WOA18: Lørdag

WOA18: Lørdag

Bands som Dimmu Borgir og Gojira levede ikke op til navn eller placering på plakat, mens Helloween gav et maraton af en koncert foran en fyldt festivalplads.

Spillested
Dato
04-08-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen

Lørdag startede, nærmest før fredagen var forbi. Efter kun få timer i teltet måtte anmelderen igen rykke sin luftmadras og sovepose ud i skyggen af bilen, mens makkeren med et orange Roskilde Festival-telt kunne udstå morgenens solstråler et par timer længere qua den lidt mere sommersmarte farve. Det var lidt af en kamp at blive klar lørdag, hvorfor først var omkring frokost, at soveposen blev pakket væk, og luftmadrassen smidt ind i den stegende hede i teltet.

Derefter var det op til festivalpladsen, hvor vi kunne høre Alestorm give den for fuld udblæsning og se, hvordan robåde blev spottet både på jorden, når folk sidder og opfører sig aparte, men også en crowdsurfende gummibåd. Der sker lidt af hvert på Wacken Open Air, når tyskerne får lov at udfolde sig uden restriktioner i det metalliske underholdningsunivers. 

De blev afløst af franske Gojira på Faster Stage midt på eftermiddagen, og dem havde vores lejr set frem til. Det blev desværre ikke den bedste koncert, vi har oplevet med Gojira, men vi fik da prøvet at bestille en is, der næsten ikke var til at spise. Kendere af Wacken Open Air ved, at der går sælgere rundt mellem publikum og tilbyder kolde øl fra en tank på ryggen. 

Sørme om ikke også der går issælgere rundt, når vejret er til det. Her lørdag eftermiddag tænkte denne anmelder, at en sodavandsis var sagen under Gojira. Sælgeren havde også en vanilleis med chokoladeovertræk, men i sympati med Gojiras aktivistiske holdninger valgte Devilution aktivt denne vederstyggelighed fra, så vi ikke aktivt støttede tvangsmalkning af stakkels kvæg, der går og tror, de har en unge. I hvert fald mens Gojira spillede. Sodavandsisen var et kapitel for sig. Det siger sig selv, at is uden for en fryser i 25 graders varme ikke holder ret længe. Hvad gør tyskerne? De åbner kasserne, som sælgeren går rundt med, og fylder dem op med tøris. Hvad betyder det for en anmelder? At den is, han lige troede, han kunne skubbe op, ikke ville bevæge sig en tøddel. At varme den med hænderne var lidt af en prøvelse, for tøris er omkring -75 grader Celcius. Tålmodighed gjorde dog, at den blev fortæret, men det tog noget længere tid, end den impulsive handling at købe isen egentlig havde tilset. Sådan bliver man sommetider nogle erfaringer rigere.

Herefter fulgte lidt af en fejlvurdering. Denne anmelder havde set og anmeldt Arch Enemy på Copenhell tidligere på sommeren, hvor vokalen var lidt lav i lydmixet, og generelt bandet virkede til at køre lige lovlig meget på rutinen. Så i stedet for at indtage endnu en Arch Enemy-koncert, gik der mad og forfriskninger i den. Med ryggen til kunne vi så høre, at Arch Enemy i den grad fik gang i publikum, og sørme om ikke de spillede ’Bloodstained Cross’, som de ellers havde skåret fra på Refshaleøen. Alt dette blot for at få noget mad og komme på behørig afstand af Steel Panther, som denne anmelder har oplevet én gang på Wacken, og det var nok.

Tilbage på pinden var Devilution dog til at se, hvordan pladsen blev fyldt op under Helloween. Denne koncert oplevede vi også på Copenhell, hvorfor det ikke var prioriteret at følge koncerten slavisk, men vi kunne godt se, at de i den grad kunne trække folk til. Helloween er fra Tyskland, og med dette særlige show, hvor tidligere medlemmer er med på scenen, og en over 30 år lang karriere fejres på hjemmebane, tror det pokker, det kan få mange tyskere frem på festivalpladsen. Sikke et syn. Selv kom vi lidt sent til koncerten, da vi først lige skulle se Enslaved ude i Bullhead-teltet på W:E:T Stage. 

