RB 24: En lørdag med lidt af hvert
Lørdagen var en rigtig reportage-dag. Enkelte bands fik min opmærksomhed, men i reportageånden, gik dagen med at opsøge nye og ukendte græsgange, som bragte mig vidt og bredt ud i krogene på Roadburns 2024-program.
Det var med søvn i øjnene, vi kiggede lørdagens tætpakkede program igennem og endnu engang måtte konstatere, at vi ikke rigtig ville være de samme steder på samme tid.
Så efter lidt drøftelse frem og tilbage i vores beskedne festivalentourage startede vi dagen med at drikke en øl i noget, der lignede solskin efter den iskolde, drivvåde fredag, hvor alle var spredt for alle vinde. At sige, det var lunt, ville være en overdrivelse, men det var nu meget rart at sidde og drikke en morgenøl for første gang og bare nyde det gode vejr.
Tømmermænd rimer ikke på Roadburn
Derfor gik vi også glip af Knoll, der spiller ukristeligt tidligt allerede kl. 13. Til gengæld var der ingen tvivl om, at vi skulle nå at se Couch Slut, der gik på på The Terminal 13.50. Koncerten var hyped, og der var kødannelse for at komme ind. Amerikanerne benyttede dagen - 20-4 - til at opfordre til lidt hyggerygning. I modsætning til Europa og særligt Holland, er det med forsanger Megan Osztrosits egne ord en “big deal” på den anden side af søen.
Desværre virkede som om at Couch Slut havde røget lidt for meget af sit eget stash, og i Osztrosits proklamerede da også stolt, at hun kun havde sovet 1,5 time natten forinden. Sidste år gjorde Pupil Slicer nogenlunde det samme med katastrofale resultater. Helt så katastrofalt gik det ikke for Couch Slut, og min anmelderkollega var væsentligt mere begejstret over en koncert, der kørte på pumperne, og som jeg ikke så nogen særlig grund til at blive hængende til. Fire numre blev det til, inden solen (den sjældne sjældne sol) og en øl lokkede mig ud i dagslyset, hvor redaktionens fotograf ventede utålmodigt.
Det nådesløse musikerliv
Det blev til en hurtig øl, inden vi besluttede os for at give de unge talenter, der hvert år får mulighed for at optræde på festivalen under Metal Factorys kyndige vejledning, en chance. ONEIROPOREIA var navnet på årets gruppe, og betyder noget i retning af at “rejse gennem drømme”. Hvordan det reelt udtales skal jeg ikke gøre mig klog på. Med god bredde i kønsrepræsentationen, var ONEIROPOREIA lige øjet på tidens ånd, men desværre var deres musik noget bagudskuende. Alle unge talenter starter et sted, og her var vi i et miks af danske Ethereal Kingdom og finske Nightwish. Ganske charmerende, bestemt ikke uden potentiale, men heller ikke som sådan godt. Der venter ganske givet nogle af musikerne en lys fremtid, når de finder modet og erfaringen til bryde ud af den lomme, de er faldet ned i og lave original musik.
Vi blev og hørte koncerten til ende, men det samme kunne ikke siges om så mange andre, og fra at starte i en fyldt Hall of Fame, var den lille sal mindre end halvt fyldt, da de stoppede. Det er også en del af det nådesløse musikerliv.
Forbandede Engine Room
ONEIROPOREIAs sæt var heldigvis kort, så vi fik også mulighed for at give Sunrot en chance. Her var der også kø, men det skyldtes mest at Engine Room var lukket for publikum, der af god vane begyndte at samle sig i god tid inden koncerten. Vi sneg os bagom med vores pressearmbånd, men det havde vi nu ikke behøvet. Sunrot er tung, klæbrig sludge, der med Lex Santiagos giftige vokal i front er som skabt til det mørke Engine Room. Desværre var selvsamme Engine Room også forbandet ad flere omgange, og Santiagos mikrofon stoppede pludselig med at virke. I det hele taget virker det som om, der er sparet lidt på bagscenen i år, og med Kavus Torabis bestilte sæt lige om hjørnet på Main Stage, måtte vi desværre fortrække, inden problemet blev løst og Sunrot kunne spille videre.
Psych og rødt lys
Kavus Torabi, der også optrådte helt som sig selv senere på aftenen inde på Hall of Fame havde fået den hårde åbningsoptræden på Main Stage med sin fremførelse af Lion of the Lord’s Elect - et særligt stykke lavet til ære for Roadburn Festival. Multiinstrumentalisten, der dog primært begår sig på guitar, har aldrig været bange for at udforske de psykedeliske sider af rockmusikken, hvilket heller ikke fornægtede sig denne eftermiddag.
