Pladeanmeldelser
Pantsæt dit tandsæt og find armeringsjernet frem. Bonejammer vil slås. Og det vil du også.
Anmelderen har været heldig at have adgang til denne plade igennem flere måneder – og derfor har han haft mulighed for at forelske sig grundigt.
'Dead End' er ingen blindgyde, men Night Fevers formidable bejlen mod hardcorens og metallens absolutte superliga.
Vitriol lyder, som Morbid Angel burde lyde anno 2024, og de formår at holde både højt tempo, melodi og intensitet sammen på en fremragende plade.
Saxon lyder som sig selv og sælger ikke ud. Men hvor mange gange kan man gentage samme formel og samme omkvæd uden at komme til at lyde træt?
Nullerne er i højsædet hos Blood Red Throne. Det er stadig hårdt og groovy – og meget som det plejer.
De danske black metal-veteraner bryder med formerne i et socialt bandeksperiment, og kommer stærkere ud på den anden side end nogensinde før.
Alt godt fra havet, undskyld de 1000 søers land, får man på Amorphis-guitaristen Koivusaaris første soloalbum, der huser flere fine gæster på vokal.
Fokus har været alle andre steder end på indholdet af Thy Art Is Murders sjette udgivelse, men det er også begrænset, hvor meget interessant pladen har at byde på.
Kan man lyde en del som det ret generiske band The Strokes og alligevel lave dybt original musik?
Kan man 30 år inde i sin karriere udgive et af de bedste album, man har skrevet? I David Eugene Edwards’ tilfælde er svaret et klart og tydeligt ‘ja’.
Hellripper består fortsat kun af et medlem i form af skotske James McBain. Men det er også nok til at få en omgang hæsblæsende metal ud til folket.
Det var ikke meningen, men fanget i en tidløs kapsel i hjemmestudiet under lockdown satte Vince Clarke lyd på en smuk, frygtelig rædsel, der både er relaterbar – og meget langt fra den popverden, vi kender ham fra.
Amerikanske Horrendous imponerer endnu engang. Den nye plade er et godt eksempel på, hvordan man forener dødsmetal og progressiv sangskrivning.
Selvom der intet nyt er i mødet mellem doomgenren og det religiøse, så har effekten sjældent været så overbevisende og foruroligende som her på Mansions drabelige toer.
Overkill lyder som sig selv på deres tyvende album. Men de er bedst, når de varierer deres faste formel.
Den gjorde ikke meget væsen af sig i 2023, men listede sig alligevel ind på vores årslister. Vores nytårsforsæt må derfor være at holde lidt bedre øje med Los – det fortjener de!
Vi burde skamme os over, at vi ikke fik anmeldt Rot Aways andet album ‘Heavy Weight’, da det udkom sidste år.
Det er en vild og spændende lyd, som omsvøber Broders formørkede dødsmetal med en tung dyne af sludge på 'Skarpretterfossilet'.
Taunus fik i 2023 udgivet debutalbummet 'Going Nowhere, Fast'. Måske er det selvopfølgende profeti, men mon ikke der er plads til Taunus på den danske livescene?
