dagen, når første navn om lørdagen hedder Pupil Slicer.

Eller gør man?

Egentlig havde resten af redaktionen sat mig op til, at det her skulle være noget særligt, men så igen – man kan jo altid blive klogere. Nogen gange kan et sludgy spark i ”noget-selvvalgt-prekært” være det, man trænger til, og Pupil Slicer lægger på ingen måde fingre imellem i den forbindelse. På Engine Room glider det dog lynhurtigt ud i en hovedløs gang organiseret larm, der ikke tjener andre mål end dét. Hvor er synergien? Drivet? Et nummer, der skiller sig ud, eller bare noget andet til at føje et ekstra krydderi til helheden?

Udenfor regner det, men en sludder falder der alligevel af med et britisk par, der lige som undertegnede har fulgt Roadburn siden 2019. De store højdepunkts-spørgsmål skal selvfølgelig dissekeres, og konen bærer da heller ikke Sleep-patchet helt tilfældigt på vesten, efter deres (i disse kredse) legendariske koncerter på 013 i netop 2019.
Videre skal vi dog også i teksten, og KEN Mode har lige alt det, som Pupil Slicer ikke har. Betongroovet tons. De tunge kontraster. Numre, man husker. Noget, der nærmest minder om Fu Manchu på trucker-skalaen. Jesse Matthewson er synligvis deres bærende søjle med guitarerne som den permanent bærende faktor, men Kathryn Kerr bør også nævnes for at mestre både synth og sax som ekstra gnist til helheden. KEN Mode har den her evne til at navigere i kaos med et glimt i øjet, og så har vi sådan cirka glemt alt om, hvad der spillede lige forinden. Den hypnotisk lange 'No Gentle Art' lukker koncerten perfekt med syvtommersøm – lad der ikke igen gå otte år til næste gang!

KEN_Mode_Roadburn_Festival_2023__JD22636.jpg

Det er til gengæld første gang vi får chancen for at opleve healthyliving, ikke blot her på Roadburn, men i det hele taget i form af deres debut-koncert. Både Stefan Pötzsch (trommer), Scott McLean (guitar, Ashenspire) og Amaya Lopez-Carromero (vokal, Maud the Moth) er dog rutinerede kræfter hver for sig, hvilket uden tvivl er med til at forklare, hvordan de her kan slippe så smertefrit fra deres første koncert.
Indtil videre har samarbejdet kun resulteret i den uge gamle 'Songs of Abundance, Psalms of Grief', som derfor var udgangspunktet her i dag. I nogen tilfælde lige til den små-sovsede side, hvor de bevidst indenfor samme numre spiller på kontrasten mellem det blidt indlevende og de dramatiske peaks, for bevidst at gøre peaket mere slagkraftigt – men hvor sødmen alligevel er lige rigeligt til den gode side. Ikke, at det så ikke snildt kunne tilgives, når Lopez-Carromero fx tager hele sit vokale register i spil i den forrygende single 'Dream Hive', eller når de runder af med en belejligt ekstra doomet udgave af 'Obey'.

En tungsindig outro, inden vi atter går regnen i møde udenfor Koepelhal. Mine kolleger har sat sig for at se, om Chat Pile-hypen har noget på sig, mens jeg selv bliver ved hallen, indtil de meget mundrette Oiseaux-Tempete spiller den ene af deres tre shows på årets festival. Et overvejende instrumentalt foretagende i den drømmende ende, i dette tilfælde med fokus på den middelhavs-inspirerede 'Al-'An!'-plade. Syv mand stærk med keys, bongo, trommer, én på bas og effekter, én på guitar og sax, samt to på hvad der velsagtens kan kategoriseres som lut eller en variation af samme. Stemningen bygges adstadigt op, med bongoen og lutten som umiddelbart bærende elementer, kun midlertidigt sidestillet, når de psych-rockede halvforløste peaks folder sig ud. Lidt som en amputeret udgave af Pink Floyd i 'Ummagumma'-perioden, hvor det syrligt dragende aldrig rigtig når frem til sin konklusion, udover en enkelt kaosjazzet intermezzo som taget ud af en David Lynch-film, og da en herre i hvid habit begynder helt malplaceret at fyre monologer af henover musikken begiver jeg mig hastigt videre i teksten.



