Roadburn Festival 2013 - Søndag

"Afterburneren" bød på en dobbeltkoncert med Ihsahn og Leprous, som vi vælger kun at bemærke via en videooptagelse, og ellers var der lidt af hvert i form af prog med Astra, japansk teater-black fra Sigh, krautrock fra Michael Rother, der spillede NEU!-sange og en bedre koncert med Die Kreuzen!

Nu var man sgu nok for alvor ved at være mæt af al den musik, der var lavvande i narkokassen, panikken bredte sig langsomt blandt weedians, jagten på mere røg var intens. Man værnede om det sidste skod i lommen som en muggen gadekat over en selvdød rotte og mistænkte alle kammerater for at smugryge bag ens ryg, de dumme svin. Men røg eller ej, det sidste slag skulle stå på Roadburn 2013 i form af den obligatoriske og årlige Afterburner.

Programmet var forholdsvis pakket med ting, der skulle ses, og først på programmet var proggerne Astra, der skulle åbne ballet på Main Stage. Astra gæstede senest Roadburn i 2010, hvor de spillede i efterdønningerne fra deres sublime album 'The Weirding', der udkom i foråret 2009. Stemningen til den koncert var mildest talt fantastisk. Siden har de dog smidt endnu en skive på gaden, der fokuserer mere på kortere numre (så korte som de nu bliver, når der progges), og flere catchy proghooks end forgængeren, men ikke desto mindre er det en habil plade. Jeg var ret sikker på, at Astra ikke rigtig kunne skuffe, selvom de leverede en klar 6 ud af 6’er i 2010. Og det gjorde de skam heller ikke, selvom det stod sløjt til med publikums entusiasme søndag kl. halv tre. Inden længe var folk vågnet lidt og fik efterhånden rejst sig op fra deres flade og trætte røve for at rocke lidt med. Ikke nogen 2010-oplevelse, men heller ikke nogen middelmådig præstation. Det eneste problem, der er med bands som Astra, er, at en times spilletid ikke er nok, fordi numrene oftest er temmelig lange. De kunne snildt have fået et kvarters tid mere til at boltre sig i, hvis ikke en halv time. Uanset hvad, så var det en behagelig start på dagen, og man fik endelig et skud ægte prog at overleve på, midt i al den stener og doom.

"Japanere, mand, de er altid gode for et eller andet sindssygt"

Efter Astra var planen egentlig at se Pallbearer, der havde erstattet Diagonal i Green Room, men der var som forventet fuldstændig proppet, så jeg var henvist til at lytte lidt med fra forhallen. Det lød som noget, man gerne ville have været ordentlig med til, så forhallen kunne rende og hoppe, Main Stage og bajere i ventetiden op til Sigh. Det eneste jeg tænkte om Sigh var "japanere, mand, de er altid gode for et eller andet sindssygt", og det skulle vise sig at være en temmelig korrekt tanke. Det var uden tvivl den mest obskure, genrekneppende og pompøse koncert, jeg længe har set, med alt hvad der hører sig til af ildfontæner, blodindsmøring og bibelafbrændinger. Det var kraftedeme fedt, om end pøllet. Energien var ikke til at stå for, og det var den popdansende og blodindsmurte forsanger i undertøj og englevinger heller ikke. Hendes mandlige pendant gjorde det også herligt, som en anden japansk Graf Dracula med Messiah Marcolin-hår. Så var man sgu rystet godt i gang!

Lige i tide til Michael Rothers NEU!- og Harmonia-opførende projekt, der indtog scenen efter Sigh; en noget tung opgave at løfte efter japanerfesten. Og jeg kom da heller aldrig rigtig i stødet i den halve times tid jeg hang i, ikke fordi de ikke var velspillende og herlige, men fordi jeg var for mast og utålmodig efterhånden. Efter tre dages intensiv musikbombardement kunne jeg ikke rigtig koncentrere mig om repetitive krautudskejelser.

Kedelig retrorock

Jeg stak af over til Golden Void, et sideprojekt som guitaristen fra det übersvedige Earthless har sat i vandet med blandt andre Camilla Saufley fra Assemble Head in Sunburst Sound. Det var dog en pæn skuffelse, måske fordi jeg forventede mere spacekraut end lige ud ad landevejen retrorock a la start-70’erne. Jeg tror dog, at jeg vil give det en chance på plade, for jeg må nok erkende, at jeg kl. 19.00 søndag på Roadburn nok mere var i stødet til knallertrock, end det der normalt er på tapetet på Roadburn. Med andre ord, jeg længtes mod NWOBHM og Mercyful Fate. Det forhindrede mig dog ikke i at blive hængende for at tjekke Die Kreuzen ud, hvilket skulle vise sig at være dråben, der fik bægeret til at flyde over. I dette tilfælde var bægeret mig, og jeg flød fra Kreuzen ned til en bar i nærheden for at køle mig med en Guiness til billige penge.

Og så sad man ellers der, omgivet af brune træpaneler på et værtshus, der lugtede lidt af hjemme, i al sin prægtige brunhed, med sovende punker over bordet, og en veteran-Roadburner, der proklamerede, at eneste mål for resten af aftenen var at blive fuld. Med andre ord: De fleste folk i flokken virkede matte i sokkerne, trætte i koderne og tydeligt mærkede af, at festivalen sang på sidste vers, og at de egentlig var ret trætte af musik for en stund. Nu gjaldt det om at suge de sidste desperate sjatter af øl og stemning, samt få brændt de sidste euro af på merch, ædelse og snickers. Måske sneg nogen sig til at se Electric Moon, måske ikke. Jeg gjorde ikke. Nu var det sgu nok! Ses næste år, røvhuller!

Læs desuden anmeldelser af dagens koncerter med:

SIGH
MICHAEL ROTHER m. CAMERA
og
DIE KREUZEN