Enslaved er norsk black metal, når det er allermest progressivt, og man kan med rette diskutere, om det skal kaldes progressiv metal med en knivspids black tilsat. Det lader vi feinschmeckerne om. Det var i øvrigt også de eneste, der havde fundet vej i teltet til Enslaved. Helloween trak nærmest alt til sig som et sort hul. Fuldt forståeligt. Enslaved er dog gode live, og det var de også lørdag aften. Det er voksne herrer, der kan deres kram og materiale til fingerspidserne. Desværre blev det en lidt abrupt koncert, for det virkede, som om de var kommet lidt bagud og var overraskede over, at arrangørerne var meget firkantede angående afslutningstidspunkt. Det betød også, at ’Isa’ slet ikke nåede at blive spillet, selvom det så ud, som om Enslaved egentlig gerne ville have spillet den. Lidt ærgerligt.

Mens Helloween tog over de næste par timer, idet de spillede festivalens afgjort længste koncert på 2½ time, gjorde vi klar til Samael i samme telt som Enslaved. Idet Helloween stadig spillede, var der heller ikke mange folk til den schweiziske industrial-maskine, hvilket også kunne være det samme, som man kan læse i vores særskilte anmeldelse af Samael.

Da de var færdige, var det med fluks at komme fra teltet over stok og sten og op til festivalpladsen. Vi fik os manøvreret elegant og offensivt op foran, så vi stod rigtig godt placeret tæt på scenen lige midt for. For nu var det tid til Dimmu Borgir. Det blev ikke det comeback, som fans og band havde håbet på. Det stort anlagte comebackshow blev en fuser af kaliber, men når Dimmu Borgir gør noget, så gør de det altid stort. Således også når de fejler.

Alt i alt var Wacken Open Air 2018 dog en fornøjelse. Vejret spillede naturligvis en afgørende fordel. Tørt og solrigt alle dage. Det løftede humøret og stemningen hos samtlige på stedet, og man kunne mærke, at både personale og publikum hyggede sig. Selvom det område, hvor pressen camperer, efterhånden er flyttet langt væk, så var det faktisk dejligt at gå derfra og op gennem campingområdet og se de mange lejre og mennesker, der også gjorde sig klar til dagens koncerter. Der var sådan en let stemning over det hele. Efter en del år med mudder, mudder og mere mudder var det virkelig opløftende, at Wacken Open Air igen var fremkommelig. Logistikken fungerede upåklageligt, og vi følte aldrig flaskehalse ved indgange, selvom vi adskillige gange gik ind og ud fra pladsen før og efter hovednavne, hvor der var spidsbelastning. 

Wacken Open Air 2018 var således velafviklet, med godt vejr, masser af mad og drikke, godt selskab og i ny og næ også en god koncert. Efter Dimmu Borgir brugte Devilution natten på at nå Danmark igen og sunde sig søndag. Ved nærmere refleksion over Wacken Open Air er konklusionen, at 2018 var et af de bedste år overhovedet. Vi er næppe de eneste, der er nået frem til det, for allerede mandag aften havde de solgt 66.666 ud af de i alt 75.000 billetter til Wacken Open Air 2019. Deres 30-år jubilæum. Om det bliver her i august eller først omkring nytår, de får skudt de sidste 8.000-9.000 billetter af sted, er sådan set underordnet. De får udsolgt, og vi glæder os til at fejre den runde fødselsdag med dem næste år. Med fremkomsten af Copenhell og de mange år med dårligt vejr har Wacken hængt i en tyndere og tyndere tråd. Nu får den lov at blive på vores program lidt endnu.

Læs anmeldelse af Gojira her
Læs anmeldelse af Samael her
Læs anmeldelse af Dimmu Borgir her