WOA Metal Battle - Turdagbog 4

Årets Wacken Open Air Metal Battle Tour er netop overstået efter weekendens koncerter i Randers og Esbjerg, og tourmanager Kasper Molin beretter om de sidste koncerter. 

Sidste weekend af årets Battle uden Battle er overstået, og den obligatoriske sørgmodighed over ikke at skulle af sted igen begynder nu at melde sig. Hvad pokker skal man nu lave næste weekend? Hvornår ser man de mennesker igen, som man lige har bondet så godt med og lært at holde så meget af? Alene det faktum, at rock'n'roll-weekenderne nu er forbi for en stund, og det civile nu melder sig igen ...

Det har været sjovt, og det fik publikum også at opleve den sidste aften fra scenen. Mere om det senere ...
 
Electric Hellride og By The Patient har, som I nok er bekendt med, begge base i København, hvorfor de kører sammen i den ene Avis-turbus, og Aphyxion fra Ribe kører rundt i den anden. Da jeg har base i Aalborg, var det i egen bil til Randers, da turen fredag aften gik til Café Von Hatten. Det har jeg faktisk gjort hele turen, og med et lille hul i lydpotten helt fra starten. Det havde fredag aften udviklet sig til et ret markant hul i Citronen, så den lød som en ældre amerikanerbil med franske mindreværdskomplekser. De små snævre gader ved Von Hatten blev i hvert fald blæst gevaldigt op.

Sur nabokone

Dette var dog intet imod vores lydprøver, som fik revet gevaldigt op i den gamle tykke nabodame. Her sidder vi ude foran Von Hatten og nyder varmen, solens stråler, en kold Royal og tonerne fra Aphyxions lydprøve. Pludselig bliver luften gennempiercet af en sur, flabet, fed og nedladende gammel nabokone, som med et yderst begrænset bandeordsforråd ellers fik sagt sin mening om vores musik. De lokale morede sig højlydt over dette tilbagevendende skue, mens vi andre var lidt små-paf. Nuvel, hun forblev også et underholdningsmoment for os andre, og bedst for hende så vovede klovnen sig også kun over denne ene gang, ellers havde hun fået et par yderst ærlige ord med på vejen igen.


Randers og Von Hatten var en fantastisk aften. Endnu en gang var der ny lydmand på, så hele opsætningen skulle lige skrues ind igen. Godt og dejligt fremmøde, masser af øl og gin/tonics, overdosering af Robin Thicke-sangen 'Blurred Lines', et lille strømsvigt, turens mest interessante aftensmad i form af ”ruskomsnusk med bacon” (oversat: frosne grønsager og kartofler i usaltet mælk/fløde-sauce), som dog alligevel blev spist. De kampsvedende bands (Von Hatten var meget fugtig i luften) spillede nok lidt som aftensmaden, ok og godkendt.

Forsinkelser ...

Alles forventninger lå dog på morgendagens turafslutnings skuldre. 

Grundet uundgåelige civile pligter i hjembyen lørdag morgen kom jeg først ud af Aalborg kl. ca. 13.30. I pinligt toneleje måtte jeg erkende over for Kbh-bussen, at jeg for første gang på turen nok ikke nåede vores get in-tid – kl 16 i Esbjerg. Kl. 15.30 og 30km fra Esbjerg kontaktede jeg dem igen for at sige, at jeg alligevel nåede det, for så at finde ud af, at de sløve musikere ikke var nået længere end til Vejle – jeg skylder en CO2-kvote ...


Sidste show og høje forventninger. Havde bevidst sparet på øllerne, så vi havde lidt ekstra til denne aften – og det var klogt gjort. Der blev nu ellers ikke sparet på noget, og da jeg i en tidligere telefonisk samtale med Konfus havde fortalt, at vi gerne ville have gin, og at Fermaten i Herning endvidere i øjeblikket stod til at vinde aftensmadsduellen, så havde Konfus heller ikke sparet på noget. Der var gin og hjemmelavede burgere og 20 glade metaldrenge. Vinderpladsen blev vist delt ...

Og flere forsinkelser ... Reddet af tourmanageren

Faktisk var det noget i retning af: Øl – ankomst - By The Patient: ”Hvem har smøger?” – øl – loading – By The Patient: ”Hvem har smøger?” – Gin - By The Patient: ”Hvem har smøger?”, efterfulgt af de vanlige lydprøver, en overdosering af 'Blurred Lines' og - By The Patient: ”Hvem har smøger?” 
Da vi i tidsplanen havde en hel time ekstra at arbejde med, havde jeg naturligvis på forhånd advaret alle musikerne om, at man har en tilbøjelighed til at slappe for meget af, drikke for meget, og at tidsplanen derved ryger. Af og til så glemmer jeg lidt, at det faktisk er musikere, vi har med på tur, så to timer inde i dagsprogrammet var vi allerede 30 min bagud, og jeg måtte til at lege tourmanager – vi blev sjovt nok rettidigt færdige, og alt gik som planlagt.

Sceneinvasioner

Øllerne slap hurtigt op, ginnen var tørlagt, inden den blev åbnet (restlageret af øl og mere sprut til efterfesten var gemt i min bil), og bandene sparkede røv denne aften. Publikum fik oplevet 'Blurred Lines', da scenen blev invaderet af fjollede, dansende musikere midt under By The Patients sæt, som tak for at have invaderet vores øregange nu i fire weekender, 20-30 gange dagligt, med den forbandede sang. Aphyxion havde ændret deres intro til at munde ud i den forbistrede sang, med danseshow til følge. Lydmanden ændrede Michaels stemme i hans monitor, så han hørte sig selv med growlende musestemme. Svært at være en hårdtslående dødsmetaller, når man lyder som Søren Banjomus. Electric Hellride og By The Patient indvaderede Aphyxions sæt og skilte trommerne ad midt i sidste nummer. Her kom Jakob gevaldigt på arbejde, da alt blev flyttet rundt konstant. Slutteligt røg konfettikanonen af. Jo, det var festligt.


Det hele sluttede med en stor fest i en anden by. Det blev vådt. Der var meget bar hud. Nogle gik med kraftige læderbæltemærker på ballerne. Der blev drukket mere og danset (ikke for kønt) mere til 'Blurred Lines'. Unge knægte blev til at få deres forældre til at komme med alkoholforsyninger (vi takker og undskylder). Og naturligvis By The Patients allermest fængende omkvæd: ”Hvem har smøger?”.

Der blev krammet, ikke et øje var tørt, og der blev sagt tak for en allerhelvedes god tur. Og det også går fra mig direkte tilbage til disse bands og alle de andre, som har været involveret i denne tour. Lydfolkene, spillestederne, sponsorerne Royal Beer og de andre partnere Avis, Devilution, Sort Søndag og ikke mindst Wacken Open Air. 
Det er sjældent set, at alt klappede som det her. Det mest talentfulde show, jeg har oplevet meget meget længe. Fantastiske mennesker at have med på vejen. Alle var så glade for alle, og nye venskaber er begyndt. Publikum har været vidne til fremtiden for dansk metal – intet mindre kan beskrive det. Tak.
 Som jeg sluttede hver aften af med: Tak til Aphyxion, By The Patient og Electric Hellride.  3 BANDS – 3 VINDERE – ÉN F**KING FED TUR!