Min fotograf-roomie har i mellemtiden rationaliseret sig frem til, at Chat Pile rimer på Sjat Pile, og efter at få indhentet lidt næring i den mest friturestegte form er det, for en sjælden gangs skyld på disse kanter, tid til en tur down memory lane, her med David Eugene Edwards på egen hånd. Manden, der fostrede 16 Horsepower og sidenhen gik solo i Wovenhand, omend han normalvis altid har band med sig i live-sammenhæng. Dog ikke på denne turne, der også kigger forbi København om et par uger, hvor han tager os med på en rejse gennem hele karrieren.
Edwards fylder ikke meget, som han sidder midt på den store hovedscene, kun flankeret af en mikrofon, sin akustiske guitar og tre forstærkere omkring sig. Gemt under en bredskygget hat bag tonede briller lader han sangkataloget tale sin egen sag, uden tungetalende udsving. Et rendyrket nostalgitrip, der nok næppe ville give lige så meget mening, hvis ikke man i forvejen havde så nært et forhold til repertoiret som undertegnede, der måtte tage sig selv i at synge med et par gange undervejs, som i den forunderligt dragende 'Horse Head' (16 Horsepower) og min personlige Edwards-favorit, 'Whistling Girl' (Wovenhand). Selvom der ligesom manglede et eller andet ekstra for helt at drage os ind udover det nøgne setup, så kan man ikke tage karismaen og sjælen ud af Edwards, der har et stærkt sangkatalog til også at kunne revitalisere det i denne form – omend hovedscenen måske var lige lovligt overkill til lejligheden.

Det pænt hidsige grind/noise-foretagende med det lidet sigende navn Candy vælger, næsten samtidigt, tilsyneladende at spille under en halv time, og de sidste tre minutter, som var alt jeg nåede, tjener ikke just noget formål at kloge sig på. Heldigvis var Backxwash klar i nabolokalet med sin dystert aggressive rap/metal-hybrid, og levede fuldt op til de anbefalinger selskabet havde givet efter showet om fredagen. 'Vibanda' samler The Engine Room i det kogende felt fra første nummer, og så kan den dramatisk sortmalede kunstner ellers snildt holde momentummet kørende med banger på banger og hårde rim i bagagen. En verden, jeg aldrig selv har næret den store kærlighed til, men som ikke desto mindre fungerede fremragende i denne setting, med den smittende attitude Backxwash unægteligt lægger for dagen.

Backxwash_Roadburn_Festival_2023__JD22280.jpg

I mellemtiden havde Afskys bassist meldt sin ankomst, og vi hookede op på en bar i Tilburgs svar på Jomfru Ane Gade. Efter lidt behørig fejring af den hollandske rygepolitik gik turen så hastigt videre på 013, med festlige toner fra Boy Harsher. ”Vi kan da lige så godt danse, nu vi alligevel er her” lyder det fra scenekanten, og som sagt, så gjort fra alle sider. Uden skam hyldes 80ernes svulstige synths som en pastiche, der rammer Roadburn-fællesskabet lige i sit es. Eller måske rettere sagt: så dansable som de sortklædte masser nu engang kan være, for dele af selskabet har usvigeligt aldrig betrådt et dansegulv af egen fri vilje, men så kan smilene da om ikke andet afsløre, at Boy Harsher bare er lidt bedre til at åbne gulvet op end de fleste, og således også her på 013 i dag.

Boy_Harsher_Roadburn_Festival_2023_J1001892.jpg

I bagklogskabens lys burde jeg nok være blevet der til det sidste i stedet for kortvarigt at prøve kræfter med de meget riff-baserede stonere fra Iron Jinn på naboscenen, men sådan kan man altid spilde sin tid på at være bagklog. Omvendt er mine lægmuskler så lidt mindre udfordrede her morgenen derpå, end hvad de ellers ville have været med yderligere en halv time til Boy Harsher, og det kan vel også noget...