Ud ad Die Autobahn
I selskab med den tyske trio Camera havde NEU!-legenden Michael Rother en noget nær perfekt backing, og det var ganske tydeligt, at krautock-veteranen til fulde nød sine fem kvarter på Afterburneren.
NEU! er formentlig et lettere ubeskrevet blad for den gængse Devilution-læser. Men Kraftwerk er det næppe. Og NEU!'s Michael Rother (guitar) og Klaus Dinger (trommer) var i starten en integreret del af Kraftwerk, inden de forlod Ralf Hütter og Florian Schneider, der på dét tidspunkt var mere interesseret i at skabe det musikalske "maskinmenneske".
Den dynamiske duo nåede nåede kun at udgive tre plader i perioden 1972-1975, inden kunstneriske stridigheder splittede de to ad. Til gengæld er det tre fantastiske skiver, hvor Rothers skærebrænderguitar pegede frem mod industrial, og hvorpå Dingers innovative "motorik-beat" åbnede dørene for mere kreativt trommespil, på tværs af genrer.
Stridigheder bremsede siden både NEU! og officielle genudgivelser af de tre plader indtil 2001, hvor de to kamphaner endelig enedes og endelig genudgav dem. Der var også en række forsøg på at indspille musik sammen, men også dette gik i vasken, da de to blev uvenner igen, og i 2008 døde Dinger så pludseligt af et hjertestop.
De rette lejesvende
Rother har siden med mellemrum turneret med NEU!s materiale i forskellige konstellationer, blandt andre i 2010 med Steve Shelley (Sonic Youth) og Aaron Mullan (Tall Firs), hvilket man også kunne opleve på Malmös Kulturbolaget. Men på årets Roadburn var han i selskab med landsmændene i Camera. Den tyske trio spillede dagen forinden deres eget sæt på festivalen, og det var umiskendeligt inspireret af 70'ernes tyske krautrock, hvorfor det gav mere end god mening at lade dem backe Rother.
Og den nu 62-årige veteran nød da også åbenlyst at realisere sin musik med de unge lejesvende. Dét i en sådan grad, at en roadie mod slut måtte på scenen for at minde ham om, at de fem kvarter altså var ved at være gået. Så entusiastisk var han ikke i 2010. Men Camera løftede virkelig også materialet på loyal vis fra åbneren 'Neuschnee' fra NEU!s andet album via 'Deluxe (Immer wieder)' fra Rothers senere projekt Harmonia og tilbage igen til 'Für immer' samt selvfølgelig signatursangen 'Hallogallo'.
Afdæmpet og new aget!
Rother gemte sig bag et stort podie med computer og alskens digitale forvrængnings- og manipuleringsværktøjer til sin guitar, som han betjente i størstedelen af sangene. Han virkede noget mere mobil end til koncerten for tre år siden og levede sig godt ind i sangene bag den seksstrengede, der nogle steder var så skinger, at det tangerede Godflesh' hærg tidligere på festivalen. Midtvejs landede 'Seeland' som årets måske mest afdæmpede og new agede øjeblik på Roadburn; festivalens musikalske spændvidde blev atter understreget.
Der findes utvivlsomt de, der ikke kan se fidusen i NEU!'s motorik-beat, der bringer lytteren for fuld hastighed ud ad den tyske Autobahn, og i rigtig store doser kan det også blive lidt for meget. Men det var i hvert fald en fornøjelse og en stor oplevelse at følge en af weekendens veteraner, Rother, åbenlyst nyde at vække sit gamle materiale til live igen.