Pladeanmeldelser
Det grandiose får frit løb og giver tifold igen til dem, der tør købe sig ind på Dreadnoughts seneste konceptuelle opus om lys og lidelse.
Triumvir Foul giver dig ikke mange chancer for at få vejret på deres tredje og sidste album ‘Onslaught to Seraphim’. En acquired taste af fordærv og kaos i et hengemt mørke.
Baseret på bandets live-shows er det ingen overraskelse, at Wayward Dawns tredje skive er ganske fin, ej heller at den ikke rigtigt spytter nyt i baljen med dødstricks.
Det er spændende at lytte til 'Will of the People’. Hvor mange overraskelser kan man finde? Det er en ren konkurrence mod sig selv, mod sine venner, mod internettet – og det er det mest positive, der er at sige om pladen.
Hæslighed og skønhed i forløsende forening. De canadiske dronere har denne gang taget venner med.
Københavnske Offernat imponerer med et højt ambitionsniveau og insisteren på at finde sit eget udtryk i sprækkerne mellem genrerne. Tak for det!
Med 'Survival of the Sickest' hylder Bloodbath dyderne indenfor den klassiske dødsmetal med rigelige anerkendende nik til genrens gudfædre.
Ozzy Osbourne er den niende patient, der bæres på hænder og fødder gennem 13 sange af venner og bekendte, der desværre ikke har den ønskede gennemslagskraft.
Man ved aldrig helt, hvad man skal forvente af dansk/russiske Parzival. Det sætter deres nyeste album en tyk streg under.
Hvad er Norma Jean egentlig? Ud over en løbende udskiftning i bandsammensætning og medførende udvikling? Norma Jean er garant for god, potent, højkvalitets metalcore.
Udover at være et genialt ordspil, er det svært at sætte fingeren på, hvad The Callous Daoboys er. Men der er rigeligt af det.
Thrashen får ekstra bid på det 16. udspil fra MegaDave & co. – men bider den hårdt nok til at sætte sig på nethinden og/eller i nakkemusklerne?
Det er gået hele syv år siden powermetallens mægtige Blind Guardian sidst udgav et ægte album, medmindre man tæller en svært unødvendig udgivelse med forsanger Hansi Kürsch og et symfoniorkester med. Det gør man ikke! Her medvirkede 3/4 af bandet nemlig ikke, fordi man hellere ville spille filmmusik end metal.
For første gang nogensinde uddeler Devilution bund- og topkarakter til samme album. Det kan naturligvis ikke være andre end Five Finger Death Punch.
Hexis’ tredje fuldlængde-udgivelse er, som altid med bandets ekstremt voldsomme blanding af hardcore, black, industrial, grind, sludge, post-metal og andre ibenholtfarvede sager, en brutal oplevelse, men hov, hvad var det?
Kender du det, når en plade opsluger dig i det der limbo, hvor Morricone, americana og doom smelter sammen i en dyster symbiose?
Vi hensættes i produktiv trance af Russian Circles' nye samling op- og nedture.
Aveilut er hebræisk og betyder sorg, og det enorme tomrum, døden efterlader sig, føles ekstremt nærværende på en overvældende, og overvældende god, plade.
Machine Head gør det umulige. Laver endnu et comeback. Fra asken rejser Machine Head sig og udgiver deres bedste album i flere år. Selvom det med Ø er fjollet.
Danske Thorium udgiver med ’Danmark’ en plade, der vækker minder om den dødsmetal, bandet selv voksede op med i halvfemserne.