Med psych, space, prog og drone som de bærende elementer behøring kamofleret af rødt lys og masser af scenerøg, skabte Torabi svævende lydbilleder, der krydsede grænser mellem genrer, og med en god bund lagt af de to trommeslagere, han havde med sig på scenen. Sækkepibe-manden helt ude i hjørnet af scenen udgjorde et interessant krydderi, ligesom multiblæseren i det andet hjørne af scenen bidrog med nogle ret hårrejsende små klarinetmelodier. Mest imponerende var dog trommeslagerne, der ikke satte et slag forkert og som i høj grad holdt sammen på det genresammenrend, som musikken var.
Med de lange opbygninger, de lange kulminationer og de mindst lige så lange landinger, var det helt klart en af de mere stenede koncerter på festivalen, men med tanke på at tredjedagstømmermændene rumsterede i baghovedet på de fleste, så er kl. 15.30 også ret meget først på dagen, og derfor var koncerten programsat helt rigtigt. Torabi trak ikke helt det publikum, som jeg syntes han fortjente, og som festivalen havde satset på. På den anden side er Main Stage den eneste scene på festivalen, hvor man også kan sætte sig ned på tribunerne bagerst i salen og bare zone ud til lækker musik. Han havde dog nok haft en mere fyldt sal at kigge på, hvis han havde spillet på Engine Room.
Kø så langt øjet rakte
I erkendelsen af at det ikke var fysisk muligt at nå tilbage til Koepelhal for at se Agriculture, der trak årets længste kø, besluttede jeg at kigge lidt nærmere på The Keening, der var næste levende billede på Main Stage. Muligheden for at få drinks var helt klart også en medvirkende faktor, og jeg kan næsten ikke opfordre festivalen nok til at få nogle andre øl.
The Keening viste sig dog at være helt igennem ligegyldigt og efter fire numre gav jeg op for at bruge tiden på noget mere ophidsende. Torpor var umuligt - Hall of Fame var en alt for lille scene til dem, og de trak også en kø, der var til at tage at føle på. Derfor besluttede vi at få os en bid mad, mens tid var og inden de irske folkemusikanter i Lankum skulle på scenen.
Godt tag i publikum
Lankum er noget så sjældent som (næsten) akustisk og glimrer ved sit fravær af distortion, guitarer og anden nymodens rock-gear. Til gengæld var der både drejelire og cirka alle versioner af harmonikaer. Lankum spiller irsk musik, dog noget bedre end det lokale band på pubben, og de er afsindigt dygtige. At de er politisk band var også ret tydeligt, særligt med deres hilsen til Palæstina og deres mindre pæne hilsen til staten Israel.
De formår at lave opbygning kun ved brug af en gulvtam, harmonika og violin, og mens de sad der på rad og række, var salen anderledes i bevægelse. Hvordan Lankum præcist passer ind på Roadburn, er ikke helt tydeligt for mig, men de havde klart en stor plads i publikums hjerte og var en af de forholdsvist få koncerter på Main Stage, der formåede at fastholde publikum. Men som altid er programmet en skiderik på Roadburn, og jeg måtte derfor forlade Lankum i utide for at få et glimt af Lana Del Rabies.
Middelmådig futurisme
Lana Del Rabies skriver sig fint i årets tema - Underground Futurism - men gav en meget jævn optræden, hvor hun skiftevis vred sig på scenen og var henne ved sin synth for at starte næste backtrack. Jeg anerkender, at det som solist kan være svært at holde alle bolde i luften samtidig, men de små sære pauser mellem numrene gav en noget klodset koncert og indtryk af, at hun ikke havde øvet sig helt nok hjemmefra. Musikalsk og vokalmæssigt var koncerten på det jævne, dog oplyst af lejlighedsvise desperadoskrig og ægte vrede, der gav et kig ind i det, som nok var tanken bag showet. Desværre kom det ikke helt ud over kanten, og alt i alt var Lana Del Rabies en lidt skuffende oplevelse.
Imens var min anmelderkollega taget til Ni på Paradox, hvilket vist var en noget mere ophidsende oplevelse.
Lørdagens sidste band blev for mit vedkommende Khanate. Der er bøvl med fødderne og 3 dage på hårdt beton er ikke verdens bedste ide, så det var på lægterne, jeg overværende Khanate indtage en scene for første gang i 19 år, hvorfra de spyede alskens råddenskab og død ud over os alle i deres ultralangsomme doom. Det var noget af en lukker, og efter koncerten fandt vi en taxa, der kunne fragte os sikkert tilbage til hotellet, mens hovedet stadig summede af dum bas.